Anna Mees positive motiver

Diverse — Drokles on October 27, 2017 at 7:53 am

Og så er alle forargede over Ann Mee Allerslevs dispositioner af offentlighedens ressoucer og benyttelse af embedsværkets tid i hendes ihærdige indsat for at mindske sine bryllupsomkostninger. Overforbrug og pamperi, det kan få danskerne, selv københavnerne op i selvretfærdig harme. Allerslev havde spurgt sine politiske kollegaer og fået ja til at låne Rådhuset weekenden over. Allerslevs afløser har også lånt Rådhusets lokaler til en fødselsdagsfest, men vil nu betale for en leje han ikke er blevet opkrævet da han i lyset af den seneste virak “også tænkt, at det var et underligt privilegie”, skriver Ekstra Bladet. Læren er at det var normal praksis blandt politikerne.

Som beskæftigelses- og integrationsminister spildte Allerslev 100 millioner kroner af kommunens skatteborgeres penge i beskæftigelsesprojektet Farvergade, som hun håbede staten ville dække. Men Arbejdsmarkedsstyrelsens regler for refusion krævede at de ledige mødte op på stedet 25 timer om ugen, frem for den halvanden time, som Farvergade-projektet krævede. Det ville være noget af en fest man kunne have holdt for de penge.

Samme sommer kunne man læse at kommunen knaldede 86 millioner kroner af på et bycykelprojekt. Og for de, der ikke ville benytte en af de 1860 by-cykler til 46.000,- stykket, fordi de var tilfredse med deres egen gamle havelåge, tilbød kommunen “at komme hjem til dig for at lappe din cykel kvit og frit, da afstanden til nærmeste cykelhandler ”kan opleves som en barriere”“. Skalten og valten af folks penge, sådan er den politiske kultur i Københavns kommune. Anna Mee blev blot fanget, men alle burde erkende deres del af pamperiet, måske i en #Meetoo bekendelseskampagne.

Den slags overlever vi nok, herregud, jeg ville blot drikke mig ihjel i finere varer end den type høkersnaps jeg smugler med på arbejde for de penge jeg kunne spare i skat. Hvad vi derimod ikke overlever er den skalten og valten med København, som har lagt sig over hele det politiske system, medierne og skræmmende store dele af den københavnske befolkning. Der er f.eks ikke de store overskrifter i den dominerende presse at terroristen Omar El-Hussein, der skød og dræbte to mennesker ved to forsøg på to massemord på hinanden følgende dage i København ved Krudttønden og synagogen “…var kendt af Københavns Kommune”. Men 24 Nyt skriver

”Det er jo blevet afsløret, at kommunen glimrende vidste, at terroristen var på vej ud i en kriminel karriere – og senere, at han blev dømt og fængslet. Han havde ekstreme holdninger og var yderst farlig. Alligevel hævdede man – ifølge medierne – længe i Københavns Kommune, at der ikke var “ikke var nogen sag” på terroristen – hvilket vel næppe kan siges at være i fuld overensstemmelse med sandheden”, siger Finn Rudaizky til 24NYT.

Det var Finn Rudaizky, der som kommunalpolitiker for Dansk Folkeparti, afslørede, at kommunen ikke foretog sig noget effektivt, der kunne forhindre Hussein i at blive terrorist. Papirer som Rudaizy sendte til journalister viste også, hvordan kommunen sendte store pengebeløb til familien.

Da offentligheden fik kendskab til terroristens sagsmappe hos kommunen reagerede kommunens borgmestre – den radikale Anne Mee Allerslev og den socialdemokratiske Jesper Christensen – ved at lade deres forvaltninger indgive politianmeldelse.

Poltianmeldelse mod whisttlebloweren Finn Rudaizky altså. SÅ ved man hvem man betragter som fjender og hvem man betragter som venner. Allerede i 2011 fortalte hun om en politisk sejr i Københavns “kamp mod islamister”

“Det er en sejr for inklusionen, at både Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd tager afstand fra salafisterne. Jeg har inviteret dem, så vi sammen kan finde ud af, hvad vi kan gøre,” siger Anna Mee Allerslev, der også oplyser, at Københavns Kommune har kontakt med bl.a. myndighederne i London, der har årelang erfaring med ekstreme muslimer.

Som London præges bybilledet i København også stadigt mere af de erfaringer vi gør os med ‘parts and parcels’. Allerslev kæmpede i samme optimistiske ånd sammen med andre kendisser, for den store moske i Rovsinggade. Hun mente at der var “behov for et sted, hvor alle muslimer – både sunnier og shiaer – og ikke-muslimer er velkomne” (hvilket i sig selv er et besynderligt ønske, thi hvor er muslimer ikke velkomne i København?), men hun meldte pludseligt fra, til indvielseshøjtidelighederne efter virakken om det homofobiske miljø havde præget medierne, under påskud om at hun skulle noget andet og åbenbart mere vigtigt.

Hendes sidste aktion som borgmester var at sende “50 bestyrelsesmedlemmer på kursus i, hvordan de sikrer et sundt religiøst fællesskab” da “københavnske moskéer er vigtige samarbejdspartnere, når det kommer til at forebygge radikaliserede miljøer” som Danmarks Radio formulerede det. Alleslev selv mente at det er vigtigt, at vi klæder dem på til at være gode organisationsfolk“. Og så bliver efterforskningen også lettere for PET.

Målet er at få dem til at være mere aktive i byens idrætsforeninger - for det fremmer integrationen” var Allerslevs ord til TDCs sponsorering af særlige åbningstider i DGI-byen for muslimske kvinder, der væmmes ved at sætte deres ben i flok med vantro. Og om menuerne i børneinstitutioner skrev jeg i 2013

Begrænsning af svin fra Danmark, er ikke at begrænse fødevarer men mangfoldighed, en mangfoldighed, hvis præmisser Anna Mee Allerslev udtrykker i Jyllands-Posten

For nogle er ordentlig service at få lov til at undgå svinekød, for andre er det at få lov til at spise det

Allerslev er helt ærlig i sin uhæderlighed. Hvem skal integreres i hvis kultur og i hvis samfund når “børn, som ikke får frikadeller i institutioner, kan få dem derhjemme“? Alligevel betragter Allerslev indvendinger imod at dansk madkultur bliver censureret fra offentlige institutioner som “hetz” “rettet mod muslimer” og minder om at vi har “nok af reelle problemer i København“. Jovist, men de henregnes jo også som ”hetz” “rettet mod muslimer“.

Nej, venner og fjender og hvad pressen og offentligheden kerer sig om i København, det er ikke svært at gennemskue bag lyrikken. Anne Mee vakte ikke da heller den store forargelse, da hun om politisk vold mod Morten Messerschmidt sympatisører der var mødt op til debatarrengementet “Ordet fanger” sagde

- Jeg synes ikke, at man skal provokere for provokationens skyld, selv om det er folks ret, og det er da klart en provokation for mange, at de dukker op til sådan et arrangement. Men samtidig er civil ulydighed heller aldrig ok

I den forbindelse talte hun også om “meget store fremskridt”, “i de såkaldte udsatte boligområder”. Hvorfor der var behov for fremskridt i områder, der ikke var udsatte, men kun “såkaldte” - når de ikke ligefrem var “selve symbolet på Københavns mangfoldighed” - kræver en radikal logik at forstå. Samme logik, der mener tilstedeværelsen af jøder er en trussel mod mangfoldigheden.

Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver” fortalte Anna Mee Allerslev Weekendavisens Søren Willemoes for nogle år tilbage. Fordi man mener sig bedre end andre, kan man tillade sig, hvad man ellers mener er utilladeligt. Ingen mistænker søde Allerslev for at gå hårdt til imamer og deres menighed af socialbedragere, ingen mistænker hende for eksklusion til mangfoldighedsfester, ingen mistænker hende for sympati med politisk vold og ingen mistænker hende for at være en pamper. Vejen til helvede er brolagt af Allerslevs intentioner og resten det politiske og offentlige miljø, der har avlet hende.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress