Skal indvandrerkvinder overhovedet have jobs

Diverse — Drokles on December 15, 2006 at 1:58 pm

Fra Kristeligt Dagblad kommer en advarsel fra indvandrerkonsulenter, disse herlige bastioner af samfundsnytte, om ikke at presse indvandrekvinder i arbejde.

Mange indvandrerkvinder er ved at havne i samme klemme, som danske kvinder havnede i, da de i 1960′erne strømmede ud på arbejdsmarkedet: For at tilfredsstille samfundets mangel på arbejdskraft, forlod de “kødgryderne” og endte med at skulle overkomme fuldtidsjob både i og udenfor hjemmet.

Sådan lyder advarslen fra integrationskonsulenter, som peger på, at presset for at få flere indvandrerkvinder i arbejde skaber problemer i de traditionelt indrettede indvandrerfamilier.

Ja, og det er jo ikke fordi man har noget ønske om at bryde traditionerne, hvis man vil fremme integrationen. Tænk hvis den ulykke der overgik danske kvinder også skulle ramme indvandrerkvinderne?

En ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser, at indvandrerfamilierne indretter sig markant anderledes end danske familier – kvinden passer hjem og børn, mens manden tjener pengene. Og denne arbejdsdeling er både mænd og kvinder lige så godt tilfredse med, som danskerne er med deres familiemønster, hvor begge voksne altovervejende har udearbejde.

– Familiemønstret skyldes kultur, men også at mange mænd med indvandrerbaggrund er selvstændige, hvilket er forbundet med lange arbejdsdage og skæve arbejdstidspunkter, siger seniorforsker Mette Deding, der er en af forfatterne bag undersøgelsen, der er baseret på interview med flere end 1200 herboende tyrkere, pakistanere og iranere.

– Det liv kan være svært foreneligt med en udearbejdende kone. Og derfor risikerer vi, at kravet om at få flere indvandrerkvinder i arbejde skaber ubalance i familierne og sætter den tilfredshed, som familierne i dag giver udtryk for, over styr.

Nu er det sådan, at man først og fremmest søger at presse folk udenfor arbejdsmarkedet gennem reduktion eller helt fjernelse af kontanthjælp. Derfor er “pressets” størrelse nøje i overensstemmelse med den økonomiske afhængighed at kontanthjælp og følgelig omvendt proportional med mandens indtægt.

Det irriterer mig i øvrigt at hvis man holder op med at give penge til mennesker der intet giver igen, så foretager man en aktiv handling og “presser”. Nej! Man stopper med at være aktiv og bliver passiv. Man presser ikke, man nægter dem at basere deres liv på nas.

Mette Deding bakkes op af antropolog og konsulent ved Brøndby Sprog- og integrationscenter, Mette Mølgård, der samtidig peger på, at mange indvandrerkvinder finder deres identitet i relationen til familien og hjemmet og derfor oplever, at de mister en væsentlig del af sig selv, når de må tage et job uden for hjemmet.

– For dem er det ikke nok at smide en færdigret i ovnen. De er opdraget til at lægge mange timer i madlavning og husarbejde, og de sætter en ære i at gøre det godt og gedigent. Når de ikke har mulighed for at leve op til det, føler de, at de svigter deres vigtigste opgave, siger hun og tilføjer, at den følelse er magen til den, som mange danske kvinder i sin tid kæmpede med, da de debuterede på arbejdsmarkedet.

Hvad sker der? Handlede frigørelsen ikke netop om at forfægte det ideal at alle mennesker i dette samfund skal kunne nyde godt af selvstændighed og ikke de idealer man som tradition er opdraget til?

Og indvandrerkvindernes udfordring er endda større end de danske 1960′er-kvinders, mener antropolog og konsulent i Dansk Røde Kors, Peter Lindblad.

– De skal ikke alene gå på kompromis med deres egen indsats i hjemmet, mange af dem mangler også de kompetencer og sprogfærdigheder, som kan hjælpe dem godt i gang på arbejdsmarkedet. De vil risikere at stå tilbage med en udtalt følelse af utilstækkelighed både på arbejdet og i hjemmet, siger han.

Først og fremmest vil jeg sige, at den udfordring indvandrerkvinderne står overfor blegner i forhold til den udfordring frigivne slaver står overfor. Det er sgu en køn logik. Og med det voldsomme sociale apparat der er stablet på benene for mine penge, skulle det da være muligt at hjælpe dem gennem overgangsfasen. Mon ikke indvandrerkvinderne også vil kunne se lyspunkter, såsom den fornøjelse det kan være at have kollegaer?
Måske er deres danskkundskaber et resultat af deres isolation som hjemmegående? Ligeledes er deres solidaritet med det samfund, der betaler de mange timer de kæler for madlavningen også et resultat af denne isolation og vi er måske ved at komme dertil, hvor de kvinder og mænd, der betaler for indvandrerfamiliernes gode mad ved selv at skulle smide færdigretter i ovnen begynder at se en sammenhæng mellem solidaritet og arbejdsvilje.

Jeg selv er nødt til at spise min egen mad og det er hårdt, men det er det der hedder livets vilkår.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress