Hillary, Felter Rasmussen og Kübler-Ross

Diverse — Drokles on October 13, 2017 at 4:27 am

Der siges for meget om amerikansk politik i danske medier, ikke mindst her på Monokultur. Ret beset burde det rage mig en lang march, hvad Hillary, som jeg bare er på fornavn med, næsten uden at skamme mig, foretager sig, så længe den til enhver tid siddende præsident sætter verdens bøller på plads. Men man bliver let fanget i denne proxydebat, især når venstrefløjen insisterer på at spille deres værste kort på en dårlig måde.

Forleden følte jeg mig så overlegent befæstet i mine fordomme, at jeg nonchalant konkluderede, at Hillary ikke har indrømmet sine egne fejl i den bog hun skrevet - uden at jeg har læst en linje (jeg har dog hørt hende selv læse lidt op fra bogen, så desværre er jeg ikke purt uvidende, som det var min ambition). Enstemmigheden i anmeldelserne fra højre til venstre flugter fuldstændig med hendes egne udtalelser i de mange interviews hun giver på sin salgsturne gør at en diskrepans nok var blevet fanget. Og end ikke hendes tilhængere har løftet et eneste argument, der kunne understøtte ideen om selvkritik, endsige selverkendelse.

Så det er i samme triumferende humør jeg vil lyste mig over Anne Grethe Felter Rasmussens anmeldelse af Hillary Clinton, What Went Wrong, en bog hun faktisk har læst.

Og baseret på den anmeldelse kan jeg med sikkerhed konkludere, at mine fordomme, et andet ord for hendes egne udtalelser, om Hillary er blevet eftertrykkeligt  bekræftet: Hillary Clinton indrømmer ingen egne fejl i valgnederlaget. Lad os se på beviserne, som Felter Rasmussen selv fremlægger dem

Hun går over spørgsmålet igen og igen – og så en gang til, og som hun siger, ”You can blame the data, blame the message, blame anything you want – but I was the candidate. It was my campaign. Those were my decisions.”

For et par dage siden anholdte jeg selv det særlige sprog, der ikke består banalitetstesten (”mine fejl – (…) er mine og mine alene” - Ja, hvis ellers?). Hun indrømmer intet andet end at hun stillede op, og at det var hendes beslutning. Og hun siger ikke ‘Don’t blame the data etc, for den slags er gængse vilkår’. Det er ikke en indrømmelse at hun selv var medskyldig i nederlaget.

Og når vi læser lidt længere i Felter Rasmussens forsøg på at løfte bevisbyrden, citeres Hillary selv med en kvalificering af forskellen mellem “my decisions” og hvad du “can blame

Hun mener ikke, forståeligt nok, at hun var dømt til nederlag. Hun minder om, at hun vandt ’the popular vote’ med næsten tre millioner stemmer, men hun vil godt erkende, at der var ”a fundamental mismatch between how I approach politics and what a lot of the country wanted to hear in 2016. I’ve learned that even the best plans and proposals can land on deaf ears when people are disillusioned by a broken political system and disgusted with politicians. When people are angry and looking for someone to blam, they don’t want to hear your ten-point plan to create jobs and raise wages. They want you to be angry too.”

Det er hvad erkendelse er for Felter Rasmussen og resten af venstrefløjen, ikke blot når det drejer sig om Hillary. ‘Mismatched’ mellem hvad Hillarys tilgang og hvad Folket ville høre var, at hun havde ‘de bedste planer og forslag’, men at folk ikke ville lytte - det var Folket der ikke ville lytte, deres fejl! - fordi de var desillusionerede, systemet var ødelagt (drain the swamp?), politikerlede, vrede, ledte efter syndebukke. Og i denne tilstand kunne de altså ikke fatte Hillarys geni.

“Men som hun siger, så jo, hun har forstået, at millioner og millioner af mennesker ”bare ikke kan lide mig.””. Så lidt faktisk, at man troede det var løgn, da en tilfældig kvinde var glad for at rende ind i hende. ”Det virkede som om Trumps vælgere stemte imod mig snarere end de stemte for ham.” konkluderer Hillary uden åbenbart at komme videre med den tanke.

Resten af anmeldelsen går samme selvmodsigende vej. “Hun er en dygtig og en professionel wonk, men opbragt er hun ikke” skriver Felter Rasmussen og har glemt, at hun tidligere har skrevet “Hun har også både grædt, raset, smidt ting mod sit TV, drukket Chardonnay”. Nej, drunken rage er ikke at være opbragt for “er der noget, Clinton ikke kan mestre, er det vrede“.  (Felter Rasmussen skriver i samme moment, at Hillary har “forsøgt sig med vejrtrækning på yoga-måden, ud og ind ad hvert næsebor – ”prøv det, det hjælper faktisk”, betror hun læserne“. Det hjælper i hvert fald på humøret at se hende demonstrere det.)

Eller denne sætning: “En mand som ikke tager afstand fra teorier om hvidt overherredømme, før hans stabschef vrider armen om på ham, en mand der åbenlyst helst omgiver sig med psykofantiske beundrere”. Psykofantiske beundrere, der vrider armen om på deres idol i en og samme sætning, der endda lyver Trump en racisme på.

Men nu vi taler psykofantisk beundring

Og som Clinton siger, var det lidt svært for hende, når kvinder grædende eller alvorlige kom op og ”tilstod” overfor hende, at de ikke havde stemt eller havde glemt det og så videre. ”Hvordan skulle jeg være den, der ”tilgav” disse kvinder. Man må selv leve med konsekvensen af sit valg,” som hun korrekt skriver.

Ja, det må man, med mindre man ikke vil, og så er fortrængning vejen frem. Fortrængning, hjulpet at chardonnay leder måske til lidt knas med ægtefælden?

Fra at vi nu har set Felter Rasmussen føre bevis for, at Hillary ikke tager ansvaret for sit nederlag på sine egne skuldre, skal vi se på hvorledes Felter Rasmussen, omgår sandheden og realiteterne helt generelt. Som når Felter Rasmussen påstår at “Trump selv og hans støtter” fandt det utænkeligt at Trump kunne vinde valget. “Sandfærdighed er et andet ideal” er et klogt forbehold, som Felter Rasmussen tager, når man taler på en politiker som Hillary, mens Trump “lyver så stærkt som remmer og tøj kan holde“.

Længere ned læser vi sætningen “Men derudover anfører hun også – helt korrekt – at 90 procent af de registrerede republikanske vælgere endte med at stemme for Trump.” Det skal simpelhen fejres med et indskudt ‘helt korrekt’ i sætningen, når  man finder et eksempel, hvor Hillary omgår sandheden idealt.

Det, der interesserede mig mest som læser, var ikke optakten, historien om, hvorfor hun besluttede sig for at stille op, ej heller de fyldige beretninger om, hvordan hun endte i politik og hendes tidlige liv sammen med Bill Clinton eller selve valgkampen – hvor hun gør en del ud af, at hun rent faktisk var ude til valgmøder og at hun holdt møde efter møde og tale efter tale for vælgerne i det normalt sikre demokratiske rustbælte (hvor hun som bekendt tabte til Trump).

Her står beskrevet, uden nogen som helst erkendelse, at det lykkedes for Trump at overbevise normalt sikre Demokrater, at han var et bedre valg end deres egen kandidat. Efter at have hørt hende fremlægge “the best plans and proposals”.

Her står tillige beskrevet, hvorfor ‘the popular vote’ ikke ville have reddet Hillarys valgkamp. Trump kunne vinde Demokraterne, som hun knap kunne mobilisere. Og hun kunne slet ikke vinde Republikanere, hvis elite drev deres egen #NeverTrump kampagne imod Trump, han også besejrede. Den pointe bliver udbygget af Felter Rasmussen, der skriver at “mens masserne rasede mod Clinton ved vælgermøderne, var der ikke samme folkelige raseri mod Trump.” Netop.

Og det er ikke den eneste gang, Felter Rasmussen ikke ser valget som eliten mod folket, mens hun begræder hvorledes eliten svigtede Hillary ved ikke at holde folket i ave. “Clinton fik folkets foragt at føle mens Trump udelukkende følte elitens“. Ja. Og videre

Trump blev rigtig nok analyseret sønder og sammen af den liberale elite. Men æggehovederne har det med at udtrykke sin foragt på anden vis. Gennem alenlange artikler i The New Yorker, Washington Post eller New York Times. Eller i diskussioner på MSNBC eller i politiske programmer på TV-stationerne. (…) For eliten går ikke på gaden – det skete først til en vis grad med ’The Womens’ Marches’ efter valget, hvor både almindelige kvinder og en hær af berømtheder marcherede i USA’s og verdens storbyer.

Det sidste først, for hvad handlede den hær af berømtheder og almindelige menneskers march om? Pussyhats. Efter at Hillary havde præsenteret de bedste planer og forslag, så var det eneste man kunne samles om at Trumps er en entusiastisk fjabbeklapper. Mene, mene tekel ufarsi, Hillary.

Æggehovederne kaldte på en anden modstand, end den demokratiske fordi Trump var en anden type kandidat og så kunne politisk vold godt forsvares. På gadeplan blev den visdom cirkuleret som løbesedler hvor der bl.a stod “Fascism wants us to peacefully resist” - en ganske Felter Rasmussensk slutning.

Men Hillarys mere fladpandede tilhængere gik faktisk på gaden, hvor de overfaldt Trumps tilhængere igen og igen når ham holdt sine vælgermøder, hvilket medierne ignorerede - næsten lige så stædigt som Felter Rasmussen. Og straks Trump havde vundet kom Cher frem på gaden i Oakland i en demonstration, der hurtigt endte i hærværk og kampe med politiet.

Vold mod Trumps tilhængere og gadekampe med politiet, er den gennemgående march i gaderne. Og så læser man følgende til slut i Felter Rasmussens anmeldelse

Så bogen slutter med ”modstands-kapitlet”; hvor går demokraterne hen nu og hvordan vil den såkaldte modstandsbevægelse mod Trump tage form? Clinton er optimist.

Trump “omgiver sig med psykofantiske beundrere”, skriver Felter Rasmussen - helt uden ironi.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress