Kantei Kessen USA

Diverse — Drokles on July 23, 2017 at 10:52 am

Imponerende er de, de nye amerikanske hangarskibe. 13 mia.$ stykket og Donald Trump vil have 12 af slagsen. “American craftsmanship at its biggest, at its best, at its finest” sagde han, “It represents the future of naval aviation”. Med sine 100.000 ton fordelt på knap 340 meter er Gerald Ford klassen marginalt større end forgængeren Nimitz klassen, der stod klar i 1975. Ford har dog to nye reaktorer, der kan generere 600MW, hvilket er en tredobling i forhold til forgængeren, vil kunne forsvare sig selv med laser. Ford har en elektromagnetisk katapult, der dels er mere skånsom ved flyene og have en hurtigere frekvens end det tidligere damptryk. Dette sparer både plads og mandskab og gør Ford klassen mere rationel, hvilket vil spare nogle af de voldsomme udgifter. Det betyder også at Fordklassen kan udvide sortimentet af flytyper. Hangarskibet går en ny tid imøde.

Den Kejserlige Japanske Flådes angreb på Pearl Harbor 7 december 1941, var et forsøg på med et slag, at sætte den amerikanske flåde ud af spillet om magten i Asien. Japan antog at amerikanerne ikke ville mønstre den del af deres anseelige flåde, der var allokeret i Atlanterhavet og at de derfor ville få tid nok til at færdiggøre deres væsentligste forehavener på det asiatiske fastland og således stå styrket og afskrækkende når amerikanerne havde mobiliseret en ny Stillehavsflåde.

Ideen byggede på en teori om ‘det afgørende søslag’, eller Kantai Kessen som japserne kaldte det, som den amerikanske kaptajn Alfred Thayer Mahan havde præsenteret i bogen The Influence of Seapower Upon History,1660-1783 fra 1890. Mahan mente med det engelske imperium in mente, at dominans på Verdenshavene var afgørende for en nations velstand. Og den bedste måde at sikre sig imod sine rivaler var ved at kunne tilføje dem et afgørende slag.

Som man kan se af Mahans studie, bygger teorien på den logik som datidens krigsskibe, nemlig udviklingen af linjeskibet og den følgende taktik med at kunne koncentrere sin ildkraft uimodståeligt mod en mindre fjende. Den teknologiske udvikling gjorde dreadnoughts og senere slagskibet, til flådens hovedskib i Mahans teori. I 1905 vandt Den Kejserlige Japanske Flåde en storslået sejr over Ruslands ditto og det bekræftede konservative kræfter i admiralitetet at flådens primære fartøj var slagskibet. Sammenhængen mellem Japans geopolitiske interesser i Asien og den militære strategi overfor USA overlevede også udviklingen af hangarskibet og enorme ressourcer blev sat af til at udbygge en slagskibsstyrke der kunne matche den amerikanske.

I 1937 blev kølen lagt til, hvad der skulle blive det største slagskib nogensinde bygget, nemlig Yamato, som fik en søster i Musashi. Hver var de bevæbnet med 9 21 meter lange 46cm kanoner, der kunne sende en halvanden ton tung granat mere end 40 kilometer ud i horisonten. De imponerende 260 meter lange skibe vejede 70.000 tons og panseret sine steder med 60cm tykt stål.

Men det blev ikke dem eller noget andet slagskib som angreb Pearl Habor i, hvad der skulle være det afgørende slag. Det blev istedet fly fra 6 hangarskibe, der formåede at sænke 4 af de 8 amerikanske slagskibe, der lå opankret i Battleship Row og beskadige de sidste 4. De amerikanske hangarskibe var på patrulje og slap uskadt. Det afgørende slag var givet udfra den japanske admiralitets fortolkning af Mahans 50 år gamle teori. Men i realiteten havde de blot vække en sovende kæmpe (selv om det ikke blev sagt), der ikke mere end 6 måneder senere vandt det afgørende slag i Stillehavet ved atollen Midway, hvor fly fra tre amerikanske hangarskibe sænkede de 4 japanske hangarskibe. Hangarskibet herskede over bølgen blå.

battleship-row

I 2015 skrev en anden amerikanske flådekaptajn, den pensionerede Jerry Hendrix i National Review, at den amerikanske flåde “needs to stop building aircraft carriers”. Hans ræsonnement var at man aldrig skal stase på våben man ikke har råd til at tabe; “There can be no indispensable person or platform in war, for as soon as that element is identified, the enemy will risk everything to destroy it, and in that moment a war can be lost”

The carrier has been operating in low-threat, permissive environments almost continuously since World War II. At no time since 1946 has a carrier had to fend off attacks by enemy aircraft, surface ships, or submarines. No carrier has had to establish a sanctuary for operations and then defend it. More often than not, carriers have recently found themselves operating unmolested closer to enemy shores than previous Cold War–era doctrine permitted, secure in the knowledge that the chance of an attack ranged between unlikely and impossible.

Such confidence in the dominance of the carrier encouraged naval architects to put more capabilities into their design, going from the 30,000-ton Essex-class carrier in 1942 to the 94,000-ton Nimitz-class carrier in 1975. Crew size of a typical carrier went from 3,000 to 5,200 over the same period, a 73 percent increase. Costs similarly burgeoned, from $1.1 billion for the Essex to $5 billion for the Nimitz (all in adjusted 2014 dollars), owing to the increased technical complexity and sheer physical growth of the platforms in order to host the larger aircraft that operated at longer ranges during the Cold War. The lessons of World War II, in which several large fleet carriers were lost or badly damaged, convinced Navy leaders to pursue a goal of a 100,000-ton carrier that could support a 100,000-pound aircraft capable of carrying larger bomb payloads, including nuclear weapons, 2,000 miles or more to hit strategic targets, making the platform larger, more expensive, and manned with more of the Navy’s most valuable assets, its people. Today’s new class of carrier, the Ford, which will be placed into commission next year, displaces 100,000 tons of water, and has a crew of 4,800 and a price of $14 billion. The great cost of the Cold War–era “super-carriers” has resulted in a reduction of the carrier force, from over 30 fleet carriers in World War II to just ten carriers today. While the carrier of today is more capable, each of the ten can be in only one place at a time, limiting the Navy’s range of effectiveness.

This points to the first reason the U.S. should stop building carriers: They are too valuable to lose. At $14 billion apiece, one of them can cost the equivalent of nearly an entire year’s shipbuilding budget. (Carriers are in fact funded and built over a five-year period.) And the cost of losing a carrier would not be only monetary. Each carrier holds the population of a small town. Americans are willing to risk their lives for important reasons, but they have also become increasingly averse to casualties. Losing a platform with nearly 5,000 American souls onboard would not just raise an outcry, but would undermine public faith in elected officials — and the officials know it. It would take an existential threat to the homeland to convince leaders to introduce carriers into a high-threat environment.

Yet any hesitance to do so would create a cascading failure. Carriers are the central cogs in the U.S. war-fighting machine. They don’t just launch planes for air strikes: They also provide airborne command and control, host the staffs of strike-group and fleet-commanding admirals, and provide underway refueling and resupply of other ships in their strike group. In addition, they house much of the fleet’s ordnance in their cavernous magazines. If they were removed from the arena as a result of a political decision not to risk their damage or loss, current plans to defend U.S. interests would collapse.

Musashi blev sænket af 19 torpedoer og 17 bomber leveret af fly fra amerikanske hangarskibe i Slaget om Leyte Gulf i 1944. Yamato kunne have fået en hovedrolle i samme slag, da hendes flådegruppe angreb en tilbageværende amerikansk flådegruppe, men trak sig under falsk indtryk af at være under et større angreb. Kaptajnen turde ikke løbe an med risikoen for at miste så væsentlig en del af flåden, som Yamato var. Resten af krigen blev Yamato rykket rundt mellem forskellige flådebaser indtil situationen blev så desperat at hun blev brugt i et selvmordsangreb. Planen var at hun skulle gå på grund ved Okinawa og som et stationært fort, kæmpe til det sidste mod den amerikanske invasion. Yamato blev sænket 7. april 1945 af amerikanske hangarbaserede torpedo-, og bombefly inden hun nåede frem.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress