Hvorfor hader alle den frie verden?

Diverse — Drokles on May 16, 2009 at 5:29 pm

spørges, der i filmen 13 Days og der foreslås opgivende “fordi vi har tupperware?”. I en fremragende tale til Tidehvervs Sommermøde i 2004 beskrev Lars Hedegaard venstrefløjens udvikling

Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Politiken har kigget på begrundelserne for vandalismen sidste weekend i Hyskenstræde på Modkraft.dk (jeg gider ikke). Følgende holdning slår igennem

»At smadre normen, at nægte, at blive disciplineret på den aktuelle måde. Måske er det det, gadefest handler om«

(…)

Folk er pissed over at blive tvunget til at finde sig i det heteronormative rum.

Og den slags. Det heteronormative rum får ellers et godt skudsmål på Berlingske Tidende

For det første, at en nations identitet bliver skabt gennem en historisk og politisk proces og den lovgivning, den afføder. For det andet, at de demokratiske begreber om frihed, lighed og fællesskab hviler i fortællinger om folkets historie og således hører tæt sammen med forestillinger om national identitet.

Men det kan man jo ikke bruge til noget, hvis man er pissed over det heteronormative rum (en dag vil jeg prøve at finde ud af, hvad det egentlig betyder). Ideen om et folk og det historisk betingede menneske vækker endnu større harme i den islamiske bevidsthed og Hedegaard motiverede også den rød-grønne alliance

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Det er der alligevel nogle, der begynder at fatte, som man kan læse i Jyllands-Posten

Samfundsdebattøren og tidligere formand for Den Rejsende Højskole, Carsten Ringsmose, lægger ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere den danske humanisme i begyndelsen af 1990′erne.

»Vi - og det inkluderer såmænd også mig selv - har været hamrende naive, når vi i vores tossegodhed via en særlov giver asyl til en flok halvforbrydere. PLO indrømmer jo selv, at der var tale om et planlagt genbosættelsesprogram, så man bedre selv kunne komme af med disse folk,« siger Carsten Ringsmose og tilføjer:

»Man kan have forståelse for, at palæstinenserne benytter sig af nogle mindre fine tricks - for hvad pokker skulle de ellers gøre? Men at vi og et flertal af vore politikere falder for det, er utilgiveligt. Desværre er det med til undergrave asylretten for de rigtige flygtninge, og det ender i stedet med, at vi strammer så meget på lovgivningen, at de folk, der virkelig har behov for at komme til Danmark, slet ikke kan komme ind længere. Derfor er det som sædvanlig humanisterne, der forkludrer det hele.«

I denne uges Weekendavisen anmelder Frederik Stjernfeldt bogen “From Fatwa to Jihad” af Kenan Malik

KORTLÆGNINGEN af britisk multikulturalisme er aldeles interessant. Den er ikke resultat af pres nedefra fra kulturelle grupper – det er en politik indført ovenfra, der langt snarere skaber de grupper, den omhandler. Den udspringer af det senere nedlagte Greater London Council først i firserne, der ledtes af »Red« Ken Livingstone, senere Londons borgmester. Her var argumentet, at marginaliserede grupper skulle have del i samfundslivet, og det mente man, de ville få, hvis man definerede nogle lederskaber af grupperne, som man kunne forhandle med og tildele pengestøtte. Anti-racisme kom her til at betyde noget helt nyt: I stedet for kamp imod forskelsbehandling blev det pludselig til »bevaring af traditioner og kulturer«, ja, til det modsatte: dyrkelse af forskel!

Samme politik med udpegning af ledere af kulturelle grupper gentog sig i indvandrerbyer som Bradford og Birmingham – men det pikante er, at grupperne blev defineret religiøst. Men hvorfor i alverden skulle britiske caribiere føle sig særlig repræsenteret af præster, eller britiske sydasiater af imamer, som Malik – selv med indisk baggrund – spørger? Ved denne politik skabte og styrkede man reelt en række radikale præsteskaber, der fik politisk indflydelse, pengemidler til at åbne »community centers«, lokale aktiviteter og meget andet – og gennemførte således ovenfra og ned en reel »tribalisering« af Storbritannien.

Ved Labour-regeringens tiltræden i 1997 blev denne multikulturalisme også landsdækkende politik – og man overtog rådgivere fra Greater London Council, der fik det gjort til almindelig visdom, at folk som det Muslimske Broderskab og dets leder Al-Qaradawi var »moderate« (Qaradawi, der går ind for apostasiforbud (forbud mod at forlade sin religion), drab på homosexuelle, stening for utroskab og lignende). Samme år fik man skabt et politisk samarbejdsorgan – Muslim Council of Britain – der fik den radikale Iqbal Sacranie som leder (ham, der havde hævdet, at døden var for mild en straf for Rushdie) – ligesom islamisten Mockbul Ali blev regeringens chefrådgiver i muslimske spørgsmål. Således fik man radikal islamisme helt ind i Labour-toppen – medvirkende blandt andet til indførelsen af den strammede »hate speech«-lov i 2006.

Maliks lange række af konkrete exempler underbygger hans tese: at multikulturalisme aktivt skaber nye splittelser og mere uløselige problemer end dem, den skulle bekæmpe. Det er denne fejlslagne multikulturalistiske politik, der for Malik at se er en af de afgørende forudsætninger for radikal islams fremvækst.

Og hov, det var jo ikke meningen…

TRIBALISERINGEN aflæser han af nye
fænomener såsom de nye britiske racestridigheder mellem sorte og pakier, der i Maliks ungdom havde holdt sammen i antiracismebevægelsen, men som nu sættes op imod hinanden af multikulturalismen, der gør »identitet« vigtigere end fælles kamp mod dårlige forhold. Nu konkurrerer de kulturelle grupper om territorier og om de samme økonomiske midler i det multikulturelle tilskudssystem.

…for fjenden er jo det heteronormative rum, folket, den bestående orden, nationen, eller den uudtømmelige kilde til velstand, civilisation, lov og orden… Den kan give stadigt flere rettigheder og ydelser, som på ingen måde forudsættes af pligter, men af god vilje. Nøh det handlede bare om at definere sig og så gøre oprør mod de hvide, de heteronormative, borgerdyrerne og hvad man ellers kan kalde samfundet. Men de saver i den gren de sidder på.

Som i Iran kommer de røde til at dingle i lygtepælene til de grønnes takbirråb og det er måske den eneste trøst vi heteronormative kan håbe på, hvis vi ikke modstår denne svikmølle af ressentementsideologer, ummaen og nyttige idioter. Vi overlevede totalitarismens og selvhadets udbrud i 30′erne, der havde langt større energi, men også med enorme ødelæggelser og millioner af døde til følge. Vi overlevede totalitarismens og selvhadets udbrud under den kolde krig ved at balancere på randen af total udslettelse. Dette udbrud er alt i alt mindre seriøst og får en del af sin energi fra resterne af 68, der har givet sit bedste skud. Men den er ikke så gennemskuelig og udfordrer os på vores fine fornemmelser noget, som vi aldrig har stået overfor.

7 Kommentarer »

  1. Heteronormativitet er et feministisk begreb.

    I følge den feministiske såkaldte queer teori er heteroseksualitet hegemonisk undertrykkende.

    Det har at gøre med deres bestræbelser på et opløse kernefamilien, som de efter Engels / Marx ser som roden til alt ondt.

    Den slags gas sidder der så folk rundt om på universiteterne og “forsker” i.

    Comment by JFA — May 16, 2009 @ 8:43 pm
  2. Beklager -

    Jeg glemete helt at svare på spørgsmålet, om hvorfor alle hader den frie verden.

    Jo, venstrefløjen sammenligner jo ikke just Vesten med resten af verden.

    For venstrefløjen er målestokken al tid utopia.

    Comment by JFA — May 16, 2009 @ 8:55 pm
  3. Forsøg på et svar:
    Alt det, andre er, som jeg ikke selv er, eller har mulighed for at blive, kommer jeg let til at hade, for det, jeg ikke selv kan blive, må ingen andre være. Hvis de er det alligevel, fortjener de ikke bedre end mit had eller døden, hvilket er meget bedre, for så er de væk - og jeg endelig bedst!!!

    Eksempel:
    Tudvad lagde Joachim Garff for had og gjorde alt for at ødelægge hans Kierkegaard-succes, fordi Garff var alt det, Tudvad ikke var, nemlig bedre begavet, vittigere, gladere ved livet, meget mere charmerende, ikke nær så kedelig - og en glimrende forfatter med sans for det væsentlige frem for det uvæsentlige. Ham måtte Tudvad prøve at skade og få ned med nakken, for var Tudvad ikke en langt bedre videnskabsmand og researcher, som aldrig begik fejl?

    Eksempel:
    Vesten er bedst. Alle prøver at ligne, men det lykkes ikke rigtig (tænk på Grand Prix i TV fra Moskva igår). Fandens også.

    Eksempel:
    Islam er helt til grin. Men desværre den eneste krykke en rettroende muslim kan støtte sig til. Vestens livsstil viser muslimen hver eneste dag med tænderskærende pinsel, at vi kan bare det hele meget bedre end indavlede muslimer formår.
    Muslimens religiøse kortslutning og vej ud af problemet:
    HELLIG FANATISK JIHAD og indavlet dødeligt vanvid løser HELDIGVIS problemet. Bombemændene KAN BARE DET DER.
    Det svar, de kommer med, er dog endnu mere tumpet end Tudvads eddikesure nag. Strategien bag Al Qaida og selvmordsbombemændene kan vel bedst udtrykkes således:
    Når jeg ikke under vesterlændingene at leve og more sig og have det meget bedre end jeg stakkel har det, som ellers er ddet perfekte offer, og når de forhindrer mig i at slå dem ihjel, så må mit had, som skal ud, nødvendigvis gå ud over mine egne og mig selv -
    Indavlen og fordummelsen længe leve. Død over enhver, som krænker mig.

    Allahu-Akhbar - BUM.

    Hvem sagde - DUM.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 17, 2009 @ 2:39 pm
  4. Forsøg på et svar II.

    Eksempel - venstrefløjen.
    Når venstrefløjen forholder sig KRITISK til andre, så betyder det, at en uudholdelig grønligt-gul misundelse, et had, et slet sindelag eller ren og sker ondskab skal finde et sted at være - bare det, der trykker kommer ud mellem sidebenene.

    Venstrefløjens honorære spidser ses uden blusel i selskab med enhver rabiat muslimsk manifestation på torve og pladser og kan ikke fordrage Zionismen, eller Staten Israels måde at være stat på, men antisemitisme - det er sandelig noget, andre er. Bare tænk på Mogens Lykketoft.

    USA - (det er noget med penge og dominans) er den store Satan. Derfor har landet svært ved at sætte en fod rigtigt, med mindre en neger, hvis far er muslim kommer til magten, men dér skal man lige skal huske, at det ikke er det samme som, at USA går ram forbi af netop de grunde, som førte til 9/11 (der er altid det med pengene og dominansen).
    USA er oven i købet det frie Vestens stærkeste bastion, og venstrefløjen ønsker slet ikke denne form for frihed.

    Venstrefløjen ønsker revolutionær kontrol over masserne (stadigvæk) og frihed kun for lederne - om ikke andet så igennem Islam, som er særligt inviteret. EU er forberedt for Totalitariteten gennem Islam, for tro er trods alt bedre end ingenting. Religionen kan leverere både stemmer og respekt for både venstrefløjen og det multikulturelle eksperiment.

    Med venlig hilsen

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 17, 2009 @ 3:55 pm
  5. Tak for det skuffende svar, hvad angår heterofeminisme JFA. Hvis varmemesteren har en aflåst dør i kælderen kan man gå og danne sig sine egne myter om at rummet indeholder hemmeligheder af enhver art selv om man godt ved at der bare er gammelt ragelse og en kummefryser. Heterofeminisme havde antaget et lidt mytisk skær selv om jeg vidste at det blot var plat akademisk moralisme med et eller andet fokus.

    Comment by Drokles — May 17, 2009 @ 3:58 pm
  6. Til JFA:
    ‘…For venstrefløjen er målestokken al tid utopia…’

    Jeg ved godt, at dit svar er meget kortere end mit, en aldrig svækket tilbøjelighed til at tvære lidt rundt i emnet. Sådan har det været siden jeg lærte at spise med ske.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — May 17, 2009 @ 4:09 pm
  7. [...] Tudvad lagde Joachim Garff for had og gjorde alt for at ødelægge hans Kierkegaard-succes, fordi Garff var alt det, Tudvad ikke var, nemlig bedre begavet, vittigere, gladere ved livet, meget mere charmerende, ikke nær så kedelig - og en glimrende forfatter med sans for det væsentlige frem for det uvæsentlige. Ham måtte Tudvad prøve at skade og få ned med nakken, for var Tudvad ikke en langt bedre videnskabsmand og researcher, som aldrig begik fejl? Monokultur 16 maj 2009 - Hvorfor hader alle den frie verden? [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress