Essentiel læsning

Forbrydelse og straf, Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on February 4, 2009 at 9:40 pm

Jyllands-Postens kronik burde læses af alle.

Forfatterne af denne kronik har oprindelse i henholdsvis Iran og Indien. Vi repræsenterer også to forskellige religioner og er henholdsvis baha’i og buddhist. Vi har begge været mål for islamisternes vrede, fordi vi har forsøgt at oplyse folk om islamisternes dagsorden.

Vi er bekymrede for, at militant islamisme er på fremmarch både herhjemme og i de lande, vi oprindeligt stammer fra. Men en række eksperter forsøger at lulle os ind passivitet. I Danmark har terror endnu ikke kostet menneskeliv, men vi ved alle, at islamister har stået bag terrorangreb i mange lande.

Der er stigende selvcensur i Vesten og stadige indskrænkninger af privatlivets fred, og vi oplever en snigende islamisering af samfundet. Muneer Fareed, der er leder af Islamic Society of North America, forlangte, at den republikanske præsidentkandidat, John McCain, ophørte med at anvende ordet ”islamister” til at beskrive terrorister, der er ekstreme islamister. Han insisterede på, at islamistiske terrorister blot skulle kaldes ”kriminelle”. USA’s nye præsident, Barack Obama, vil formentlig blive mødt med samme krav.

Herhjemme opfordrer Politiets Efterretningstjeneste (PET) de danske myndigheder og medier til at nedtone forholdet mellem islam og terrorisme, når de udtaler sig om islamisk terrorisme. De fraråder blandt andet anvendelse af ord som ”jihad”, ”fundamentalisme” og ”mujahedinere”. Derudover anbefales det, at man undlader at bruge beskrivelsen ”islamisk terrorist” og i stedet nøjes med ”terrorist”.

(…)

Hans Jørgen Bonnichsen repræsenterer faktisk den overståede æra af politikere og efterretningsfolk, som har sovet i timen og tilladt ukontrolleret indvandring, hvorved fundamentalistiske imamer og islamister fik lov til at slå sig ned i Europa.

Det er ikke et succeskriterium, at han ville føre dialog med ekstremistiske imamer. Hans job skulle netop have været at forhindre sådanne imamer i overhovedet at komme til Danmark. Men der blev ikke gjort noget dengang, og man vil nu forhindre os andre i at gøre noget for at beskytte vores samfund.

Vi kan ikke være mere uenige med Hans Jørgen Bonnichsen, når han udtaler, at »ingen fornuftige mennesker anser ”islamismen” for en eksistentiel trussel, der kan opløse de danske og vestlige værdier.«

Vi mener, at det er et rent held at Danmark endnu ikke er blevet mål for terrorisme. Samtidig kunne det dog også være en bevidst strategi fra islamisternes side ikke at ramme Danmark i øjeblikket. Men så længe demokratiet forskellige steder i verden bliver mål for terrorister, kan vi ikke føle os sikre på, hvornår det kan blive vores tur.

Vi mener, at vi frem for islameksperter som Tim Jensen, der mener, at islamismen ikke har noget med islam at gøre, og Jørgen Bæk Simonsen, der taler, som om han var konverteret til islam, har brug for kritiske eksperter. Vi har brug for folk, som kritisk kan forholde sig til ideologerne bag islamismen, og som kan analysere baggrunden for organisationer som Hizb ut-Tahrir og Lashkar-e-Toiba, frem for blot at skrive skønlitterære bøger om islam. Vi har brug for folk, der kan gennemskue, at Osama bin Laden og den næstkommanderende og ideologiske leder i Al Qaida, Ayman al-Zawahiri, ikke griber deres ideer ud af den blå luft, men er kraftigt inspirerede af mænd som eksempelvis forfatterne Maulana Mawdudi og Sayyid Qutb.

Hovedet i busken er det dummeste byttedyrs reaktion. I sammen avis bidrager Jacob Mchangama med en advarsel mod Durban II

Siden december 2006 har det været klart, at de muslimske lande i Organisationen for den Islamiske Konference (OIC) har ønsket, at FN’s racismekonference Durban II i april 2009 skal bruges til at begrænse ytringsfriheden, når det kommer til religion, i praksis islam.

 28/1 2009 blev det foreløbige udkast til slutdokument for Durban II offentliggjort efter de første forhandlinger mellem FN’s stater. 

Udkastet indeholder en lang række angreb på ytringsfriheden. Udkastet tager således afstand fra »misbrug af ytringsfriheden« og udtrykker »alvorlig bekymring« over »forhånelse af religioner« og »negative, fornærmende og nedsættende billeder af religion og religiøse personligheder.« 

Udkastet fremkommer også med forslag til foranstaltninger, der skal bekæmpe forhånelse af religion. Der skal således skrides til »handling over for forhånelse af religiøse personligheder, hellige bøger, skrifter og symboler«, ligesom der skal indføres »begrænsninger af ytringsfriheden i national ret.« 

Udkastet foreslår også, at der udstedes internationale retningslinjer med henblik på at bekæmpe forhånelse af religion. 

Endelig lægger udkastet op til, at internationale organisationer og private virksomheder - inklusive internetudbydere - udarbejder en frivillig »code of conduct«, der bl.a. skal forbyde udbredelse af ideer om »religiøst had og diskrimination i enhver form.«

(…)

Men når det kommer til Durban II, drejer det sig ikke om fiskerizoner, men derimod om noget så grundlæggende og fundamentalt som ytringsfriheden. 

Værdien af en robust og udstrakt beskyttelse af ytringsfriheden kan ikke overvurderes. Ytringsfriheden betyder, at vi i Vesten kan kritisere vores magthavere, kan udfordre religiøse dogmer, og at videnskaben og kunsten kan udfolde sig frit. 

Dermed er det ikke en overdrivelse at betegne ytringsfriheden som det liberale demokratis livsnerve.

Jeg forstår grundlæggende ikke de mange politikere, der ikke forstår de mest basale demokratiske forudsætninger.

4 Kommentarer »

  1. Europa har rod i begreberne og derfor rod i vurderingen af, hvem man står overfor.
    Med risiko for at komme for langt ud, er det dog mit klare indtryk, at der for alvor gik ged i væsentlige europæiske begreber ret kort tid efter oplysningstidens blomstringsperiode. Den franske revolution var efter min mening indledningen til et politisk-filosofisk begrebsligt ragnarok, som det endnu ikke er lykkedes filosofferne at få styr på. Man lod sig pludselig gribe af det rene glade euforiske vanvid, som førte til følgende begrebslige kortslutning: Frihed, lighed og broderskab. Alle var ellevilde, guillotinen fik nok at bestille, overklassens hoveder rullede, blodet flød, og snart var det andres tur til at komme under kniven. Frihed, lighed og broderskab. En forfærdelig og umulig kombination. Konsekvenserne bliver selvfølgelig de modsatte af, hvad ordene udtrykker. Gode viljer forvandledes selvfølgelig til mord og despoti. Netop derfor lod Frihed, lighed og broderskab sig ikke gennemføre, men negerede.

    Kronikken i JP og Mchangama advarer for døve ører. Ekkoet fra Den franske Revolution har bidt sig godt fast og er stadig politisk hørbart i plusord som Dialog og Universelle Menneskerettigheder, multikulti og modererende fraternisering med Islam, som ikke er moderat, men absolut.

    En godlidende blog redigeret af råpil er god at få forstand af, for den har som en revolutionær hvisken fra 1789 sat tre mindst lige så katastrofale plusord sammen, som det skete under euforien i 1789. Han erstatter de to af ordene fra dengang og får følgende: Peace! Love! Freedom!

    Værre kan det i princippet ikke gøres - konsekvenserne taget i betragtning - ej heller filosofisk set.

    Der er i tilgift anvendt tre tomme virkemidler, som falder i øjnene.
    Alt er skrevet med stort.
    Det fremhævede står på universelt sprog - ENGELSK og
    slagordene er forsynet med tre trumfer - UDRÅBSTEGNENE.

    Ind med husarerne.

    Gassen er Gud være lovet gået af revolutionen, så blodet flyder ikke længere udløst af den indbyggede konflikt i slagordene.

    Mchangama og de to kronikører er modsat råpil og Per Stig ikke et øjeblik i tvivl om, at man må have ild i munden, når man har med djævle at gøre.

    Men politikere, halvstuderede røvere og andet godtfolk kunne, hvad slagord og efterlevelse angår, tage ved lære af kirken. Den kunne ikke drømme om at begå samme fatale kontradiktoriske fejl som senest råpil bevidstløst prøver at slå sin blog op på.

    Kirken kan om nogen finde ud af at sætte ord rigtigt sammen og gøre det på en måde, som filosofisk er i orden. Det er ingen skade til, at noget filosofisk set er i orden:

    Lad mig pege på følgende sammenstilling:
    ‘Tro, Håb og Kærlighed’. Den konstellation sidder lige i skabet. Her er ingen konflikt. Gennem kærligheden kan du komme til både tro og håb. Men hverken troen eller håbet forhindrer dig i at nå frem til kærligheden. Det behøver man ikke religion for at forstå, men det hjælper at være født ind i kristen forhistorie.

    Disse tre ’slagord’ har alt og intet med Durban II at bestille.

    Durban II handler præcis om at fratage det enkelte menneske troen og håbet, for kærligheden til mennesket er ikke til stede i erklæringerne.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — February 5, 2009 @ 2:37 pm
  2. Jeg mener, konflikten mellem PEACE! LOVE! FREEDOM! er vel indlysende:
    For hvad slås man om i øjeblikket?
    Hvad FRIHED er,
    hvad MENNESKERETTIGHEDER er,
    på baggrund af UNIVERSALITET.
    Man slås om, hvem der bestemmer, hvad ordene betyder, og
    hvis interesser, de beskytter.
    Hvem der skal kontrollere, at alt kommer til at gå rigtigt til.
    Og hvem der fortsat er forkert på den/vantro.
    Handler det overhovedet om ‘LOVE’ og ‘PEACE’? Tja-h. Næh? Helt kan man vel ikke udrydde nogen af delene, men de skitserede konstellationer er ikke vejen frem mod fred med specielt FRIHED i bagagen. Det kan man se både i fortiden og af den seneste udvikling.
    Hvilken fred i øvrigt? Med hvilke midler, skal FREDEN håndhæves?
    Hvilken frihed? (se blot, hvilken ballade delmængden ‘ytringsfrihed’ afføder)
    Hvor skal kærligheden indplaceres i konstellationen, for den må formodes at være dybt afhængig af frihedens og fredens pris. Bliver der noget tilbage af kærligheden, når først friheden og freden folder sig ud?

    Orwell beskrev i 1984 en række ministerier, og hvad de blev brugt til - herunder Mini-kær og Mini-sand. De beskæftigede sig med alt andet end kærlighed og sandhed.
    Han havde fat i det helt rigtige. Men han var heller ikke universalitetsromantiker.

    Med venig hilsen

    Comment by Emeritus — February 5, 2009 @ 7:30 pm
  3. Peace, love and understanding = arabervold, porno og stoffer
    Enklere kan arven fra 68 næppe udtrykkes.

    Comment by kitman — February 5, 2009 @ 7:51 pm
  4. Hæ, hæ. Forventer du, at jeg protesterer. Du rammer jo sømmet meget godt.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — February 5, 2009 @ 8:53 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress