Peter Skaarup skyder med skarpt

Politik, venstrefløjen — Sobieski on June 14, 2009 at 2:41 pm

Socialisterne Maria Helleberg og Mogens Jensen (soc. dem.) mener selv at de har åbnet ny flanke mod Dansk Folkeparti. I et læserbrev i JP tager de nemlig udgangspunkt i en opinionsundersøgelse foretaget for DR, hvor i det efter forfatternes betonindfattede mening i alt sin klarhed træder frem, at DF er det mest udanske parti.
Tallene der bortdømmer DF’s vælgere - A ha, det er vælgerne der er noget galt med! - er baseret på nogle spørgsmål:

Læg mærke til præmissen for de individuelle spørgsmål: Andel der er enige i udsagnet, eller mener at det pågældende er acceptabelt.

Brug af revselsesret, lussing/endefuld i opdragelsen:
DF 42% - Befolkningen generelt 13%

Kvinder bør passe børnene og hjemmet i stedet for at arbejde:
DF 10% - Befolkningen generelt 1%

Jeg vil tilføje, at ingen af disse spørgsmål er kontroverielle eller intellektuelt uforsvarlige. Er det acceptabelt at bruge revselsesretten, og at kvinder passer børnene og hjemmet? Ja, og ja.

Men her er det de socialistiske skribenter går fejl, fordi intet i disse spørgsmål og deres præambel kan lede til en konklusion om danskhed eller ej. Men det hindrer dem ikke i selv at stille kriterier for danskheden. Ja, forestil dem det. Et par internationalister, som alle socialdemokrater i virkeligheden er, pludselig går ind og opstiller positive definitioner for det nationale. Magen til frækhed. Og hør hvad de har høstet i deres frodige fantasi: … det kunne vel ret beset være værdier som bl. a. ligestilling mellem kønnene, almen respekt for landets love, accept af principperne bag et solidarisk velfærdssamfund, nej til vold mod børn, nej til dødsstraf og respekt for andre mennesker.

Nej, nu er bægeret fuldt. “Accept af principperne bag et solidarisk vældfærdssamfund”, at gøre et socialdemokratisk programpunkt til selve grundstenen i danskheden, det er topmålet.

Heldigvis formår Peter Skaarup formået at sige det bedre end de fleste:
JP 13-06-2009:

Socialdemokratisk nedrakning af vælgerne

Forfatteren Maria Helleberg og den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen har i en uskøn alliance kastet sig ud i det projekt, som det er at definere, hvad danskhed er (JP 11/6), og i den forbindelse når de ikke overraskende frem til, at Dansk Folkeparti er noget af det mest udanske, som man kan forestille sig.

Men de begår i den forbindelse adskillige fejl, som det er nødvendigt at beskrive nærmere. For det første begiver de sig ud i den klassiske socialdemokratiske vildfarelse, at de tror, at alt kan sættes på formler.

Med baggrund i en enkeltstående undersøgelse om DF’s vælgeres holdning til f.eks. revselsesret, dødsstraf og sort arbejde konkluderer de, at vi ganske enkelt ikke er danske.

Men hvad har disse holdninger - ret beset - med danskhed at gøre? Har DF nogen sinde taget patent på danskheden, sådan som Maria Helleberg og Mogens Jensen nu prøver på Socialdemokratiets vegne?

Nej, vi har aldrig udtalt os specifikt om, hvad danskhed går ud på. Det er vore modstandere, der har skabt myten om Morten Korch, stokroseidyl og kolonihaver, og det er grunden til, at vi - lidt selvironisk - slår på disse myter. Hvilket i øvrigt er meget dansk.

Det er med danskheden som med evnen til at kunne gå. Så længe man går, skænker man det ikke en tanke, men brækker man et ben, bliver man pludselig opmærksom på det.

Danskheden lader sig uendeligt vanskeligt definere.

Til gengæld er det meget nemt at pege på ting, der ikke er særligt danske: nemlig mangel på humor, selvhøjtidelighed og ideologiske skoleridt. Samt Maria Hellebergs og Mogens Jensens konsekvente og elitære, men også typisk socialdemokratiske, nedrakning af de mere end 479.000 danskere, som stemte på Dansk Folkeparti ved sidste folketingsvalg.

Sådan. Danskheden er det du ikke tænker over til hverdag. Det du ikke lægger mærke til.

6 Kommentarer »

  1. Tagehornet Mogens Jensen ville simpelthen elske at få alle de der frafaldne socialdemokrater tilbage i folden, hvorefter han ikke drømme om at betvivle deres danskhed.

    Comment by andreas — June 14, 2009 @ 9:30 pm
  2. Mogens Jensen var ham der i sin tid var kendt for at parodiere Poul Nyrop.
    Nu sidder han i folketinget, og er kulturordfører.
    MEn dybest set er han stadig en parodi på en Socialdemokrat.

    Comment by Ridder af Dannebrog — June 14, 2009 @ 10:21 pm
  3. Hvad er det dog for en vanvittig udvikling at ville have, at danskheden skal defineres ved bestemte holdninger af moralsk karakter.

    Det må være fordi socialister og islamister i disse år i den grad inspirerer hinanden, at man nu skal høre på en ateistisk pendant til den religiøse renhedsdyrkelse, begge lige destruktiv og totalitær.

    Comment by traveler — June 15, 2009 @ 5:02 pm
  4. Når man taler om et så sammensat begreb som danskhed er ikke-definitioner som Skårups sammenligning med almindelig gang og et brækket ben udmærkede til at beskrive, hvor vanskelig en sag, man er ude i, samtidig med, at man alligevel rammer en fornemmelse.

    Danskhed kan i virkeligheden godt rammebeskrives. Det er dog ikke mit ærinde. Jeg vil blot sandsynliggøre, at en rammebeskrivelse vil kunne gennemføres.

    Med få blandede kort og lidt sanselighed:
    Der er med danskhed fx ikke tale om ét karakteristikum, som afgør danskhedens væsen, men tværtimod om et hav af karakteristika, der som et samlet hele flyder sammen i det at være dansk i højere grad end at være noget andet. Følelsen af at være dansk er at være en delmængde af den større samlede danskmængde kunne man sige.

    Det at være dansk kan sagtens være mere eller mindre rodfæstet - eller udtalt, men sætter vi sagen lidt på spidsen, og kigger vi da på venstrefløjens internationalister, hvor danskheden efter eget sigende er mindre rodfæstet og meget svært at få øje på som noget særligt, så skal der trods alt meget til, før en englænder ville mene, at Søren Søndergård eller Villy Sørensen ville kunne gå for at være sådan rigtige englændere - og der skulle, om de to nu kan lide det eller ej, endnu mere til, før de to kunne gå for at være arabere eller ægyptere eller kinesere eller negre. Det er jo egentlig ganske overraskende, når nu de formodentlig selv mener, at der ikke er den store forskel i en større sammenhæng.

    De to har iøvrigt en typisk venstrefløjs væremåde at være danske på, som absolut ikke kan skjules af det sprog, de taler, uanset om de for deres eget vedkommende måske bilder sig ind, at der ingen forskel er hverken på deres måde at være på eller klæde sig på eller tænke på eller tro på eller tale på - hvis man sammenligner med en imams måde at tænke, tro og tale og klæde sig på, om han nu kommer fra Vollsmose eller Gjellerup-parken.

    Vi andre kan naturligvis sagtens se ligheden, som i visse belysninger kan være slående, men vi er heller ikke blinde for de meget tydelige forskelle, der trods alt er på Villy og Søren sammenlignet med imamer og andet godtfolk. Uanset hvad Villy og Søren siger, så er de umiskendelige på deres egen danske måde, for de har en ualmindelig typisk dansk måde at twiste deres ofte afvigende synspunkter på - og føre sig frem på, i modsætning til imamen, som har en nærmest provokatorisk udansk måde at twiste sig frem på. Det kommer altsammen af opdragelsen og afstamningen, som er enormt væsensforskellig.

    Der er for Villys og Sørens vedkommende tale om, at de deler et fælles værdisæt, som de ikke deler med imamerne, og at de fra fødslen har opbygget et referencesystem, som de betjener sig af og stoler på. Måden de henvender sig til hinanden og os på, hviler på en fælles hukommelse, et fælles reaktionsmønster, som i høj grad hviler på en kristen kodex, samt et mundtligt og skriftligt sprog fuldt af konnotationer, begge er fortrolige med - et kompliceret sammensurium af leveregler, institutionel adfærd, skikke og daglige omgangsformer, som kun findes i denne ene unikke og komplette kombination og betomning her i landet. Danskhed er et spørgsmål om at anerkende dette tilhørsforhold og føle, at at man FØRST og fremmest er dansker og leve som en sådan - SIDEN alt det andet.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — June 15, 2009 @ 6:44 pm
  5. Man kunne måske sammenfatte kommentar 4 således:

    Danskhed er vel at være dansksindet og slægte vore forfædre på.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — June 15, 2009 @ 11:49 pm
  6. I et lokalblad kan man under overskriften ‘Hvornår er jeg integreret?’ læse, at der har været en paneldebat på Frederiksberg om integration. Spørgsmålet på Frederiksberg ligger helt klart i forlængelse af denne tråds emne, en tråd, som jeg efterhånden synes at være blevet eneabbonent på.

    Avisen refererer forskellige bud på, hvad der skal til for at være integreret. Det skarpeste og simpleste svar kommer fra Ali Maktabi (den iranske tæppehandler med forretning i indre by m.a.). Han siger: “Når man er født i Danmark, er man dansker. Jeg er imod labels som 2.G’er, efterkommere og den slags. Det handler om at finde en balance mellem dansk og ny kultur. Og så er det et spørgsmål om rettigheder og pligter”.

    Sådan må en velintegreret indvandrer svare, som er stolt af sin afstamning og ikke vil assimileres, men som for sit eget vedkommende prøver at finde en balance mellem det samfunds normer, familien forlod, og de normer han, som født og opvokset her, er nødt til at forholde sig til. Hans valg er at holde assimilationen ud i strakt arm. Alt sammen yderst respektabelt og civiliseret!

    Resten af svaret, han giver, er imidlertid alt for nemt, hvis han tror, at man er dansker, blot fordi man er født her. Hvad nu, hvis et amerikansk ægtepar får et barn her i landet på et sommerophold og rejser hjem til staterne efter fødslen. Er barnet så dansker? - Nej, selvfølgelig ikke. Det er et amerikansk barn født af amerikanere på ferie i Danmark.

    Det hele handler om tilhørsforhold. Tilhørsforhold handler både om noget ydre - formelt og noget reelt - personligt. Barnet er en del af familien. Hvad familien er, er barnet. Holder barnet fast i indvandrerfamiliens traditioner hele livet, er der tale om, at de sammen danner en lille koloni blandt fremmede i et fremmed land måske med en formel statslig anerkendelse og ret til at opholde sig her. Det personlige er nu altafgørende - for det drejer sig herefter ene og alene om den grundlæggende følelse af, hvad man egentlig er, og hvor man så hører til. Derfor kunne en pige nævnt på en tidligere tråd på denne blog citeres for at afvise, at hun skulle være araber men med stolthed hævde, at hun var berber. Dette historiske tilhørsforhold som en dyb følelse afgør sagen. Den kan kun fjernes, hvis man fjerner hende eller nedbryder hendes identitet. Det er også denne følelse blandt indvandrere, som vi oplever - og som ofte bunder i ren afvisning af det danske samfund, og det er af samme grund den følelse, som kan være sværest at få bugt med blandt disse indvandrere på vejen mod for alvor at føle sig accepterede som danskere. Følelsen forhindrer dem i at blive danskere. Deres følelse af ikke at høre til iblandt os står i vejen som en usynlig, men uoverstigelig barriere. Er en sådan følelse fundamentalt set negativ, mærker alle danskere det omgående enten som fjendtlighed - eller som, at den, de står overfor slet ikke tilhører den DANSKHED, som vi aldrig skænker en tanke for vor egen del, men netop fordi vi er en naturlig del af den.

    Alt det pladder om, at lukkede, parallelt levende udlændingesamfund skulle være danskere, er en blanding af ren, politisk sortsnak og behandlerbavl og ikke værd at lytte til. Ingen bliver heller dansker, blot fordi man måske har lært sig at tale det nødvendige perkerdansk, måske fordi man som minimum er nødt at blive forstået på vej hen til bistandskontoret,

    Alt dette kan staten se bort fra, og den har hidtil gjort det. Når alle formelle krav til staten er opfyldt, kan staten ikke gøre mere og må med forskellige politiske begrundelser vælge efter en politisk besluttet årrække at betragte den indvandrede som dansk statsborger og tildele statsborgerskab. Men det er altså stadig kun en teknisk, retslig eller formel betegnelse, som kan have meget lidt med personens virkelighed at gøre.

    Der er på den anden side absolut ingen grund til for tæppehandler, Ali Maktabi at være flov over at være noget andet end integreret dansker - for hans vedkommende perser eller i at kunne tale sproget, farsi. At mestre to sprog skulle være vældig godt for intellektet, og det hævdes, at tosprogethed oven i købet kan yde en vis beskyttelse mod aldersbetingede hjernesygdomme. Men den mentale mergymnastik som tosprogethed er, kræver så vidt vides samtidig, at man virkelig mestrer begge sprog, så hjernen har reel og funktionel glæde af dem begge. At være dobbelt halvsproget virker formentligt lige modsat og fører snarere til både nedsat hjerneaktivitet og en for tidlig død efter et liv i taberrollen.

    Der er for så vidt meget lidt nyt her, men ikke desto mindre meget, som kunne anses for ukorrekt i visse kredse.

    Med venlig hilsen

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — June 16, 2009 @ 11:50 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress