The can can be kicked no further

Diverse — Drokles on August 11, 2017 at 8:09 am

I 1938 kom daværende britiske premierminister Neville Chamberlain hjem fra sit tredie besøg hos Herr Hitler og erklærede at han havde indgået en aftale, som hvis den var blevet honoreret, ville sikre “fred i vor tid” for den ubetydelige sum af Tjekkoslovakiet. Chamberlain så problemet som “a quarrel in a far-away country between people of whom we know nothing” og så var det jo billigt sluppet. Wikipedia beskriver glimrende de euforiske reaktioner, inden folk havde gjort op med sig selv om man nu også kunne stole på aftalepartneren Herr Hitler

Chamberlain returned to London in triumph. Large crowds mobbed Heston, where he was met by the Lord Chamberlain, the Earl of Clarendon, who gave him a letter from King George VI assuring him of the Empire’s lasting gratitude and urging him to come straight to Buckingham Palace to report.[133] The streets were so packed with cheering people that it took Chamberlain an hour and a half to journey the nine miles (14 km) from Heston to the Palace. After reporting to the King, Chamberlain and his wife appeared on the Palace balcony with the King and Queen. He then went to Downing Street; both the street and the front hall of Number 10 were packed.[134] As he headed upstairs to address the crowd from a first-floor window, someone called to him, “Neville, go up to the window and say ‘peace for our time’.”[c] Chamberlain turned around and responded, “No, I don’t do that sort of thing.”[134] Nevertheless, Chamberlain recalled the words of his predecessor, Benjamin Disraeli and his return from the Congress of Berlin[d] in his statement to the crowd:

My good friends, this is the second time there has come back from Germany to Downing Street peace with honour. I believe it is peace for our time. We thank you from the bottom of our hearts. Now I recommend you go home, and sleep quietly in your beds.[134]

King George issued a statement to his people, “After the magnificent efforts of the Prime Minister in the cause of peace it is my fervent hope that a new era of friendship and prosperity may be dawning among the peoples of the world.”[135] When the King met Duff Cooper, who resigned as First Lord of the Admiralty over the Munich Agreement, he told Cooper that he respected people who had the courage of their convictions, but could not agree with him.[135] He wrote to his mother, Queen Mary, that “the Prime Minister was delighted with the results of his mission, as are we all”.[136] The dowager queen responded to her son with anger against those who spoke against the Prime Minister: “He brought home peace, why can’t they be grateful?”[135] Most newspapers supported Chamberlain uncritically, and he received thousands of gifts, from a silver dinner service to many of his trademark umbrellas.[137]

I 1994 indgik den daværende amerikanske præsident Bill Clinton en aftale med Nordkorea, i håbet om at folk kunne sove trygt.

Så nu står vi med udsigten til “Fire and fury” som verden ikke har set magen til. Tidligere præsident Obama havde betroet Trump, at Nordkorea ville blive hans største problem, som han kom til at løse i sin præsidentperiode. Obamas tidligere sikkerhedsrådgiver Susan Rice mener at man bare må leve med Nordkorea som en atomvåbenmagt, der kan true det amerikanske fastland. I Japan er man begyndt at træne civilbefolkning i at gå i dækning bag den nærmest mur, skulle uheldet være ude, selvom en skeptisk japaner funderede “Will that really protect us if a missile really falls here, I wonder?”

Dåsen kan ikke sparkes længere ned af vejen og man må vælge blandt en serie af dårlige beslutninger. Et begrænset luftangreb, som Clinton overvejede i 1994, med risiko for et kontraangreb på land mod Sydkorea og total krig til følge. En invasion, som man kender fra 2. Verdenskrig, med risiko for Kina reaktion og med tanke på de 60 atombomber, man mener Nordkorea er i besidelse af. Et “decapitation strike” mod ikke blot deres raket faciliteter, hvor mange er mobile, men også mod den politiske ledelse, der ingen garanti giver for succes, men som vil have et umiddelbart modangreb som automatisk reaktion. Et atomangreb? Lægge pres på Kina og håbe at de kan gøre noget? Forlade sig på det internationale samfund?

Og hvad hvis det ikke kommer der til, men at situationen blot eskalerer, som min ven indvendte. At det blev så klart, at amerikanerne ville gøre noget drastisk, så kineserne indvaderede for at beskytte egne interesser. I så fald vil USA være ude af til at handle uden risiko for at starte 3. Verdenskrig.

Man kunne ikke stole på Herr Hitler. “Ja! Ja!” havde Hitler svaret, som Chamberlain læste gyldne hensigter op af et dokument, the Anglo–German Agreement, der var “symbolic of the desire of our two people never to go to war again”. Chamberlain vendte tilbage til hotellet og fortalte sin delegation “I got it!”, mens Hitler skødesløst beroligede en skuffet Ribbentrop med ikke at ‘tage det så seriøst, det dokument har ingen betydning’.

Hitler er så meget Vestens svøbe at hans dårlige eksempel nærmest blænder os fra at lære. Hans navn kan ruinere en hvilken som helst debat på Facebook, som var han al ondskabs moder. Men desværre er læren om Hitler ikke knyttet så meget til hans person, som det megen Hitlerguf der sendes på Discovery, BBC, History Channel, National Geographic og DR3 antyder. Dette fokus tjener nok, som måde at begribe det civilisatoriske traume som nazismen med sit Holocaust og krigeriske forsøg på at bygge et storrige har påført Vesten. Men det overser at Hitler blot er en blandt mange tyranner, som tyranner bare er.

Det Kejserlige Japan forsøgte samtidigt med Hitlers Tyskland at realisere lignende drømme om et empirium i Asien, inspireret af og sært retfærdiggjort i, hvad Frankrig, Sovjet og især England allerede havde skaffet sig. Deres drive var ikke så ideologisk specifikt, som det var kulturelt. Men det var tyrannisk, de havde deres egen dagsorden, der som Nazitysklands og Nordkoreas ikke var en ambition om at leve i fordragelighed med sine naboer, men at tage noget fra dem. Der var ingen gensidighed i forholdet til omverden, de var ikke interesseret i nogen aftale, kun respit. “Hitler seemed agreeable”, men der er ingen Herr noget som helst man kan tale med. At forære dem sudetentyskere eller kontanter løser intet. Stalin, Ho Chi Mihn, Castro, Saddam, Assad - they are either at your feet or at your throat.

“I’m convinced that if this framework leads to a final comprehensive deal, it will make our country, our allies and our world safer,” sagde den tidligere amerikanske præsident Barak Obama i 2015 om den aftale, der skulle begrænse Irans adgang til atomvåben. End ikke Washington Post var så optimistiske

THE “KEY parameters” for an agreement on Iran’s nuclear program released Thursday fall well short of the goals originally set by the Obama administration. None of Iran’s nuclear facilities — including the Fordow center buried under a mountain — will be closed. Not one of the country’s 19,000 centrifuges will be dismantled. Tehran’s existing stockpile of enriched uranium will be “reduced” but not necessarily shipped out of the country. In effect, Iran’s nuclear infrastructure will remain intact, though some of it will be mothballed for 10 years. When the accord lapses, the Islamic republic will instantly become a threshold nuclear state.

“Just because iranian hardliner chant “Death to America!” does not mean that that’s what all iranians mean” ræsonerede Obama, mens han så bort fra tyranniet og sammenlignede nævnte hardlinere med republikanernes modstand mod aftalen. Og så lovede han “We vil have amble ability to respond!” når den tid kommer. Den dåse kan snart heller ikke sparkes længere.
“He’s been pushing the world around for a long time” sagde Trump om Nordkoreas leder Kim Jung-Un. Iran venter derefter - hvis der er et derefter.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress