Chardonnay hjælper ikke på dårlige undskyldninger

Diverse — Drokles on October 4, 2017 at 1:12 am

I en Monty Python sketch opsøger en mr. Simpson (Eric Idle) en reklamemand (John Cleese) for at få hjælp til at få solgt 200.000 km snor, som han har arvet. Selv om der er den hage at de 200.000 km snor er klippet til stykker a 8 cm begynder Cleese en absurd optimistisk brainstorm. Snore er enten det ene eller det andet, slår Cleese begejstret fast, og kan finde anvendelse i tusindvis af daglige gøremål. Hvis ikke snoren er vandresistent, ja, så er den super absorberende, kalorielet og kan endda bruges til skadedyrsbekæmpelse (hvor de små skadedyr kan hænges og de lidt større piskes ihjel) og så fremdeles rabler han derudaf.

Et lignende optimistisk forsøg på at sælge Hillary Clintons nye bog What happened Hillary Clinton, en titel der besvarer sit eget spørgsmål, som selvrangsagelse og beskrive Hillary som et offer for en uretfærdig offentlighed kan man læse i Informations ytringsfriheds-vægelsindede Niels Ivar Larsens oversættelse af en Guardian artikel skrevet af en Hadley Freeman. Det er den samme fortælling som Hillary selv er omrejsende  så man behøver heldigvis ikke læse bogen. Ikke blot er alle imod Clinton, fra onde strømninger der dominerer store dele af befolkningen henover hvide kvinder til Hillarys egne venner og allierede. Og imens slår Freeman, som Hillary selv, på allehånde identitetspolitiske argumenter.

Det er et lidt besynderligt valg af artikel at gengive for et dansk publikum, dels fordi den er så indforstået med amerikanske socio-politiske forhold at den ikke ser sig nødsaget til at forklare sine postulater. Og dels fordi den som forsvarsværk kun er misinformation. Det kan man vide allerede når artiklens forfatter skriver “selv hvis [Hillary Clinton] på alle 500 sider havde skrevet »det var ikke min fejl«, ville det stadig være fascinerende læsning”. Næppe, en sådan monoman opvisning gjorde blot Jack til en kedelig dreng.

Hillarys problem med at rakke ned på de mennesker hun gerne vil appellerer til er gennemgående træk og ikke noget der vinder valgkampe. Om det er store dele af vælgerskaren der er deplorable, hvide kvinder der er underlagt mænds dominans eller bare mænd for at være mænd, Hillary angriber dem alle i sin bejlen til de progressive.

Et eksempel findes allerede i Freemans overskrift; “Vreden mod Hillary afspejler et rodfæstet amerikansk kvindehad“. Ifølge Washington Examiner uddybede Hillary selv i et interview med NPR sit syn på kvindehadet ved at lægge skylden på “white women – they will be under tremendous pressure from fathers and husbands and boyfriends and male employers not to vote for ‘the girl”. Amerikanske kvinder kan altså ikke træffe egne valg - hvis de er hvide.

Og dette skiftende forhold mellem at appellere til mennesker man ledes ved forleder ligeledes Hillary til at fremstille sig selv som på en gang som en ‘empowered’ karrierekvinde og et stakkels offer for mænds dominans. Hendes beskrivelse af Donald Trump som “a creep” der stalkede hende under et af debatmøderne (hvilket han ikke gjorde) bliver i What Happened forklaret ligeledes modsætningsfuldt

“He was literally breathing down my neck,” she said in the audio about how Trump followed her on stage during a 2016 debate. “My skin crawled. No matter where I walked he followed me closely, staring at me, making faces.”

(…)

“Do you turn and look him in the eye and say loudly and clearly: ‘Back up you creep! Get away from me. I know you love to intimidate women but you can’t intimidate me. So back up!’” she said. “It certainly would have been better TV.”

Så er hun intimideret eller ikke? Var hun ‘under tremendous pressure from father Trump’ som en af de hvide kvinder, der svigtede deres kald? Eller kunne han ikke intimidere hende, fordi hun er bedre, udvalgt til at gennembryde glasloftet, som det er meningen? Hun valgte i hvert fald ikke at konfrontere ham selv om det ville være bedre TV - var det en fejl hun der indrømmede?

Påstanden om det rodfæstede amerikanske kvindehad som grund for Hillarys tabte præsidentdrømme er også er svært forligeligt med Freemans oplysning om at Hillary “fik flest stemmer overhovedet bortset fra Obama i 2008″. “Woman is the nigger of the world!” sang John Lennon og i USA konkurrerer sorte altså med kvinder, om at være de foretrukne væsner, kan vi således konkludere - hvis vi tager the popular vote alvorligt.

Freeman citer Hillary for at skrive “Jeg har forsøgt at lære af mine fejl – og de er mine og mine alene” som et bevis på hendes selvkritik. Citatet er et sølle bevis for hendes selvkritik - hvis ikke Hillarys egne fejl var hendes egne, hvis så? Spørgsmålet er, hvad kan man definere som fejl og hvem der skal tage hvilke på deres kåber. Og Hillarys svar er altså en liste, oven i købet en lang en af slagsen, over alt og alle, der modarbejdede hendes bestræbelser. Og når hun ikke præsenterer en lige så uddybende liste over det og dem, der modarbejdede sine modstandere, samt en liste over alt, hvad der hjalp hende (lige præcis det sidste synes larmende fraværende) er hun ikke klar til at indrømme noget som helst.

Og nej, man behøver ikke at læse hendes bog for at konstatere Hillarys ansvarsforflygtigelse selv om Freeman hævder “at afvise hendes bog uden at have læst den og kræve, at hun klapper i, er kun mere evidens for det kvindehad, der ligger bag den dæmonisering, hun er udsat for“. Og det er hvad jeg lige har gjort, bortset fra at jeg ikke kræver at hun eller nogen andre klapper i. For der er rigeligt med enstemmighed blandt de mange anmeldelser, en enstemmighed hun også selv bekræfter med hendes udtalelser på sin bog-turne, at Hillary ikke vil indse at det var hendes egen fejl (så langt, som at det i sidste ende var vælgerne der bestemte). I et fyrre minutter langt interview med det det Clinton-venlige The New Yorker er essensen, ifølge tidsskriftet selv, som følger

Clinton says that the media failed voters by focussing coverage on scandals rather than policies and analyzes how sexism affected voters as they judged a woman who sought the highest office in the land. She also expresses a wish that President Obama had acted more forcefully on what was known about Russian involvement

Selv The New Yorker kan ikke se bort fra Hillarys manglende selverkendelse og pointerer at hendes “memoir radiates with fury at the forces and the figures ranged against her”. Og så beskriver de hvorledes sejrsfesten skulle være afviklet

On the night of November 8th, Clinton expected to give a victory speech at the Javits Center, in Manhattan, as the first female President-elect. The stagecraft was in place: she would wear white—“the color of the suffragettes,” the fulfillment of Seneca Falls—and stand on a platform cut into the shape of the United States, under a vast glass ceiling.

Sejrsfesten skulle være en hyldest til hendes egen identitetspolitiske ambition. USA med alle dets vælgere er blot en kulisse, som ikke skal ‘gøres stort igen’, men blot beundre hendes progressive resultater og USA forandrede demografi.

“I take responsibility for every decision I made, but that’s not why I lost” kvalificerede hun således sit eget ansvar og sine egne fejl i et andet interview ifølge New York Post. En lidt anden vinkel end Freemans. Hun tager ansvar for sine handlinger, men ikke at de førte til nederlaget, hvilket er debatten blandt Demokraterne. Og så fortsatte hun (igen) med at listemore than a dozen things that she believes led to her defeat“, heri bl.a. at hun var et offer for en antagelse om at hendes sejr var en selvfølgelighed og at hun ikke fik nogen hjælp at sit parti, som hun tværtimod var nødt til at understøtte økonomisk. Det sidste er helt forkert og det første giver ingen mening. Og det er af det hun drager en lære.

Myten om hendes opfattede uovervindelighed var nemlig ikke noget der virkede imod hende, men var en del at både hendes egen kampagnes strategi, som den sympatiserende presses fortælling, der skulle fratage enhver Trumptilhænger incitament til at besvære sit til stemmeboksen for at kaste sin tid efter et taberalternativ. Det gav hende uforholdsmæssigt mange stemmer i de folkerige stater. Hillarys egen overbevisning om sin kommende sejr afspejler sig ikke blot i, at hun havde købt et hus til sin stab i Washington DC i sikker forventning om sin egen nye adresse på Pennsylvania Avenue i Washington, hun havde end ikke ladet forberede en nederlagstale!

Ligesom Hillary selv, fremkommer Freeman med en række halve sandheder, der fremstår som løgne. F.eks skriver Freeman at Amazon har haft “travlt med at fjerne den ene hadefulde pseudoanmeldelse efter den anden af bogen fra folk, der tydeligvis ikke har læst den, men gerne deltager i en systematisk kampagne for at jorde den”. Meget Clintonsk får vi ikke at vide, at der også løb stærkt positive pseudoanmeldelser ind på Amazons kommentarspor, straks bogen kom ud fra print. Og disse blev ikke slettet.

I otte måneder har vi manisk diskuteret, hvilke faktorer der gav Trump sejren – Rusland, FBI-chef Comey, sexisme, racisme, vælgerundertrykkelse osv., så hvorfor må den person, som var i orkanens øje, ikke blande sig?” spørger han uden at informere læseren om, at det har været Hillary Clinton og hendes allierede, der har ført denne diskussion, mens Trumps tilhængere har peget på, ja Hillary selv og reelle problemer i det amerikanske samfund.

Freeman uddyber sin pointe da han afviser at Hillary “led nederlag, fordi hun dyrkede ’identitetspolitik’” for lidt senere at komme med “en ubekvem påmindelse om, at flertallet af hvide amerikanere hellere vil stemme på en åbenlys racist end på en kvinde“. Det er derfor der er så mange amerikanere, der mener hun bør “gå på pension“.

Freemans “faktum (…), at hun var den bedst kvalificerede kandidat i en generation” bliver ved postulatet og forholder sig selvfølgelig ikke til, hvad kvalifikation overhovedet vil sige når det drejer sig om en politiker. Hillary evnede ikke at vinde valget, hvad der er den første kvalifikation. Og hendes omgang med fortrolige papirer, noget ellers væsentligt når man ansøger om et betroet embede, som Freeman slet ikke nævner, dumpede hende også som kompetent administrator. Hendes kvalifikation syntes at være at hun “en stor skikkelse i historien

Ud over at være centrum for en af de mest bizarre og korrumperede valgkampe i amerikansk historie, blev hun den første kvindelige præsidentkandidat, der nåede slutrunden i en amerikansk præsidentvalgkamp, og første kandidat med en fortid som førstedame.

Som med de foregående, nævnes det selvfølgelig ikke, at det var Hillary, eller hendes lejr, der korrumperede valgkampen, ved bl.a at snyde partikammeraten Bernie Sanders i primærvælgene og samarbejde med yderligtgående venstreradikale, der overfaldt Trumps tilhængere ved hans valgmøder. Oliver Traldi drager  i Areo Magazine en god konklusion, når han citerer Hillary for at sige

“I believed that my experiences in the White House, Senate, and State Department equipped me to take on these challenges.” She did not want to be elected President. She wanted to be promoted.

Og det er præcis fordi hun ikke forstår demokratiet, at hun flirter med ideen om at erklære Trumps præsidentskab for illegitimt, præsidentposten tilhørte hende. Valgkampen var en formalitet så når hun tager ansvar for alt, hvad hun har gjort, så peger hun på sin karrieres tyngde som det samlede regnskab - og derfor kommer hun til den konklusionen “that’s not why I lost”.

Deroy Murdock tager i National Review fat i Hillarys påstand om at Trump kun talte til sin base i hans indsættelsestale. Han gendriver dette falsum med det ene “we” citat fra Trumps tale efter det andet og kom så med følgende skudsmål

Hillary combines industrial-strength mendacity with a vacuum of self-awareness. She lies as effortlessly as most people respire. Moreover, almost any of her acts of deceit can be refuted with a one-minute Google search.

Og ligeledes i National Review, skriver Kyle Smith at Clintons mange falske postulater vidner om en mere grundlæggende uhæderlighed

Clinton owes it to her supporters to grapple frankly with her character failures in a more reflective way than deploying her oft-repeated gambit of simply saying, “I made a mistake,” followed by an explanation of why the mistake was overhyped, followed by her changing the subject to the New York Times, the Russians, racism, or sexism. Her name came to be closely associated with greed, corruption, and untrustworthiness. Why? She pretends to have no idea.

When she defends giving speeches to “bankers,” she doesn’t mention the hated name “Goldman Sachs” or the enormous sum she received from it — $675,000. Retired politicians draw a shrug when they do this sort of thing, but she wasn’t retired. Why, liberals wonder, did she need so much money and why would she accept it from such a distasteful firm, one that would have significant interests before her should she become president?

She blithely lists good deeds done by the Clinton Foundation without defending or even mentioning the controversial cases in which she apparently did favors for donors in deals that caused Andrew C. McCarthy to liken her State Department to “a racketeering enterprise.” For Hillary, it’s the equivalent of O. J. Simpson’s protesting that there were lots of days on which he didn’t murder his ex-wife.

Hillary Clintons begrundede i 2008 sin modvillighed for at trække sig som Demokraternes kandidat til præsidentembeddet, lang tid efter at det stod klart Barak Hussein Obama ville vinde Demokraternes nominering, således at partiet kunne spares for den opslidende og bitre magtkamp, med at meget kunne ske i juni måned. Som et eksempel mindede hun om at Robert F Kennedy netop blev myrdet i juni måned, mens han lå til at vinde Demokraternes nominering i 1968. Hillary har altid brug for en god salgsmand så hun fremstår som en optimist, fremfor hvad hun er.

“Chardonnay helped” Hillary at bearbejde hendes ‘vrede, forvirring og bitterhed’ efter nederlaget betroede hun videre The New Yorker. En udtalelse, der måske kunne have holdt sig interessant “på alle 500 sider”. Hvor meget chardonnay var skyld i hendes kampagnes manglende energi spurgte den venlige avis ikke til.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress