Velmenende fjols vidner om sanheden

Pædagogik — Drokles on January 18, 2007 at 4:35 am

Gehttoer fungerer som politiske slagmarker på samme måde som Israel. Den der vinder “fortællingen” om den specifikke slagmark vinder fordelen i det generelle ideologiske opgør. Som logisk følge fyger det med påstande om de faktiske forhold fra alle sider. Jeg kan huske en ung teatertrup (med offentlige penge i ryggen) rapportere fra Vollsmose, at der virkelig ikke var alle de problemer der var kørt op i medierne. Nu havde de været der i tre dage og havde ikke set skyggen af kriminalitet.

Derfor mener jeg at kronikken i Politiken onsdag er så interessant. Den er skrevet af en lærer der arbejder på Nordgårsskolen i Gellerup og den er et langt opråb til politikerne om ikke at glemme en gruppe børn, der ikke har de bedste muligheder i livet. Hendes konklusioner er ikke mine, men den verden hun beskriver stemmer meget overens med min. Defor er hun sådan et godt sandhedsvidne.

Nordgårdskolen brillerer med landets dårligste resultater ved afgangsprøven. Mange elever er faldet fra allerede inden eksamen og får således aldrig deres 9.-klasses afgangsprøve. Dette vil selvfølgelig ændre sig med de nye regler, som gør det obligatorisk at gå til prøve, men det vil nok ikke højne karaktergennemsnittet. ELeverne på Nordgårdskolen er på forhånd dømt til et liv i uvidenhed, stigmatiseret, uden kontakt og indflydelse på det danske samfund. Mange vil defilere ind og ud af voldelige ægteskaber, krisecentre, fængsler, terroristceller … whatever! Og resten vil bare leve et uværdigt liv på bistandshjælp. Selvfølgelig vil enkelte klare sig tåleligt, måske endda godt – nogle elever er simpelthen så begavede, at selv ikke Nordgårdskolen kan knække dem!(…)

Jeg har haft en elev i 4. klasse, som ikke havde et hjem. Hun vidste ikke, hvor hun boede – hos mormor, farmor, mosteren, det kom an på så meget.Moren boede i udlandet, og faren havde fået ny kone, så der var ikke længere plads til hende derhjemme.

Ikke nogen dans på roser i ghettoen. Det er vel det vi har sagt længe. Det fungerer skide dårligt.

Hvorfor bliver vores vilkår mere og mere umulige? Tja … jeg kender vel svaret til dels: store sociale og psykiske problemer i familierne i Gellerupparken. Uansvarlige politikere og skattestop. Berøringsangst i forhold til denne befolkningsgruppes specielle problemer – manglende viden og redskaber til at gøre noget, især hvis det koster penge. En skabsracistisk folkestemning.

Ja, som sagt konkluderer hun hen i vejret. Problemerne i Gellerup går længere tilbage end skattestoppet, der således ikke kan tilskrives skylden. Så fik vi set hendes politiske ståsted og man må selv læse hele kronikke, hvis man vil læse mere af det.

En af folkeskolens fornemmeste opgaver i forhold til flygtninge-/indvandrerbørn må være at understøtte integrationsprocessen. Men det er en meget vanskelig opgave, når vores elever praktisk taget lever isoleret fra det danske samfund. De møder ganske vist danske lærere, danske socialrådgivere, læger, bibliotekarer og kassedamer. Men de er alle professionelle. Der er ingen personlige relationer. Ingen relationer, hvor det er lysten, sympatien og det mellemmenneskelige der er det bærende.

Dette er faktisk en god pointe. Fornægtelsen af lærerens autoritet skaber en forløjet ligeværdighed med barnet. Ydermere stiller Folkeskoleloven af 1993 (heldigvis er den nye bedre, men ting tager tid) forventninger til lærerens rolle som pædagog og socialpædagog som læreren ikke kan løfte. Læreren er lærer og kan lære fra sig. Læreren kan ikke løfte sociale problemer og er ikke elevernes forældre eller en ven. Venner er og forældre er altid til rådighed, læreren går hjem klokken fem. Det socialdemokratisk-kulturradikale skole paradigme er urealistisk. Det er også nederdrægtigt i sin løgn, men det er en anden sag.

Når mine teenagebørn går på diskotek i Århus, møder de en gruppe af dem [børn af beboerne i Gellerup]. De er provokerende, usympatiske, truende og grænseoverskridende. Vi andre mærker det, når vi på en bustur gennem det vestlige Århus må lægge øre og ryg til utilpassede unges desperate forsøg på at skabe sig en identitet ved at signalere magt. Men det er kun toppen af isbjerget. Gennem længere tid har vi været vidne til en række påsatte brande i Gellerupplanen. Endnu er ingen døde, men det er kun et spørgsmål om tid, før det går rigtigt galt, og det vil ikke stoppe ved det. Jeg møder ofte mennesker, som påpeger, at forældrene i vores skoledistrikt også selv bærer et ansvar. Dertil er der kun at sige – det gør de nogle gange.(…)

Det kan være vanskeligt at definere, hvad rimelige ressourcer er – og dog. Igennem de år, jeg har været ansat på Nordgårdskolen, har ikke én elev modtaget den undervisning, som vi er forpligtet af Undervisningsministeriet til at levere. Så må man vel erkende, at der ikke er ressourcer til stede i rimeligt omfang. Det handler om økonomiske, menneskelige og faglige ressourcer, så der er nok at tage fat på.

Jeg ved ikke hvorledes pengene bliver brugt på de Århusianske skoler, men i København er de indvandrer-tunge skoler de dyreste. Det er fordi behovet dér, er størst. Hvis pengene ikke slår til, og det kan hun jo meget vel have ret i, er det måske et udtryk for problemernes massive omfang, og for mig at se endnu et søm i den multietniske kiste.

Hendes beskrivelse af hvorledes virkeligheden tager sig ud, tegner et modsat billede end den lyksaglighed som multikulten foregøjler os.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress