Film: Katyn massakren

Diverse — Drokles on May 13, 2018 at 8:07 am

Der er en god film i bunden af denne post, så man kan roligt springe min indledende tirade over.

Jeg diskuterede Sovietunionens rolle i sejren over Nazityskland et sted på Facebook, der hedder In The Now. In The Now laver små videoblogs, hvor unge mennesker siger de særeste ting. En ung kvinde ved navn Anissa Naouai undrede sig over at amerikanerne ikke fejrede V-Day (VE-Day eller VJ-Day skulle det sikkert have været), som man gjorde i andre lande, som Frankrig, England og især Rusland, med store parader. Det ironiske for Naouai var at amerikanerne ellers så sig selv om de ultimative nazibetvingere og at det ifølge amerikanerne var dem, der var endestående ansvarlige for sejren over Hitlertyskland. Ifølge kvinden var det endnu et eksempel på, hvor latterlig amerikansk selvbevidsthed var og hvor historieløse de er. Sandheden var nemlig, at det var Sovjetunionen der mere end noget andet land, havde æren for at Hitler blev besejret. Eller med In The Nows ord “Stalin was a monster. But the dude won.”

Hendes argument? At russerne tabte så mange liv på og udenfor slagmarken. Mellem 25 og 30 mio, mod de samlede angelsaksiske tab på 1 mio. Ja, det har rigtigt gjort ondt på Stalin, the dude that won, sådan at få fravristet sit årsagsmonopol på den sovjetiske befolknings lidelser.

Det var Stalin selv, der var ansvarlig for at Den Røde Hær var så ringe forberedt, da han selv havde fået myrdet og fængslet i tusindvis af officerer og mistet en enorm militær ekspertise og fordi at han stolede på at Hitler ikke ville angribe. Dermed var de fra starten på hælene og da Stalins automatreaktion var at forbyde tilbagetrækning uanset hvad, blev hele divisioner omringet og nedkæmpet. Senere lærte han, i modsætning til Hitler, at stole på at hans generaler træf bedre strategiske beslutninger end ham og Soviet kunne langsomt slide sig tilbage til en vinderposition.

Den Røde Hær mistede omtrent 9 mio mand, resten af de døde skal findes blandt de civile da aksemagterne, som Victor Davies Hanson bemærker, mest brugte deres bevæbnede mænd til at føre krig mod fjendens ubevæbnede befolkninger. Men krigen blev ikke afgjort på ofre og det er ikke et udtryk for effektivitet af miste mange soldater på slagmarken. Krigen blev, som Hanson også bemærker, afgjort på produktion.

‘Amerikanerne kom for sent til festen og drak bare alle øllerne’ er et af Naouai påstande, der skal understøtte hendes stråmand. Men det er ikke helt rigtigt. 11 marts, 40 dage før Operation Barbarossa, underskrev præsident Roosevelt Låne-leje aftalen, der grundlæggende betød at USA ikke længere var et neutralt land. Så omend de ikke havde erklæret krig mod Tyskland, havde de allerede valgt side. Og låne-lej aftalen var ikke nogen ligegyldig støtte. Både Stalin, the winning dude, og hans øverste militære kommisær, Nikita Khrusjtjov, mente begge, som dagens fremmeste russiske historikere, at den, i sig selv, var afgørende for at Sovietunionen ikke fik bank af tyskerne.

Og det er der god grund til at tro på. Udover at levere mere end 40.000 køretøjer (næsten 1/3 af alle køretøjer, den Røde Hær havde til sin rådighed), 12.000 pansrede køretøjer og tanks, 11.400 flyvemaskiner og 1.75 mio ton fødevarer, leverede amerikanerne også 92% af alt jernbaneudstyr inklusiv lokomotiver, skinner og fladvogne, der blev produceret fra 42 og frem til Krigens slutning udover ammunition, aluminium, telefonkabler, tøj og 1/3 af flybrændstoffet. Så amerikanerne havde ikke blot meldt deres interesse før end Russerne modvilligt ankom, det var oven i købet dem der tog øllerne med.

Det vil sige, at amerikanerne har direkte andel i russernes del af sejren. Dertil kom af amerikanerne sammen med briterne bombede den tyske industri, hvilket hæmmede krigsproduktionen og bandt 60% af Luftwaffe til Reichsverteidigung, som jo nok kunne have ændret slagets gang i Kursk. De sidste 40% blev delt fortrinsvis mellem Sydeuropa og Østfronten, så et betydeligt handicap for wehrmacht. Ydermere blev tyskerne banket ud af Afrika og Amerikanerne fik med briternes hjælp åbnet en front fra Italien og senere Frankrig, da de brød igennem den atlantvold, som i sig selv repræsenterede et enormt spild af ressourcer. Fik jeg nævnt at ikke blot Luftwaffe blev totalt nedkæmpet af amerikanerne og englænderne, men også den tyske flåde, fra de i starten frygtindgydende ubåde, til de to latterlige slagskibe Bismarck og Tirpitz. Alt imens Amerikanerne stort set egenhændigt bankede den japanske flåde blandt andet ved at producere 21 hangarskibe og 70 eskort-hangarskibe. Åh, og to atombomber med flere på vej.

Det er kedeligt med en ungdom, der henter så meget af deres viden på nettet, at den slags er så prominent. Man midnes Boris Pasternak, der skrev i Doctor Zhivago om tiden med duden Stalin ”And when the war broke out, its real horrors, its real dangers, its menace of real death were a blessing compared with the inhuman reign of the lie, a relief because it broke the spell of the dead letter”.

Nå, men midt i et vælde af kommunister, Holocaustbenægtere, muslimer og andre, der blot hadede amerikanerne, var der også noget så eksotisk, som en benægter af Katyn massakren. Kapitalistisk propaganda, kaldte han det. Og da man i denne tid mindes Katyn massakren, hvor Stalin, den sejrende dude, myrdede den store dele af polske officersstand og en masse intellektuelle, i den del af Polen havde havde taget efter venlig aftale med Hitler - den tabende dude. Så her er en polsk film, der forsøger at bearbejde det traume krigen, undertrykkelsen og løgnene gjorde ved folkesjælen. Og det er ikke den polske Bornedahl, der har instrueret.

1 Kommentar »

  1. God film, roligt fortalt. Tak.

    Comment by Henrik True — May 15, 2018 @ 3:42 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress