Take that sound-bite! You know you want to…
Han gjorde det med vilje, Trump, formulerede sig, så en sætning kunne misbruges som sound-bite, væk fra det indledende forbehold, skrev James Delingpole i Breitbart. Man kunne godt tænke sig at det var sandsynligt, at Trump vidste at ved bruge bruge ordet ‘udyr’ om ‘theese people’ ville han som på en kontakt tænde det forblændende, had det meste af pressen og hans politiske modstandere lider under. ‘Disse personer’ var ikke mexicanere over en karm, men medlemmer af banden MS-13, hvis brutalitet ikke tåler sammenligning med dyr. Breitbart har en liste af eksempler på blodtørsten, som når teenagere bliver banket ihjel med køller, stukket ihjel med mere en hundrede knivstik fulgt af “beheading and dismembering him, and cutting out his heart” osv.
Scott Adams mener i samme ånd, at dette var øjeblikket, hvor nogle skæl faldt fra deres øjne. Hvor de kunne se, ikke blot hvad Trump gjorde, men også begynde at reflektere over, hvor ofte han har gjort det før og at han hver gang har vundet på det. Det betyder ikke blot at de må oppe sig, det betyder også, at de må revidere deres billede af Trump. Manden er måske nok alligevel ikke racist, når han aldrig udtaler sig racistisk eller ytrer sympati med racistiske tanker og personer. Trumps vælgere ved hvem han er, har accepteret hans vulgariteter og hører hvad han siger. Og dem i midten, ser nu, igen, at det er Trump, der bliver forsøgt karaktermyrdet, at det er konstruktiv politik, der får et skud for boven, hver gang af disse vendettaer over et tabt valg.
Uanset om det var med vilje eller om Pressen er begyndt at tænke i det små, så føjer dette seneste nederlag sig ikke blot til rækken af ‘misforståelser’ af hvad Trump egentlig sagde eller gjorde, som pressen har slidt sin troværdighed ned med. Det føjer sig også til en lang liste af opgør, hvor Trump hele tiden får positioneret som forsvarer af rimelighed, mens hans modstandere, blændet af alting Trump ud fra en ide om at udgøre en modstandbevægelse(!), står som folkets egentlige fjender.
Der er ingen undskyldning for at fejle så spektakulært, som de har gjort også i denne sag. Selvfølgelig havde de ikke sympati med MS-13, som er den sjove logiske følge hvis man tager deres selvretfærdige udbrud for gode varer, men de spillede på at ingen ville få konteksten at høre. Det gør dem til infame løgnere, som kun ‘basen’ står ved. Det nytter ikke noget at spille dumme-kortet som i ‘jeg reagerede blot på, hvad medierne gengav’, fordi man her afslører at man ikke bare er dum, men tror vælgeren også er det og tillige demonstrerer at man er mere optaget af hvordan Trump udtrykker sig, end de helt alvorlige og meget virkelige problemer Trump forsøger at løse, så den enkelte amerikaner kan forfølge deres drømme om velstand og fremgang uden at skulle hakkes ihjel i den by, som af uransagelige progressive årsager har givet illegale migranter frit lejde. Hvordan den end vendes og drejes har Trumps modstandere kun udtrykt deres despekt for almindelige mennesker.
Og sådan har det været hver gang, skriver Deroy Murdock i National Review, der ser optimistisk midtvejsvalget. Da Trump flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem, som næsten enig Kongres bad den siddende præsident Bill Clinton gøre i 1996, skiftede Demkraternes sympati pludseligt. Nu kunne man derfor se dem begræde israelernes vold, mens Hamas stormløb på Israels grænser forblev upåtalt. Trumps kritikere og terroristerne.
Den samme historie da Trump sløjfede aftalen med Iran, som end ikke var skrevet under og som alle, inklusiv Obama, anerkendte ikke ville fraholde iranerne fra at blive en tomvåbenmagt valgte de igen den forkerte side imod USAs interesser. Når Trump letter skatterne og øger den amerikanske median-hustandsindkomst med 2000 dollars er det krummer, som Pelosi sagde. Når Trump skoser NFL stjerner for ikke at respektere symbolet på at uagtet uenighed så er USA et fællesskab, tager Trumps kritikere side imod fællesskabet og vånder sig over ideen om at der er noget som helst at samles om.
Victor Davis Hanson skrev for et par uger siden
Something or someone was needed to remind the country that there is no longer a Democratic party as we once knew it. It is now a progressive and identity-politics religious movement. Trump took on his left-wing critics as few had before, did not back down, and did not offer apologies. He traded blow for blow with them. The result was not just media and cultural hysteria but also a catharsis that revealed what Americans knew but had not seen so overtly demonstrated by the new Left: the unapologetic media bias; chic assassination talk; the politicization of sports, Hollywood, and entertainment in slavish service to progressivism; the Internet virtue-signaling lynch mob; the out-of-control progressive deep state; and the new tribalism that envisions permanent ethnic and racial blocs while resenting assimilation and integration into the melting pot. For good or evil, the trash-talking and candid Trump challenged progressives. They took up the offer in spades and melted down — and America is getting a good look at where each side really sits.
In the end, only the people will vote on Trumpism. His supporters knew full well after July 2016 that his possible victory would come with a price — one they deemed more than worth paying given the past and present alternatives. Most also no longer trust polls or the media. To calibrate the national mood, they simply ask Trump voters whether they regret their 2016 votes (few do) and whether any Never Trump voters might reconsider (some are), and then they’re usually reassured that what is happening is what they thought would happen: a 3 percent GDP economy, low unemployment, record energy production, pushbacks on illegal immigration, no Iran deal, no to North Korean missiles pointed at the U.S., renewed friendship with Israel and the Gulf states, a deterrent foreign policy, stellar judicial appointments — along with Robert Mueller, Stormy Daniels, Michael Cohen, and lots more, no doubt, to come.
Identitetspolitikken har fjernet det folkelige hos mange venstrefløjspartier i Vesten og følgeligt skabt grobund for nye partier der både til højre (som Nye Borgerlige) og venstre (som Dansk Folkeparti), har deres interesse i det eksisterende fællesskab af borgere uanset, hvorledes de appelerer til det nationale eller ej.
0 Kommentarer »
Ingen kommentarer endnu.
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI