“The succubus has got her!”

Diverse — Drokles on November 20, 2017 at 2:58 am

Da George Foreman i raseri havde slået alle sine kræfter ud at sin egen krop og ind i Muhammed Alis rope-a-dope the Rumble In The Jungle, indledte Ali en slagserie, der endte med Foremans knockout og næsten hans boksekarriere. Men det sidste slag holdt Ali tilbage, “as though he didn’t want to ruin the aesthetic of this man going down“, som Norman Mailer funderede. Det samme ser det ud til at Donald Trump gør, afholder sig af æstetiske grunde fra at sætte dødsstødet ind mod Hillary, som hun er på vej ned.

Men det eneste stød Trump satte ind var da han vandt valget. Med et hørte udenlandske donationer til Clinton Foundation op, parret havde ikke længere reel politisk tyngde. Men Hillary havde stadig emotionel tyngde, af en venstrefløj i krise, der skulle bearbejde shock, sorg, depression, vrede og benægtelse og bruge enorme ressourcer på at bevare benægtelsen af det skete ved at dyrke konspiratoriske ideer.

Det var et spørgsmål om tid førend partifællerne, i kamrene som i pressen, ville “discarding the Clintons when they’re no longer politically useful in order to retroactively grab the higher moral ground”. Weinsteinaffæren var blot anledningen, til at lufte en falsk forargelse over Bill Clintons voldtægt og sexkrænkelser og Hillarys defamering af ofrene, der indtil da, havde været helt fraværende.

Og forargelsen er falsk. Michael Moore kaldte det dengang for en heksejagt på Bill Clinton på sit TV show The Awful Truth, nogen vil huske også blev sendt i dansk TV. Det eneste han savnede, fortalte han et begejstret og ganske venstreorienteret publikum, var nyheden “Senate subpoenas Monica [Levinsky]to reblow the president…” for var hun ikke bare skurken? Den slags som kom frem når man trak “a $100 bill through a trailer park“, som Carville sagde, “a ditsy, predatory White House intern who might have lied under oath for a job at Revlon”, hvis psykologiske motiver kunne tilskrives at hun var “too tubby to be in the high school ‘in’ crowd.” som Maureen Dowd hævdede uden sans for søstersolidaritet - eller nogen anstændighed. Men som sagt, når vi taler om de buttede, eller rettere bariatriske, så er Moores forhold til sandheden et gensyn værd, foran et progressivt jublende publikum, der mener det vil ødelægge republikken at opretholde loven - også for de magtfulde.

Hillary blev et symbol på drømmen, der burde have været, selv om hun ingen begejstring kunne skabe i valgkampen. Og når hun promoverede sin bog om ansvarsfralæggelse, selvhenførsel og bitterhed var det lige som om hun var præsident. Men Clintons var besejrede og uden indflydelse, ingen evne til at holde sig selv oprejst de facto på vej i kanvassen, dinglende rundt i ringen opretholdt af venstrefløjens projektioner og ønsketænkning. Og nu er de blot i vejen for en ny tid med de gamle ansigter, som det er set før.

Men revolutionen er en balancegang, for som man kasserer Clintons vil man også tvinges til at revidere den besynderlige og pludseligt opståede forelskelse i det bemærkelsesværdige kyniske politiske maskineri, som parret har udgjort i en menneskealder. Og Hillarys virke som udenrigsminister var trods alt på Obamas vagt. Og mere end det, så var Obama ikke blot vidende om Hillarys kriminelt uansvarlige omgang med fortroligt materiale, han var selv en del af det, som han korresponderede med hende under et alias. Hvis hun blev kendt skyldig i ulovligheder trak hun præsidenten med sig.

Det ene spørgsmål kan trække det næste med, som en kritisk presse burde have gjort som det udfoldede sig, om hvad der egentligt foregik i de 8 år. som da Obama fyldte sin administration op med medlemmer af Det Muslimske Broderskab, lod NSA indsamle informationer om amerikanere via it-virksomheder og lod skattemyndighederne chikanere konservative organisationer, som også journalister fra Associated Press blev det - til deres kollegaers larmende tavshed. Hvad foretog præsidenten sig egentlig i ‘the war room’ da det amerikanske konsulat blev angrebet i Benghazi? Hvorfor byttede man 5 talebanledere for en dessertør? Og hvorfor syntes den samlede presse åbenbart at det var cool når præsidenten så stort på kamrene fordi han styrede pr dekret med sin ‘pen and phone’? Og hvad gik Iran aftalen egentlig ud på?

Måske vil den etablerede presse sammen med Sanders tilhængere stille sig selv spørgsmålet om, hvor man dog mentalt selv har været i de år, hvor håb om forandring gav næring til drømme om mere end far. Som man vågner, vil det blive tid til en positionering, for at få koncentreret bebrejdelserne hen på så få som muligt. Og hvis det sker, skal Obama snart kigge på sin ‘cool clock’, for at se hvad klokken slår.

Og imens provokerer Trump en passant de pludrende klasser til blindt raseri, således at hans regering har arbejdsro til skatterformer og internationale alliancer, skriver en optimistisk Conrad Black i National Post

It is too early to predict whether he will be a successful president or not. But no one relying on the Canadian media would be aware that he has more than doubled the economic growth rate, reduced illegal immigration by about 80 per cent, withdrawn from the insane Paris Climate accord, helped add trillions to U.S. stock market values, created nearly two million new jobs, led the rout of ISIL, and gained full Chinese adherence to the unacceptability of North Korean nuclear military capability. He will probably pass the greatest tax cuts and reforms since Reagan, if not Lyndon Johnson, by Christmas, and may throw out the most unpopular feature of Obamacare, the coercive mandate, with it.

ali-vil-ikke-c3b8delc3a6gge-c3a6stetikken

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress