Krarup og Rønn banker Auken

Diverse — Drokles on May 21, 2009 at 4:02 am

Søren Krarup svarer på Berlingske Tidende i et åbent brev til Birthe Rønn Hornbech på Svend Aukens “kvalmende og uappetitlige” doktrin om kristen politik i hans åbne brev til Birthe Rønn ligeledes i Berlingske Tidende (som jeg øffede over i går). Krarup advarer mod at give efter for et “skammeligt misbrug” af Folkekirken og giver Svend “kristendomsforfalskende” Auken en lektion i historien om den barmhjertige samaritaner

Ikke sandt, kristendommens forkyndelse og Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan siger det stik modsatte af det, Svend Auken siger. Det særlige ved lignelsen er jo nemlig, at den er et opgør med alle dem, der vil lave politik og moralisme på evangeliets fordring om at elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Kærlighed til næsten er en absolut fordring, men netop fordi den er absolut, kan den aldrig blive til opskrift eller moral eller politik.

Du husker, hvordan de to første på landevejen, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. De har deres hellige morallov. De har opskriften på den retfærdige tilværelse og de gode gerninger. Og da de er ude i et helligt ærinde, har de ikke tid til at standse.

Men er samaritanen så ikke et billede på deres modsætning? Jo, men netop fordi han ikke har nogen hellig opskrift. Han er på rejse. Han er ikke ude for at skabe en retfærdig verden ud fra en retfærdig lov. Han har ikke »næstekærlighed« som specialitet.

Jamen, det har jeg heller ikke, svarer Svend Auken. Jeg vil skam ikke misbruge lignelsen. »Men der kan komme principielle situationer i den politiske verden, hvor man umuligt kan smyge sig uden om det kristne budskab,«,siger han.

Og således misbruger Svend Auken lignelsen om den barmhjertige samaritan og gør en politisk opskrift eller en hellig moralregel ud af den. Nej, den kristne forkyndelse sætter enhver af os ind under en etisk fordring – men der er aldrig, aldrig tale om, at denne etiske fordring kan nedskrives til en bestemt politisk eller moralsk handling. Dette er den enkeltes, dit og mit ansvar. Fordringen lyder om kærlighed til næsten. Men Svend Aukens brug af »næstekærlighed« er et groft misbrug af evangeliets fordring.

For han skal altså bruge den til det politiske formål, der består i, at disse afviste asylansøgere skal bryde loven i landet og tiltvinge sig ret til at blive her. Han skal netop bruge evangeliet – og dette er misbruget. Det frække og skamløse misbrug. Der vil spænde den kristne forkyndelse for venstrefløjens vogn.

Svend Auken, der dog skulle have et vist forhold til evangelisk-luthersk kristendom, burde skamme sig grundigt over dette bedrageri. Og således deltager han også i det misbrug af folkekirken, som vi er vidne til i domkirken og Brorsons kirke. Det er jo tydeligvis spekulation i opfattelsen af kirkerummet som et »helligt« rum, hvor loven i landet derfor ikke gælder, som fører til den kirkebesættelse, Svend Auken støtter. Det er menighedsrådenes tøven og politiets tilbageholdenhed, der fører til, at disse kyniske typer vælger at besætte kirker. Man spiller bevidst på myndighedernes usikkerhed – og Svend Auken gør alt for at øge denne usikkerhed, så at lov og ret i Danmark ikke skal kunne hævdes.

Men kristendommen fastholder, at i det verdslige rum og regimente gælder den verdslige lov og intet andet, og et kirkerum er ikke helligt i sig selv. Det er ordet, der helliger huset. Derimod ikke kirkerummets præg og arkitektur. Og derfor skal de lovlige myndigheder, her politiet, naturligvis hævde dansk lov ved at sætte disse skamløse besættere ud af Brorsons kirke.

Sådan siger den kristne forkyndelse. Sådan taler evangelisk-luthersk kristendom.

Birthe Rønn bider da heller ikke på Aukens “befamling” og leverer et klart og morsomt svar ifølge Kristeligt Dagblad

- Man har nogle forpligtelser som minister, og det er at handle efter loven.

- Som kristen er der et næstekærlighedsbud, og det gør Svend Auken til en politisk doktrin. Det har ikke et klap med næstekærlighed at gøre. Hvis det skulle være næstekærlighed, skulle Svend Auken jo invitere de flygtninge hjem og lade dem bo hos sig selv, indtil de blev sendt hjem, siger Birthe Rønn Hornbech.

Det minder mig om en aktion for nogle år siden, der hed noget i retning af Åben Dør, hvor en lang række gode kendisser, som Niels Hausgaard en dag lod deres dør stå åben i flere timers demonstration af gæstfrihed. Den ene dag deres dør stod åben et par timer var de selvfølgelig hjemme for logikken siger at man ikke kan stole på alle mennesker. Og ingen blev tilbudt at bo der gratis, men en kop kaffe kunne de besøgende da få - før de skulle gå igen.

17 Kommentarer »

  1. Sært som vensterfløjen bliver mere og mere religiøse! de lefler og kryber for iSLAM og begynder nu også at hive biblen frem, for at fremme forståelsen for muslimsk indvandring.
    Hold da op! nogle religiøse mørkemænd disse vensterfløjs socialister er blevet til.
    Nå, men de kan så for min skyld, klynke nok så meget, når deres islamiske ‘venner’ klynger dem op i en lygtepæl, ligesom de socialistiske Iraner enten måtte konventere eller dingle i ‘lyset’ af iSLAM’s modbydelige idelogi.
    Det må betyde dum, dummere, socialist!

    Comment by li — May 21, 2009 @ 6:42 am
  2. @ li: Du stikker da dit lille dhimmificerede hovede frem over alt. Skal du også få held herinde med at dreje debatten væk fra Islam og over på venstrefløjen?

    Auken har været kristen i årevis (hele livet?), og langt de fleste af os venstrefløjsere er sekulære i vores tilgang til politik. En enlig kristen svale gør ingen missionsk sommer.

    Fint nok at Monokultur arbejder med Aukens indlæg, men han lader jo være med at gøre Aukens religiøsitet til et træk ved venstrefløjen. Måske fordi han er ude i et andet ærinde end li.

    Comment by WilliamJansen — May 21, 2009 @ 9:02 am
  3. Der går jo den røde tråd gennem venstrefløjens politiske virke at ville gøre kristendommen eller amputerede dele heraf til lovreligion.

    Enten ved at fordømme kristendommen som noget de politiske modstandere bruger som middel til magt og undertrykkelse (Bush’ korstog, WASP-segmentet, hvidhed-studier osv.) eller som noget de selv kan bruge til at legitimere egen politisk magt gennem politisk-moralske fordømmelser a la Auken.

    Men nok så interessant er, at venstrefløjen samtidigt er så forhippet på at holde islam frem for højrefløjen som en ganske ‘ufarlig’ privatsag i overensstemmelse et ophøjet lutheransk ideal.

    Om der er tale om intellektuel slaphed eller kynisk politisk spil står hen i det uvisse, men resultatet er i og for sig det sammen.

    Men man øjner her en plausibel forklaring på det mysterium, at venstrefløjens klangbund harmonerer så fint med en anden selvretfærdig og fordømmende lovreligion, der de seneste årti er medbragt fra helt anderledes samfund.

    Comment by traveler — May 21, 2009 @ 9:42 am
  4. Afmagten er om noget kristendommens væsen også gennem hele fortællingen om det magtesløse Jesusbarn til den ydmygende korsfæstelse. Kristendommen er født i protest mod at misbruge Gud til politisk magt. Og protesten mod politisk magtmisbrug af religion har til stadighed været drivkraften ved talrige reformbevægelser i kristendommen back til basis.

    Men der må have opstået en strid mellem magten og kristendommen allerede helt tilbage i år 380, hvor Konstantin den Store gjorde kristendommen til statsreligionen i Romerriget og dermed til den magtbærende religion.

    Denne strid spøger stadigvæk i dagens sekulære Danmark og ikke mindst med importen af islam, hvor politisk magt og religion er to sider af samme sag.

    Comment by traveler — May 21, 2009 @ 10:22 am
  5. Du angriber en uspecificeret stråmand, og døber ham venstrefløjen. Hvad med at angribe specifikke individer for deres specifikke politiske aktivitet og deres debat-bidrag?

    Du virker lidt for Morten Uhrskov-agtig i din benægtelse af individet, og ophøjelsen af stråmanden til den ultimative syndebuk.

    Comment by WilliamJansen — May 21, 2009 @ 10:28 am
  6. Hold nu bare nallerne fra tastaturet, Janssen. Du er i den grad træls.

    Comment by Anna Lyttiger — May 21, 2009 @ 10:55 am
  7. Janssen

    Nu er Auken ikke et enkeltståenede tilfælde, der kan bortforklares ved “En enlig kristen svale gør ingen missionsk sommer.”

    Eller den anden variant: Auken er da selvfølgelig et individ - det kan ikke benægtes - men i den verserende sag er Auken en politisk repræsentant for det største parti på venstrefløjen. Og Aukens politiske udmelding falder på ingen måde i miskredit på venstrefløjen, tværtimod.

    Hvis venstrefløjen derimod bredt havde taget afstand fra Auken, og jeg alligevel og mod bedreviden havde fremstillet hans politiske udmelding som typisk venstrefløjstænkning, så kunne du have ret i din kritik.

    Comment by traveler — May 21, 2009 @ 11:29 am
  8. Må jeg i al beskedenhed anbefale en mand der har oplevet med hans familie i gammel Rusland.
    Denne introdiktion af hans bog, United In Hate.

    vidioen forklare det rigtig godt, han bruger ord som jeg ikke før har set.

    http://www.davidhorowitztv.com/other-media/262-jamie-glazov-qunited-in-hateq

    Comment by Per N — May 21, 2009 @ 2:48 pm
  9. Man undrer sig. Birthe Rønn Hornbech er pludselig klar og skarp som en ragekniv. Hun punkterer forbløffende ubesværet og vittigt Svend Auken. Hun og Søren Krarup har naturligvis ret.
    Vig bag mig, Satan.
    Store Svends politiske falsum har imidlertid dybe historiske rødder i dansk politik.
    Det falsum, som europæisk Islam fra en anden vinkel nu ogå prøver at gennemføre - igen som ren snylt på Kristendommen. Et treenigt kor (jødedom, kristendom og Islam) har for nylig påstået, at de tre religioner tilbeder samme Gud. Hvor utroværdigt.

    Socialismen har fra begyndelsen ideologisk snyltet på Kristendommen for at fremstå algod, men samtidig benhårdt Gudsfornægtende og absolut uden Jesus Kristus. Ideologien kan selvfølgelig gøre alting bedre selv!

    Men det er historie. En historie, man kan tage ved lære af.

    Historie som fag eroderede desværre i Folkeskolen, fordi ingen rigtigt kunne forklare værdien og den dybere mening med faget og dermed kunne ingen overbevisende forsvare, hvorfor faget befandt sig på skoleskemaet, hverken blandt fagets udøvere eller blandt politikere. Ingen indså, at i en verden, hvor alt er i dynamisk forandring, er evnen til at gennemskue forandringerne vital. Den forståelse kan man kun opnå, hvis man præcist kan henvise til, hvordan det var engang, eller hvis man vil vide, hvad man er på vej ind i, og hvordan det er kommet så vidt, som vi for eksempel oplever Verden af i dag.

    Det kræver stor redelighed og et plastisk syn på fortiden af historikeren, hvis han vil formidle fortiden. Politisk korrekthed duer ikke og har i årtier skæmmet og forvrænget billedet af den nationale historiefortælling. Siden tresserne har man fejet redeligheden ud af humaniora og politiseret alting.

    IMIDLERTID! - MORTEN MØLLER har begået et BRAG af en bog om Mogens Fog.
    Men bogen er meget mere end en simpel biografi.

    Læs den bog. Af to grunde.

    For første gang er der efter min mening tale om en personlig, men også meget tydelig, tredimensional karakteristik af den nu historiske person, professor Mogens Fog. På trods af, at man hele tiden kan se historikeren og mennesket, Morten Møller i måden, materialet fremlægges på, er alt befriende fremstillet uden alle disse rædselsfulde korrekthedsfiltre og omskrivninger, der altid skaber berettiget tvivl om, hvad der er faktum, og hvad der er løgn og forbandet digt.
    Det er tvært imod i denne fremstilling hele tiden let at afkode, hvem der er hovedperson, og hvem der er forfatter.
    For det andet lykkes det af samme årsager for historikeren, Morten Møller, at man kan kaste et skarpt lys på nutiden ved hjælp af den fortid, han beskriver. Det er en stor bedrift, der kun lykkes for de få, der magter at adskille sig selv fra stoffet.

    Jeg, som har kendt manden, Mogens Fog er Morten Møller megen tak skyldig. Langt hen ad vejen er det virkelig lykkedes forfatteren at fortælle om netop hele mennesket, som jeg satte så stor pris på.

    En detalje.
    Desværre viser fotografierne fra den gang, at de fotograferede ikke måtte kigge direkte ind i kameraets linse. Derfor er der sideblikke, men ingen dokumentation for professorens stærkeste fysiske virkemiddel og tiltrækning. - Blikket. Hvis der var noget væsentligt, han pludselig måtte vide, kunne han i et nu se direkte på den, han talte med, og så oplevedes det, som om Verden udenom blev ligegyldig og forsvandt. Tilbage var kun foran dig dette dybe, sorte, forskende blik med de meget store pupiller, som udvidede sig under de buskede øjenbryn, en fuldstændig åbning af intens interesse for din person, som du ikke kunne vige udenom. Der var kun ham og dig. Et enrum, også selv om der var andre til stede og snakken gik. Sandheden - for himlens skyld kun sandheden - eller det gådefulde i øjeblikket.
    Ikke kun jeg - andre har også oplevet disse få, magiske, dybt personlige øjeblikke, hvor man blev indfanget uden siden at kunne glemme mødet mellem to sjæle.

    Morten Møllers genistreg er, at han undlader at blande sin egen personlighed og ‘SYNES’ ind i behandlingen af mennesket, lægen, kommunisten, modstandsmanden og rektoren Mogens Fog.
    Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Morten Møller kan lide den person, han skriver om. Det er netop det prisværdige, for så er det på plads, og man kan koncentrere sig om, hvad det er, han vil fortælle.
    Et stort til lykke.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 21, 2009 @ 3:42 pm
  10. Det er min opfattelse at venstrefløjen generelt har det mest agressive forhold til kristendommen både når det kommer til de mange angreb den lancerer, hvor kirke og religion blandes sammen med periode og magtforhold og når det kommer til at iklæde sig dens moral. Li har fat i den lange ende her. De sorte fætre afkræves i et væk en forklaring på, hvorledes de, som kristne mennesker kan plædere for deres politik og mindes konstant om det dobbelte kærlighedsbud (Per Clausen fra Enhedslisten foreholdt endda engang i en Folketingsdebat Søren Krarup De 10. Bud). Hermed antager de at man kan føre en bestemt kristen politik og forfærdes endda over et moralsk fald.

    Men sproget er et andet idag, hvor moderne udtryk som humanisme dyrkes. Betydningen hos de fleste af ordet humanist er underforstået medmenneskelig og derfor barmhjertig og kærlig. Man kan behandle dyr og mennesker humant, hvis man er god og inhumant, hvis man er ond. Humanisme bliver derfor synonymt med godhed. Man kan erklære sig Humanist - og ignorere den klassiske betydning af ordet. Det vil sige at man kan sige at man er god! Det kan man ellers kun i lovreligioner, hvor der findes en formel for godhed - her kalder man sig så from eller ren eller, hvad den pågældende religion bruger af udtryk.

    Venstrefløjen har desuden gjort alt for at slette historien, som de rigtigt skriver Emeritus. For at begynde forfra med det nye menneske er det nødvendigt at skære forbindelsen over til det gamle - at frigøre sig fra kulturen er det højeste ideal.

    Jeg takker for anbefalingen af bogen om Mogens Fog. Med din oplevelse af ham må vi takke for Janteloven. Et karismatisk menneske med et overlegent intellekt ridende på tidens bølge kunne sikkert komme endnu længere i de fleste andre lande - og det ville sikkert ikke være alt for rart.

    Comment by Drokles — May 22, 2009 @ 8:38 am
  11. William Jansen har ret i at dele af venstrefløjen holder fast i socialismens ateistiske arv, men gør det Li’s påstand forkert? Ikke hvis det er en grovsortering. Især ikke hvis vi ser på venstrefløjens meningsdannere.

    Venstrefløjen har traditionelt argumenteret ud fra de økonomiske strukturer; lighed og ulighed. Idag argumenterer man med at der skal være kulturel og religiøs lighed, i det kulturen og religionen åbenbart er værdifulde i sig selv. Derfra er der ikke langt til selv at bruge religiøse argumenter.

    Comment by Sobieski — May 22, 2009 @ 12:34 pm
  12. Til Drokles.
    Sidste afsnit ‘…Med din oplevelse…’ virker en anelse kryptisk på mig.
    Skal jeg forstå det sådan, at med Morten Møllers ‘afsløring’ er Mogens Fog styrtet fra tinderne? - Ikke i min optik.
    Hvad kan vi i det hele taget forvente af det at være et menneske?
    Hvis der er tale om et fald - i så fald har nogen uberettiget anbragt ham på en tinde i forvejen.

    Der er ingen tvivl om, at Morten Møller har ret i, at der var stof både i Mogens Fogs vilje og i hans anskuelse, som kunne have gjort ham til forrædder over for det folk, han forsvarede under krigen. Men det kom aldrig så vidt, at han blev en fuldbyrdet forrædder, for betingelserne var aldrig til stede, og det skulle de være ifølge ham selv.

    Han ændrede i krigens første år jesuitternes brutale ‘Hensigten helliger midlet’ til en individuel og eksistentiel problemstilling: ‘Den, der nægter at være et middel, fornægter samtidig målet.’ I denne formulering gemmer ‘forrædderiets’ kvalitet sig, og i det lys, skal han ses. Han mente, at man skal gøre sig klart, hvad det er for et mål, man taber af syne, hvis man nægter at være et middel for at nå det! - Man skal have modet til at træffe et valg, også selv om det senere kan vise sig at være forkert, for man skal være tro mod sig selv og sin overbevisning. Modet har han altid haft. Det største af alle forrædderier, er at forråde sig selv og det, man tror på.

    Dedikationen er klar, valget er personligt - også for personen, Mogens Fogs vedkommende. Han ville sikkert gå hele vejen om nødvendigt, for at nå sit mål. Instrumenteringen kender vi ikke. Men var han voldelig - var folket fjenden?

    Mogens Fog endte i øvrigt med at blive en ubetinget forsvarer af det system, han tidligere af revolutionære grunde ville revolutionere og belærte de unge om, at de institutioner, de angreb, allerede var gode nok. Alt, hvad der var behov for at ændre, kunne gennemføres inden for de bestående rammer.

    Hans Magnus Enzensberger har for mange år siden foretaget en fremragende analyse af forrædderiets anatomi. Den burde være pligtlæsning for alle politikere. Heri redegør han ubarmhjertigt for, at enhver beslutning, som indebærer, at man afgørende vælger side, samtidig indebærer et forrædderi over for den side, man vælger fra.

    Man skal absolut ikke underkende samfundsforholdene og drivkraften, der førte til disse skæbnesvangre valg i det tyvende århundrede.
    Mange søgte faktisk mod et bedre samfund af et godt hjerte. I de eksistentielle valg var der ingen forskel på, om man valgte Moskva-socialismen eller National-socialismen. Udfaldet og hvad det kom til at indebære anede vel ingen.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 22, 2009 @ 4:43 pm
  13. Til Emeritus
    Sætningen “…med din oplevelse…” giver ganske rigtigt ingen mening. Det er starten på en sætning, hvor jeg ville tage forbehold for mine egne konklusioner om et så specifikt emne og slutningen på en følgende sætning, som udtrykker bekymring over elitens fejlbarlighed, der er blandet sammen og således er slutningen af første sætning og starten af anden sætning faldet ud. Det sker meget tit når jeg skriver og her har jeg overset at læse det igennem.

    Fog var helt sikkert en mand af stort mod, personlig integritet og konsekvens. Et rigtigt mandfolk, som man står sig godt med i en krig - som det blev demonstreret under besættelsen.

    Men Fog valgte det totalitære ud fra teoretiske overvejelser, hvis jeg har forstået manden korrekt og det på et tidspunkt, hvor det totalitæres svagheder var så rigeligt kendt både praksis og teoretisk. Nazityskland og Soviet opstod ikke på en blank baggrund og modstanderne af disse systemer argumenterede ikke ud fra et forsigtighedsprincip.

    Grunden til bruddet med selve DKP fremstår mærkeligt dunkelt. Hvis det var reelt, hvorfor fremstår det så ikke som sådan? OG hans senere indmeldelse i Socialistisk Folkeparti, der ville omvælte samfundet, blot med demokratiske midler betyder jo, at han har lært en lektie, men ikke forstået den.

    Jeg havde Fogs venner og ideologiske efterkommere, som lærere i min skoletid, hørte på dem i radion og TV og læste dem i Politiken og trods mit langt mere rudimentære intellekt og føjelige væsen, anede jeg i stigende grad, at jeg blev præsenteret for en løgn - en løgn, som det senere er lykkedes mig at definere. Præstationen burde ikke være uoverstigelig for Fog. Gode intentioner om det bedre samfund viser en fundamental svaghed ved hans politiske (eller sociologiske eller ideologiske eller filosofiske, jeg mangler her et godt ord) begavelse.

    Måske er det parakdoksalt at han viser sig, som en drømmer når nu han er læge fordi hans gestalt må skrige til ham at det ikke nytter at tude med patientens sørlige forfatning, men være præcis med en diagnose.

    Eller måske var det derimod logisk at hans evne til singulær logik, der skabte en stor lægekarriere for ham også blændede ham for modsætningsfyldt kompleksitet? Måske kan man bruge mødet mellem Bohr og Heissenberg, hvor Heissenberg ikke har blik for fascismens væsen i tråd med sin hang til matematisk præcision og opponerer mod Bohrs modsætningsfyldte tilgang med lysets skiftende væsen?

    Uagtet min respekt for stort mod og karakterstyrke under krigen, Fogs personlige kvaliteter og dine relationer til manden er jeg nødt til at behandle hans politiske virke på linie med alle andre. I min verden optræder Fog først og fremmest, som en historisk figur, der selvfølgelig fortjener en loyal behandling, men ikke kan fraskrive sig kritik fra mennesker, der aldrig vil kende ham og som han aldrig kan forsvare sig imod.

    Comment by Drokles — May 23, 2009 @ 2:51 am
  14. Til Drokles.
    Tak for dit svar.
    Meget interessant kommentar. Jeg forstår så udmærket forbeholdene over for Mogens Fog som figur, men ikke den manglende forståelse for de skyklapper, politisk fokusering tvinger sine tilhængere at bære. Jo mere fokuseret, desto større skyklapper er åbenbart nødvendige. Skyklapperne er et særligt studium værd, fordi de soleklart unddrager sig forstandens klare overblik - og meget let kærligheden til anderledes tænkende. Man behøver ikke at være uvidende eller dum, for at bære skyklapperne. Mogens Fog havde i sine velmagtsdage angiveligt en IQ på ikke under 170. Ikke desto mindre kan eftertiden se, at han bar nogle af de største skyklapper i landet. Politisk gjorde det ham ret éndimensional og i årtier temmelig uflytbar, men han brugte naturligvis potentialet (de 170) i sagens strukturelle tjeneste (langsigtet).

    En skakspiller har det på samme måde. Han spiller enten for at vinde eller for ikke at tabe afhængigt af situationen på brættet, men han spiller ikke godvilligt dårlige træk, og han blotter sig nødigt. Uanset om han har valgt at føre sorte eller hvide brikker, gælder de samme regler.

    Nu ville denne meningsudveksling være lidt for specifik, som du selv er inde på, hvis den kun handlede om Mogens Fog. Men diskussionen om det specielle, personen, Mogens Fog har i høj grad et videre, spektakulært og alment perspektiv.

    Han var jo ikke den eneste farverige. Andre gådefulde og spektakulære personligheder har været på scenen så som Axel Larsen, Knuth Hamsun og Glistrup. De har alle truffet eksistentielle, kompromisløse valg, som har kompromitteret dem. Jeg ville ikke være nogen af dem foruden.
    Jeg behøver jo ikke bryde mig om deres standpunkter for at nå til den konklusion, at livet ville være en hel del fattigere uden deres slags. Derfor udelukker det ene for mig at se slet ikke det andet.
    Deres valg var indiskutabelt kvalitative. Det er respektabelt at tage stilling. Kvalitative valg affødt af virkelighedens udfordringer og problemstillinger kan aldrig være skurkagtige. Alligevel er der noget i konsekvensvurderingen i disse store personligheders valg, man med rimelighed kunne kræve opfyldt, som de langtfra ville eller magtede at opfylde.

    Sporene skræmmer altså. Javist, men nu er de lagt ud, så vi burde kunne se dem og tage os i vare. - Om historikerne har format til at vise både os og fremtiden, sporene, som de blev anlagt og fulgt, er en anden sag. Det gør historikeren efter min mening kun troværdigt, hvis skildringen (den biografiske) af menneskene bag får lov at udfolde sig firedimensionelt, så vi samtidig med begivenhedsforløbene også tidsligt kan spejle os i deres personligheder på en måde, der gør, at vi begriber, hvad der førte til deres valg og fik dem til at fastholde det livet igennem. Det er vigtigt at kunne. Ellers kan vi ikke gøre os håb om at forstå, hvad det er for spor, vi selv følger. Vi kan dog med sikkerhed gå ud fra, at også de spor, vi følger, er lagt for længst i et perspektiv, som både er europæisk og historisk.

    Sporene har altså ikke forladt os. Oven for tilbød jeg et par stykker. To totalitære og et anarkistisk.

    Vi er sikkert begge mest nationale og konservative. Herover for står så de, der mest er multikulturelle og islamo-socialistiske. Hvilken vej løber sporene i dag, når man kigger bagud? I trediverne var både det nationale og det sociale på tapetet. Det smeltede sammen i begrebet National-Socialisme. Jeg er sikker på, at venstrefløjen står på spring for at udnytte sammenfaldet National og pege fingre ad den konservative skrårem, den påstår at se for at undgå selv at blive peget fingre ad som totalitær.

    For at runde af i det specifikke, hvor vi begyndte, kan jeg sige, at min private oplevelse af ham ikke står alene. I tiden var det ikke kun fascinationen, der var på spil, når vi taler om personen, Mogens Fog. Det er nemlig hævet over enhver tvivl, at han både blandt venner og modstandere, der sagtens kunne se og ryste på hovedet af hans svagheder, dog gjorde et så menneskeligt indtryk, at han blandt dem var meget svær ikke at holde af. Og ingen, der mødte ham, gik ram forbi. End ikke topfolkene i Gestapos hovedkvarter, Shell-huset. Selv om de udsatte ham for behørig tortur, omfattede de ham med betydelig sympati og interesse. Interessen var gengældt i den forstand, at professoren uafbrudt interesserede for Gestapos tankegang og mulige næste træk, mens hans sympati for fjenden kunne ligge på et meget lille sted.

    Dette er en gammel mands betragtninger, og de tæller ikke meget, når en ny tid skal fælde dom, for enhver tid må leve på sine præmisser. Sporene er altså historiske, men de var dog nutidige - engang.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 23, 2009 @ 2:04 pm
  15. Korrektion.
    Kære Drokles. Jeg burde nok tage mine ord i mig igen om det skurkagtige, hvad i det mindste Axel Larsens ‘eksistentielle og kvalitative’ valg angår, for de skeletter han havde valgt at proppe i skabet var menneskeligt overordentligt anløbne. Han efterlod, som eftertiden har fundet ud af bl.a. Arne Munch Petersen i Sovjet-Unionen til den visse død og reddede derved sit eget, gode skind. Albert Camus har en interessant, litterær parallel hertil i ‘Faldet’, hvor han lader sin hovedperson, Jean Baptiste Clamence, koncentrationslejrfange drikke vandet fra en kammerat, der lå for døden. Hvorfor drak han vandet? - Jo.
    Clamence’s guddommelige logik er - citat: “…De andre (i lejren m.a.) havde mere brug for mig end for ham, som under alle omstændigheder ville dø; jeg burde holde mig i live for deres skyld. Sådan, kære ven, bliver imperierne og kirkerne til under dødens sol…’

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 23, 2009 @ 5:47 pm
  16. Kære Emeritus
    Når det kommer til min manglende forståelse for skyklapper er det fordi jeg anser det for et vildledende begreb, et ord man sætter på det fænomen man ikke forstår uden at det bringer en videre. At ville det gode indeholder to grundlæggende problemstillinger. 1) Hvad er det gode og 2) hvorledes når du dertil. De færreste vil vel noget de anser for ondt. Hvad anså Fog for godt? Hvad ville han? og hvordan? Hvis jeg ikke ved det ved jeg heller ikke, hvad han overså. Jeg kender ikke Fogs motiver og derfor kan jeg ikke gøre mig klog på om han havde skyklapper på.

    Som sagt er min viden begrænset og jeg ønsker ikke at misrepræsentere Fog (det var ikke mig der startede), der handlede med stor personlig integritet i modsætning til Axel Larsen, som du nævner. Studiet af den vildledte er lettere, hvis vi tager fat i den fiktive figur Lauritz ‘Røde’ Jensen fra alletiders bedste TV-serie Matador. For ‘Røde’ er nemlig vildledt. Han er vokset op i trange kår, der motiverede hans sociale indignation og selv om, der sidder et godt hoved på hans skuldre er han i modsætning til den højt begavede Fog “kun”, hvad man ville betegne, som en kvik fyr. Den dannelse han lidt bittert og uerkendt savner ser han i partiets elite, folk med lange uddannelser fra overklassen, der i enkle og klare følgeslutninger kan sætte ord på ‘Røde’s verdensbillede og opstille hurtige og klare løsninger. Her er i mere end en forstand alt, hvad Røde har drømt om.

    Intellektuelt forveksler ‘Røde’ sin evne til at se følgeslutninger med deres påståede sandhedsværdi og hans forelskelse i den klasse han aldrig kan nå eller blive en del af skygger! for hans ønske om anerkendelse af det hoved han har. ‘Røde’ er let at blive klog på og selv om hans arbejde truede Danmark og dermed vores frihed ved vi, hvad han ville, hvad, der gik galt og hvor hans skyklapper var. Han ville grundlæggende opnå en anstændig behandling og et samfund med omsorg og han magtede ikke intellektuelt at gennemskue teoriens svaghed og turde ikke give slip på den drøm, der efterhånden fyldte hans liv og gav ham identitet. Røde kæmpede for sin klasse og forvekslede det med en ideologi. Han er en romantiker, der aldrig ville forfalde til Clamence’s selvretfærdige nyttemoral. Vi har derfor let ved at tilgive ham for hans dårskab, vi fejler alle og er syndere for Vor Herre.

    Men hvad ville eliten? Hvad ville Fog? Hvem kæmpede han for? Hvilket fællesskab ville han være en del af og hvad var der i vejen med det han var født ind i siden det skulle omstyrtes - på den ene eller anden måde.

    PS: Det skal siges at jeg konstant undlader modstandskampen fordi det ikke siger noget om hans politiske drømme, som er det eneste, der optager denne ensidige blog. Modstandskampen siger meget om hans person, men vi ved jo ikke, hvor han ville stå, hvis fjenden var en anden og måske kom ind under andre omstændigheder eller på en anden måde. Disse spekulationer hænger hele tiden sammen med hans poltiske og måske helt ukendte væsen.

    Comment by Drokles — May 24, 2009 @ 2:08 pm
  17. Kære Drokles.
    Spekulationer over, hvor Mogens Fog ville stå og med hvilke midler, om fjenden havde været en anden, kan efter min mening næppe blive andet end kontrafaktiske. Men det er til enhver tid vigtigt at se kritisk på radikale forestillinger. Dem havde Mogens Fog i tilgift - han indrømmede det selv. Det synes jeg ikke nødvendigvis er det samme som at bringe ham i miskredit. Men da vi i Europa igen nærmer os problemstillinger, som i tvingende grad gjaldt på hans tid, vil hans valg fra dengang naturligvis være dagsaktuelle, hver gang døden og utopien bliver ultimative medspillere.

    Det ganske rigtigt vildledende begeb ‘Skyklapper’ benyttes ukritisk (også af mig) om en del af gåden, som altså er en del af det uforståelige, Mogens Fog deler med alle, der var villige til at gå hele vejen om nødvendigt - også af de, der faktisk døde af det. Derfor er hans eksempel eksistentielt betragtet ikke kun fascinerende men også i en eller anden forstand udfordrende for enhver af os.

    Revolutionen har det med at æde sine egne børn. Det undgik Mogens Fog, fordi han befandt sig i smørhullet, men hans melodi fortonede sig.

    I det tyvende århundredes første halvdel var det almindelige syn i intellektuelle kredse på det totalitære - som redningsplanke langt mere effektivt og indlysende - for dem, som søgte forandring til ‘det bedre’, end tilliden var til parlamentarisme og demokrati. Demokratiet og det parlamentariske ansås af mange for udlevet og ude af stand til at møde tidens problemstillinger -lidt som Folkekirken virker uoplagt og med en udspillet rolle i dag.

    I de seneste halvtreds år har Vestens demokratier haft bemærkelsesværdig stor medvind - ikke mindst fordi kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet og dermed nærmest fordoblede samfundenes evne til merværdiskabelse. Jeg tror, at denne sensationelle fornyelse har været den største enkeltfaktor, som i anden halvdel af det tyvende århundrede bar de parlamentariske demokratier frelst gennem en dødelig krise påført dem i århundredets første halvdel.

    Jeg glæder mig også over, at synet på totalitære systemer siden Hitler, Stalin, Enver Hoxa, Pol Pot og Mao har ændret sig, efter at vi så, hvad instrumenteringen førte med sig, og at synet nu er langt mindre enthusiastisk end tidligere. Men drømmen om utopia lever stadig i flere totalitært yderst farlige former, og de er - meget bekymrende - i rivende udvikling.

    Et eksistentielt valg i forbindelse med indvandring som et eksempe og erkendt trussel mod befolkning, samfund og stat l, ville med stor sikkerhed kunne vække historien til live, og vi ville se de samme forrædderiske valg truffet på samme ideelle præmisser som i det tyvende århundrede. Vi ser dem jo allerede. Og hvem ville forrædderne være? - Taberne uden tvivl. For er det ikke vinderne, der skriver historien? Traf vinderne ingen forræderiske skæbnevalg til at begynde med, hvori lå da viljen til at vinde? Var de da ikke som alternativer nødt til enten at sige fra og miste målet af syne - eller sige til og blive et middel for at kunne nå målet? Hvad ville vinderne forsvare? Hvad tabte taberne?
    Svære spørgsmål i nuet. Farlige på den lange bane.

    - - - - - - - - - - - - -

    Og ja, jeg har i den grad afsporet trådens retning. Ikke desto mindre anser jeg vor meningsudveksling for at have været meget værdifuld, fordi dialogen fik lov at rumme både en nutidig og en historisk vinkel. Jeg glæder mig også over, at redaktionen overhovedet er i stand til at udvise en sådan smidighed, at off-topic emner også får plads, og at den lader sig inspirere til seriøs behandling med stil - tangential stil.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 25, 2009 @ 11:09 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress