Trump Derangement Syndrome goes down i Fire and Fury
Bogen Fire And Fury er måske den endelige kulmination af Trump Derangement Syndrome. Conrad Black skriver i National Review, at de afsindige påstande bogen fremturer med, som at alle omkring Trump inklusiv hans egen familie anser ham for mentalt uegnet som præsident, afslører dybden af Trump Derangement Syndrome, så meget endda, at Trumps mere velovervejede kritikere nu kan se problemets omfang
Instead of taking the headship of an accelerating dump-Trump movement, Wolff shamed the sane opponents of Trump into separating from the bloodless assassins, the Carl Bernsteins and Maxine Waterses, and into beginning to reconstitute themselves as a loyal opposition. The initial enthusiasm for the Wolff demonography, replete with polite references to Steve Bannon, formerly represented as the puppet-master of the Trump dunciad, gave way to cooler heads recognizing that the game was up.
(…)
But then, as is his habit, the president sortied out of what David Brooks calls the “Potemkin White House” and dealt his enemies a shattering rebuff. He had the cameras present in the cabinet room for almost an hour as he led, rather magisterially, as all admitted, a discussion of immigration issues with 22 Democratic and Republican leaders of both congressional houses, and sat himself next to leading Democrats Senator Richard Durbin and Representative Steny Hoyer. The country saw that Donald Trump is reasonable, persuasive, and knowledgeable. To prove to skeptics that miracles occur, CNN’s ne plus ultra of fake-news authorship, Wolf Blitzer, uttered words of respectful admiration for the president. On a higher plane, relatively pro-Trump commentator Mollie Hemingway wrote in the Federalist (January 8) that the effort to portray Trump as mentally unbalanced and stupid and incompetent was an attempted “coup.”
(…)
To appreciate what has happened, a little perspective is needed: Trump’s candidacy was a joke; then he was unelectable, then his election could be invalidated, then he could be impeached, and then he could be removed for past harassment of women, or violating the Logan Act, or obstruction of justice, and now mental incapacity.
Det televiserede møde med repræsentanter fra både Republikanerne og Demokraterne vil blive et definerende øjeblik for Trumps præsidentskab, spåede Joel Pollack i Breitbart. For selv om Trump udfordrede sin bases tålmodighed ved at tale for meget DACA og for lidt MAGA, så trak det større veksler på venstrefløjen at se Trump blive normaliseret
The DACA meeting could mark the start of a “pivot” for Trump, one that starts with a compromise on DACA and continues through bipartisan solutions on health insurance and infrastructure. That shift could become a runaway “Schwarzenegger 2.0,” a lurch toward liberalism that costs Trump his political base. But it could also mean that the debate shifts towards Trump. As he pointed out, even Democrats are starting to admit chain migration has to go. Trump sold himself on the campaign trail as a dealmaker. He has had few opportunities to demonstrate that skill, other than a short-term funding bill that was agreed behind closed doors last fall. Democrats have refused to deal with Trump in any meaningful way, even when doing so would be in their own self-interest. So he created, at least, the spectacle of compromise. He forced them to talk to him in front of the cameras. There may be no going back.
Et par danske eksempler på TDS, kan man læse i Information, hvor Martin Burcharht er under det indtryk, at Trump indgår en politisk aftale for at redde sig fra den uafhængige særanklager Robert Mueller og på Facebook hvor Niels Ivar Larsen, ligeledes Information, i et godt eksempel på Donning-Krueger effekten, bliver klædt af af en tilfældig McHangama-følger.
En anden og lidt overset konklusion man kan drage fra Fire and Fury er, hvorledes Trump og hans administration, i deres påståede åbenhjertighed, tilsyneladende ikke har følt, de har haft noget at skjule - hvilket underminerer teorierne om sinistre forbindelser til Rusland.
Så her i Trump-hysteriets afterglow blev TV stjernen Oprah Winfrey næsten kåret som Demokraternes næste præsidentkandidat efter at hun holdt en politisk tale ved årets Golden Globe. Foran andre Hollywood celebriteter var hun nu pludselig bannerfører for #metoo, mens der cirkulerede billeder af hende kysse Weinstein på nettet. Hendes chancer for en sejr blev selvfølgelig omgående diskuteret ivrigt, uagtet alle de ubekendte faktorer, der ikke blot er anti-Trumpianisme. Hendes mange kvaliteter, som et kæmpe self-made brand og dollar milliadær, hendes gode kommunikationsevner og udstråling, høje begavelse osv, kunne hun så klare også at være upopulær, som alle politiske personer også er, havde hun lig i lasten, kunne hun tages seriøst osv. Og så var der jo noget der manglede, nemlig hendes politik.
Men også her er det et skift til fordel for opfattelsen af Trumps reelle evner som præsident. Et af de bærende argumenter for Hillary Clintons egnethed som præsident, var hendes kompetence, optjent gennem mange års politisk virke. Ved nu også at ønske sig en celebritet helt uden nogen form for politisk erfaring, anerkender man bagvendt Trumps embede, som en succesfuldt eksempel til efterfølgelse. Man har ikke bare set at det kan lade sig gøre, men at det ovenikøbet er godt.
2 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Way cool! Some extrmely valikd points! I appreciate youu writihg
this post and also thhe reest of the site is also vewry good.
Excellent beat ! I would likoe to apprentice while you amend your site, hoow
coulld i subscribe forr a blkg web site? The account aided mme a acceptasble deal.
I hadd bbeen a little bit acquainted off thi your broadcast offered
brright clear concept