200 året for Karl Marx, 100 året for hans elendigheder

Diverse — Drokles on May 6, 2018 at 10:08 am

det er 200 år siden Karl Marx blev født og derfor er der en overflod af priviligerede mennesker, der takker manden bag de tanker udfra hvilke mellem 70 og 100 mio mennesker blev myrdet og hele samfund destrueret. Som et eksempel kan jeg anbefale at læse Ben Shapiro hudflette en New York Times hyldest. Eller en udfordring, se om De kan se forskel på en filmkritiker og en marxist i Informations artikel om filmen ‘den Unge Karl Marx’.

Svaret er at De kan ikke ikke, når kritikeren savler over den “menneskeligt og politisk engagerende film om den nødvendige kamp for at forandre verden”. Og ironien tabes også når marxisten udtaler

Et af Marx’ mange vigtige bidrag til videnskaben var afvisningen af ’stor mand’-teorien’ om historien, altså den (ofte implicitte) forestilling, at sociale forandringer har sin oprindelse i enestående individer og deres ideer.

Så Marx er falsificeret, Marx forandrede Verden, endda tilskyndede til dens forandring fordi det er muligt - om så vi skal sætte ild til den. Er det ikke ironisk, som hans samfund kollapsede under vægten af deres egne indre modsætninger, vælter hans egen succes hans teorier omkuld. Kun ‘nationens lort’ kan falde for den slags. Anyways, vi skal have lidt sanddruelighed.

Dominic Sandbrook undrer sig i Daily Mail over at tilsyneladende begavede mennesker, kan gøre noget så dumt, som at se op til Karl Marx. Trods massegravene overalt i Verden, hvor marxismen har været prøvet gennemført og kollapset næsten hver gang (hold ud Kammerat Nordkorea, der er ikke langt igen), så friholdes Marx fra ansvaret ud fra en tanke om at Lenin, Stalin, Mao og Pol Pot, der alle havde studeret Marx nærgående og skrevet tykke bøger om ham, at de alle, samt deres tilhængere, fuldkommen havde misforstået Marx teorier. De var ikke monstre, der blot var marxister, det monstrøse var marxismen

As a young man, Stalin studied Marx’s theories with obsessive dedication. Then, after winning power, he put them into practice.

Stalin did not kill millions of his own people because he was mad. He did it because he believed Marx’s theories required it.

He thought their deaths were a price worth paying for the collectivisation of agriculture, the end of private farms and the coming of a socialist society.

Although Marx’s acolytes will never accept it, Stalin was not perverting his hero’s vision.

In fact, violence had formed part of Marx’s worldview from the very beginning.

‘There is only one way in which the murderous death agonies of the old society and the bloody birth throes of the new society can be shortened, simplified and concentrated,’ wrote Marx in 1848, ‘and that way is revolutionary terror’.

Here is Marx a year later, addressing his conservative adversaries: ‘We have no compassion and we ask no compassion from you,’ he writes. ‘When our turn comes, we shall not make excuses for the terror.’

The truth is that Marx’s vision was inherently violent. How could it be otherwise? How, without bloodshed, would you get your revolution? How would you abolish private property?

Here is a crucial distinction between Marxism — which is often called a ‘political religion’ — and genuine religions.

Christianity, for example, abjures violence and Christians are supposed to turn the other cheek.

But Marxism is violent by definition. If Marxists turned the other cheek, they would never get their revolution.

The other difference is that most religions venerate the individual.

In Judaism and Christianity, the wellsprings of mainstream Western politics, individual life is sacred, because man is made in God’s image.

But, for Marxists, the individual is irrelevant. Man is merely the servant of history. All that matters is the collective, the grand sweep.

And if that means some people — Russian landowners, Chinese merchants, Cambodian teachers, Cuban dissidents — end up in mass graves, prison camps or psychiatric hospitals, that is just their tough luck.

This sort of thinking strikes me as obscene.

Yet, thanks to the sheer force of Marx’s intellect, it has attracted some very clever people.

Og det er et intellektuelt kollaps, som er iboende venstrefløjen, som man kan se på dens seneste fascination af en kollektivistisk ideologi, hvis terrorgrupper og dysfunktionelle samfund bliver bortforklaret med at de, med ideologiens eget sprog, har byttet rundt på ordene.

2 Kommentarer »

  1. Marx, Lenin og Stalin har nok været nogle af de mest dyrkede og fejrede enestående individer, til trods for, at de tilhørte en ideologi, der troede på historiens determinisme, hvori enestående individer og deres ideer ikke har indflydelse på. Et åbenlyst paradoks skabt af de (i egne øjne) bedste intellektuelle kapaciteter. Denne konstatering er kun et mindre kuriosum. Fordi i det store billede er marxismen faldet sammen under vægten af sine egne selvmodsigelser, som 100 mio mennesker og hele samfund måtte bøde for.

    Ligeledes konstaterer Kasper Støvring i sin klumme d. 4. maj i Berlingeren, at “Liberale fører os ud i store problemer, hvis ikke deciderede katastrofer”. Og konkluderer efter opremsning af liberalismens blinde ødelæggelse af den liberale verdensorden: “Også her har paradokset gjort sig gældende: Fører du liberal udenrigspolitik ender du med det modsatte.”

    De progressive liberale efterligner således marxisterne i forestillingen om, at man gennem handlekraftig progressiv politik vil kunne overvinde de indbyggede paradokser i egen ideologisk tænkning. Som de mest stålsatte liberale ideologer proklamerer de Radikale efter tredive års fejlslagen integration, at nu har de endelig fundet den ultimative løsning: ‘Det kræver, at politikerne kommer med noget, der rent faktisk gør en forskel. Noget andet end det fnidderfnadder, som kører herinde på Christiansborg på tyvende år.’ siger Morten Østergaard.

    Men der ligger en fejltænkning i at tro, at paradokser kan overvindes gennem rationel tænke- og handlekraft. Kasper Støvring kredser om det “Er der en systemfejl dybt inde i selve liberalismen”.

    Ja, men det gælder ikke bare liberalismen. Ethvert rationelt tankesystem har sine uovervindelige indbyggede paradokser, der ikke lader sig løse, uanset hvor meget man gerne vil paradokserne til livs vha. de bedst intentioner, de bedste tænkere og de mest geniale samfundsingeniører, så ideologien fortsat kan fremstå ren og uantastet. Den store fare er, at ideologer ikke tøver med at smadre hele deres eget eller andres samfund alene for stædigt at ‘bevise’, at deres ideologi er nødvendig, rationel og rigtig. Merkel er den seneste liberale ideolog, der har kastet hele sin magt ind på at bevise liberalismes nødvendighed og rigtighed, og har derved konsolideret til det liberale Vesteuropas selvødelæggelse.

    Vi troede egentlig, at vi levede i en post-ideologisk verden, men det gør vi ikke. Ideologer popper op, dominerer og er ligeså stålsatte som før med at smadre alt omkring sig for at få ret.

    Vi mangler i den grad et post-ideologisk tankesæt, hvor mennesket erkender, at det er sat skakmat af de selvmodsigelser, der ligger dybt og uløseligt inde i ethvert rationelt tankesystem, og derved lærer at forstå verden ud fra egen utilstrækkelighed. Syndens genindførelse ville de kristne sige.

    Comment by traveler — May 6, 2018 @ 12:46 pm
  2. Traveler: Rigtig godt skrevet. Prøv at få det trykt i Information. Miraklernes tid er ikke forbi.

    Comment by Margrethe — May 6, 2018 @ 8:42 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress