Under overskriften “Skal medmenneskelighed være forbudt?” skriver Politiken i sin Leder

De afvistes sag har ikke været i nærheden af uafhængige domstole, men er alene afgjort af et regeringsafhængigt Flygtningenævn, der i øvrigt går direkte imod den højeste sagkundskab på området – FN’s Flygtningehøjkommissariat.

(…)

Den berlingskekommentator, der i går med et nysprog, der er Orwells ’1984’ værdigt, gjorde udvisningerne til et højdepunkt af »demokrati« og »civilisation«, hvorfor idealisterne i Bedsteforældre for Asyl med absurd konsekvens blev udnævnt til modstandere af al demokratisk anstændighed, er sørgeligt repræsentativ.

FN er den højeste sagkundskab (man tager sig til hovedet) og Dansk Folkeparti vil “kriminalisere” medmenneskelighed med deres “hadefulde ordgyderi” i Politikens verden, hvor man efterlyser “kendsgerninger og argumenter”. Berlingske Tidende kommentatoren med det Orwellske nysprog er sandsynligvis Claes Castholm, der slutter sit indlæg med denne bredside mod de anstændige

Ifølge en FN-rapport ønsker hvert andet ungt menneske i de arabiske lande – hvor befolkningstilvæksten er enorm – at udvandre. De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt, men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved den særlov, som Socialdemokratiet, SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige regering i 1992 og efter et mediepres, der minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen (19. juni) pr. 1. januar 2006 blevet til 22.509. Svend Auken gør asylsagen til et spørgsmål om medmenneskelighed. Det er hans ret. Men det er også en forplumring af problemstillingen. Det handler om selvforsvar og forsvar for retsstaten, to sider af samme sag. Hvis vi giver efter her, vil der i løbet af ingen tid komme tusinder af andre, bl.a. via menneskesmuglere. Og at forsvare retsstaten, det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret for alle, har intet med fremmedfjendskhed at gøre. Det er civilisation. Det er demokrati. Hvad ’Bedsteforældre for asyl’ og ’Borgere for et anstændigt Danmark’ end er, anstændige demokrater er de ikke.

Og i Kristeligt Dagblad gør Krarup også front mod godhedsindustrien

Samme dag bragte Ekstra Bladet en stor reportage om irakere, der rejste fra Kastrup til Bagdad for at holde ferie i Irak. Jamen, er det ikke farligt? spurgte avisen. Slet ikke, svarede irakerne smilende, der er sikkert og dejligt i Irak, og det eneste, vi er bange for, er varmen

Det er med andre ord et bedrag, vi er ude for i Brorsons Kirke og med dem, der demonstrerer til fordel for de afviste irakiske asylsøgere. Et fromt bedrag. Og et meget fromt bedrag, for hele meningen med disse Bedsteforældre for Asyl med mere er tydeligvis at kunne pudse egen glorie og glæde sig ved at være mere menneskelig end os andre.

(…)

Jeg har lyst til at sige til disse Bedsteforældre for Asyl, som sender mig håndskrevne breve for at minde mig om mit menneskelige ansvar: I skulle virkelig skamme jer! I er i enhver forstand falske og forlorne ! For når I nu ved, hvordan sagen ligger, og hvad sagens virkelighed er , så er der om jeres optræden ikke andet at sige, end at I forfølger en personlig forfængelighed og selvretfærdighed. Jeres aktion henhører under godhedsindustrien: Kan alle se, hvor gode vi er ? Dette er jeres formål og interesse. At puste jer op som de farisæere, I er . At dyrke jeres egen godhed uden sans for virkelighed og næstens tarv.

Jeg ledes ved disse forlorne bedsteforældre og frabeder mig deres håndskrevne plagerier, i hvilke de udstiller sig selv.

Og Krarup langer i Information ud efter Svend Auken

Forleden stod Svend Auken (S) nede på Christiansborg slotsplads og udslyngede fraser. De handlede naturligvis om de afviste asylan søgere, som har blæst på Danmark og dansk lov og ret i mange år, hvorefter de erobrer en dansk kirke på Nørrebro og sammen med deres autonome venner søger at gennemtvinge et fortsat ophold i Danmark, efter at dette tålmodige, overbærende Danmark omsider har besluttet sig for at sende dem tilbage til det Irak, som adskillige besøger på ferie. Svend Auken mobiliserede den højere rørstrømskhed og hældte op til flere liter vand ud af ørene. Han viste sig at være både ‘barmhjertighedens’ og ‘næstekærlighedens’ talsmand. Og så citerede han det ord, som Socialdemokraterne efter hans eget udsagn havde gjort til sit motto i 1990erne: »En fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt.«

(…)

For betænk situationen: Disse afviste asylan søgere, som har besat Brorsons kirken, er blevet behandlet efter dansk lov og ret. Deres sager er endt ved domstolen på området, Flygtningenævnet, som har afsagt den kendelse, at de ikke har adkomst til at opholde sig i Danmark, fordi de ikke er personligt forfulgte i Irak. Men irakerne nægter at følge rettens kendelse. De blæser på Danmark. Og da Danmark hidtil ikke har kunnet sende dem hjem, fordi Irak ikke har villet modtage tvangshjemsendte irakere, har de i årevis kunnet opholde sig i Danmark og ladet sig > forsørge af Danmark.

Deres børn har de brugt som gidsler. Deres børn har skullet leve med den elendighed, der består i, at børnenes liv er utrygt og uafklaret. Forældrene har blæst på børnenes elendighed og nu bruger de deres børn som pressionsmiddel i kampen mod det Danmark, hvis lov og ret de blæser på.

Politikens efterlyste argumenterne flyder over i en grad, som de ikke evner at erkende og istedet er der kun de befølene og nedslidte fraser.