Stjernfelt med god pointe

Diverse — Drokles on June 20, 2009 at 5:43 pm

Der har i Weekendavisen verseret en intens debat om ytringsfrihed kontra tolerance, mellem professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorf, der blandt andet har skrevet den meget anbefalelsesværdige Den Brogede Oplysning, der gør sig til talsmand for tolerancen (holde sin kæft og tænke sig om imens) og Frederik Stjernfelt, der er talsmand for ytringsfriheden. Seneste indlæg kommer Stjernfeldt med og han udstiller Thomas Bredsdorf på følgende måde

»Et storslået exempel for at lære de intellektuelle at være meget moderate og omhyggelige i deres tale« - hvem taler her? Tøger Seidenfaden? Thomas Bredsdorff? Næ, det er den katolske inkvisition, der fejrer sin egen forfølgelse af fritænkeren Giovanni de Soria i 1730rne.

Modoplysning var også positionen hos stat og kirke, der forfulgte Spinoza og spinozisterne i den tidlige oplysning i 16-1700-tallet med censur, bogbrænding og fængsel for at beskytte den protestantiske tro. Det var positionen hos stalinisten Mogens Fog, da han diskuterede ytringsfrihed med PH og ville beskytte kommunismen mod ytringsfrihed (PH var naturligvis på den radikale oplysnings side - exemplet er fra Morten Møllers aktuelle Fog-biografi). Og modoplysning er aktuelt positionen hos Thomas Bredsdorff, når han fordrejer tolerancebegrebet til at betyde, at man skal »holde sin kæft« med sine synspunkter, hvis de kan krænke.

I øvrigt er tolerance ikke noget man udviser ved sin tale, men ved ikke at straffe andre for det de siger, som Kai Sørlander har slået fast så mange gange. Eller, som  Jesper Langballe præcist og fyndigt svarede imam Fatih Alev om, hvordan han ville reagere, hvis nogen virkeligt krænkede hans kristne religion groft: “Det må jeg bare finde mig i!“.

2 Kommentarer »

  1. Netop. Tolerancen er ikke hos, der taler, men hos den der lytter. Kan man ikke lyde ytringen, så må man imødegå den med sine egne argumenter. Eller lade være med at lytte. For ytringsfrihed indebærer jo ikke lyttepligt.
    Jeg blev f.eks. så sent som i dag antastet på åben gade af først et par gamle damer fra Jehovas Vidner og ti minutter efter af et par slipseklædte mormoner, der brugte deres ytringsfrihed til at forsøge at prakke mig deres meninger på. I begge tilfælde sagde jeg nej tak og gik videre, og ingen tog anstød af det.

    Hvor svært kan det egentligt være?

    Comment by Mikael — June 20, 2009 @ 8:19 pm
  2. Al respekt for Stjernfelt, men
    Mogens Fog var næppe stalinist, sådan så han heller ikke sig selv. Han var i årtier tæt tilknyttet DKP og radikal i sin kommunisme. Han slog selv fast, at han var revolutionær i sin opfattelse. Det lagde han ikke skjul på. Morten Møller gør imidlertid ikke tydeligt nok rede for, på hvilken måde, hans meget teoretiske vej til kommunismen skulle forstås. Det kan Stjernfelt have fået galt i halsen. Morten er nemlig tæt på at afspore forståelsen af Mogens komplicerede tilhørsforhold fuldstændigt. Der var fx meget lidt forrædder i Mogens, selv om visse udtalelser og skriverier fra hans hånd var mere end problematiske.

    Omdrejningspunktet i Mortens forståelse kredser hele tiden om det famøse jesuitterudsagn: ‘hensigten helliger midlet’ i bind 1. Jesuitterudsagnet er kollektivets ubetingede krav til individet. Selv om Mogens Fogs politiske virke udspringer af tredivernes sociale nød og hans egen lægelige indignation, og selv om hans engagement virker kompromisløst, så passer jesuitterudsagnet ikke rigtigt på ham. Men hvad er forskellen da, når den i Mortens øjne tilsyneladende er rent optisk - jvnf. “…der skulle sukker på kringlerne…” for at fremme sagen.

    Dette udsagn fra Mogens Fog er let at tolke og ildevarslende tvetunget, men at lægge afgørende vægt på ordene vil være en grov forenkling, som fører til en forvrænget opfattelse af manden bag ordene, omend Mortens dom over Mogen’ bevæggrunde synes at ligge ganske parallelt med Koestlers præcise og svidende dom over forholdene i østblokken. Den dom, vi præsenteres for i ‘Mørke midt på Dagen’, hvor Koestler et sted i et og samme udsagn opstiller sin berømte definition af et menneske og dets betydning i en spørgsmål-og-svarform således - Han spørger: ‘Hvad er et individ?’ - og svaret er, ‘én million individer divideret med én million’.
    Netop den opfattelse lå Mogens Fog temmelig fjernt. Hans definition lød måske i overfladen jesuitisk, men man skal endelig ikke tage fejl af kommunisten, Mogens Fog og mennesket bag. Hans udgangspunkt er den omvendte vej til sandheden og ikke kollektiv underkastelse, men personlig stillingtagen. Læg mærke til den omhyggelige formulering, han vælger herom. Da han kender jesuitternes syn på sagen, som han er lodret uenig med dem i, vælger han at bruge og omformulere deres ord imod dem. Han vil revolutionere standpunktet! Han vil menneskeliggøre det umenneskelige for sin og andres samvittigheds skyld.

    Han skriver derfor:
    ‘Den, der nægter at være et middel, fornægter samtidig målet’. Det er en både dristig og begavet omformulering, der blev komplet overhørt. En vej ud af det gådefulde og ind i en forståelse af, hvad der i så mange år låste manden fast i kampen for en mere retfærdig verden.
    I jesuitterspørgsmålet kommer han ikke sukker på kringlerne. Der ser vi, hvordan han er han skruet sammen. Ud fra denne ideale fordring til sig selv om ikke at fornægte målet bekæmpede han ikke bare den tyske besættelsesmagt. Han kæmpede også for sin kommunistiske overbevisning. Den ideale fordring kunne holde til begge dele, fordi den var ægte. Den havde intet med hans kommunisme at gøre, men med hans personlighed. Sammenlign så hans ideale fordring med jesuitterudsagnet. To diametralt modsatte opfattelser af det samme. Man ser i Mogens udsagn tydeligt, at han tog udgangspunkt i samvittigheden og hin enkelte, som han gjorde det i sit eget liv (og som Kierkegaard krævede)! Derfor havde han det ind imellem doktrinært svært med DKP, der entydigt som arbejderbevægelse tog udgangspunkt i kollektivet og så godt som intet i hin enkelte. Udgangspunktet for Mogens Fogs tilgang til kommunismen var således radikalt forskellig fra DKP’s. Endemålet ville derfor også være blevet det.

    Mogens tog altså udgangspunkt i det personlige engagement som altid drev ham, for sådan havde han selv i sin tid set lyset. Og sådan forblev han i årtier oprigtigt tro mod sig selv i den overbevisning, at han samtidig ville være tro mod partiet. Hans mening var jo, at du kun kan komme til sandheden via din egen samvittighed. At han dermed bildte sig ind, at så kom man automatisk til kommunismen som den mest nærliggende konklusion, lige som han selv havde gjort det, hvad ellers? - er en helt anden sag. Der var ganske enkelt tale om et selvbedrag fra hans side, som selvfølgelig aldrig ville blive imødekommet på det kollektive plan, hvor partiet befandt sig. Han fattede vist aldrig helt, hvorfor det var sådan. At der var tale om en politisk kortslutning mellem hans hovede og jesuitterne i Dronningens Tværgade.

    Mogens så derimod anderledes historisk skarpt, at Jesuitterne var kynisk bevidste om den kolde rækkefølges nødvendighed mellem mennesket og den organisatoriske disciplin. Hvad individet mener, er underordnet kollektivets absolutte betydning. Individet er i sammenhængen ligegyldigt. Mogens befandt sig et diametralt modsat sted. Det var hans politiske tragedie, at den ideale fordring begavelsen til trods førte ham lige i armene på et totalitært system, der var lige så grotesk som Det tredie Riges. Samtiden fattede det ikke. Man savnede de nødvendige nuancer, der skulle til for at forstå hans bevæggrunde. Mogens ligeledes. Han syntes ikke at fatte, hvorfor han måtte lide alle de politiske nederlag på sin tro, som jo både var den overlegne og rigtige.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — June 21, 2009 @ 1:21 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress