Modus operandi

Historie, Israel, islam — Drokles on February 3, 2009 at 4:20 pm

Fra Wikipedia

21. marts 1945 løb Operation Carthage (Operation Karthago) af stablen, og 18 mosquitofly med i alt 44 stk. 500-pundsbomber lettede fra en flyvestation i Østengland (RAF Fersfield i Norfolk) og fløj over Nordsøen og gennem Danmark i lav højde for at undgå at blive sporet af den tyske radar. Med på turen var 2 ekstra fly, udrustet som fotofly samt en eskorte på 30 mustang-jagere. Over Tissø skiltes første bølge fra og fløj videre over Sjælland mod København, mens resten af flyene kredsede søen rundt. Efter hver omgang skiltes næste bølge fra, således at 3 bølger med ca. 4 minutters indbyrdes forskel fløj videre mod København for at bombe Shellhuset.

For at afværge bombning havde Gestapo anbragt 26 danske fanger i øverste etage af Shellhuset,der lå centralt i København. Planen var derfor at flyve ind i lav højde og bombe gennem siderne af bygningen, da man på denne måde bedst ramte et mål fra lav højde. Naboejendommen Teknologisk Institut husede daglig 600 mennesker.

Alternativet var fladebombardement fra stor højde. Denne præcisionsteknik fik danske øjenvidner til at tro, at bombningen af de nedereste etager skete for at skåne Gestapos gidsler under taget. Et bidrag til denne senere myte var, at det lykkedes hovedparten at slippe ud, så kun 8 af fangerne omkom. RAF havde dog kalkuleret med at bygningen sank sammen og at fangerne ville dø. Det var iøvrgt første gang en bygning af jernbeton udgjorde et præcisionsmål, så alle 20 mosquitoer blev sat ind; ingen fungerede som reservestyrke.

Tidspunktet for bombningen var planlagt til kl. 11.15 da man regnede med, at bygningen var forholdsvis tom for folk i frokostpausen, og de fleste arkivskabe på dette tidspunkt stod åbne. Efter krigen opgjorde Rigspolitichefens Efterretningsafdeling det samlede antal omkomne ved Shellhuset til omkring 125 personer. Af disse kunne 51 navngives og identificeres, og 42, der efterfølgende var døde omkom af deres kvæstelser. De resterende antal har aldrig kunne opklares; i sommeren 1945 var legemsdele svarende til et sted mellem 20 og 40 personer udgravet i ruinerne.

Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. Man fandt nemt målet, der i øvrigt var den eneste camouflagemalede bygning i hele byen. Over godsbaneterrænet ramte et af flyene en lysmast, der beskadigedes kraftigt. Flyet mistede meget af styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Der kan stadig ses spor efter, hvor vingespidsen ramte murværket. Over Sønder Boulevard tabte det beskadigede fly sine bomber. En af disse detonerede i ejendommen Sønder Boulevard 106 og senere blev en forsager fundet i ruinerne. 11 (Luftværnet angiver 12) personer omkom i ejendommen, og en mindeplade sidder på den nye bygning på stedet. Flyet styrtede kort efter ned i et garageanlæg på Frederiksberg Alle (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Avenue-teatret. Anden bølge bombefly kom ind mere vestfra og flere af flyene troede, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over Den franske skole og hele karréen Amicisvej/Maglekildevej.

I tredje bølge erkendte kun få piloter fejlen og fortsatte mod Shellhuset og færdiggjorde bombningen. Resten kastede deres bomber over området på Frederiksberg.

Tidspunktet for bombningen gjorde, at mange hjem stod tomme. De største tab var derfor på Den Franske Skole (den katolske skole, Jeanne d’Arc Skolen), hvor 86 børn og 18 voksne - flere af dem nonner - omkom. 900 personer mistede deres hjem i kvarteret, hvor der bag skolen på Maglekildevej var optræk til fladebrand af den type, der kendtes fra London og tyske byer.
Der fulgte et stort og kaotisk redningsarbejde. Overlevende fra skolen blev samlet i det overfor liggende Betty Nansen Teater, der under krigen bar navnet Allé Scenen. Antallet af sårede er ikke kendt, men byens hospitaler registrerede 304 sårede og 117 omkomne. På Frederiksberg Hospital var situationen imidlertid så kaotisk, at ikke alle blev registreret korrekt som foreskrevet. Ved mindesmærket på Frederiksberg Allé er navnene på ofrene fra Den franske Skole nedfældet i fliserne. Under redningsarbejdet omkom to brandfolk og to fædre, der var løbet ind for at redde børn. At HIPO-korpset deltog i afspærring og redningsarbejde gav anledning til mange frustrationer. Pårørende blev nægtet adgang og måtte trygle om at komme ind for at lede efter deres piger. Flere kilder peger på, at nogle af Hipokorpsets medlemmer gjorde en bemærkelsesværdig indsats i redningsarbejdet.

8 modstandsfolk blev dræbt under bombardementet, og i forvirringen derefter undslap 18 andre. De dræbte var:
▪     P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup, kaptajn
▪     Carl Hammerich, kontreadmiral
▪     Carl Hocke, løjtnant og stud.jur.
▪     Helmuth B. Jensen, premierløjtnant, AMPA
▪     Mogens Prior, ingeniør
▪     Jørgen Palm Petersen, repræsentant, De Frie Danske
▪     Ole Stang, premierløjtnant
▪     Carl Wedell-Wedellsborg, baron, premierløjtnant

Ondskaben gemmer sig bag de uskyldige

5 Kommentarer »

  1. Det var tragisk, men det var nødvendigt.

    Undertiden bliver man i tvivl om, hvorvidt vi har flere mænd tilbage imellem os, der er rede til at gå ind i endnu en modstandskamp, for behovet for en sådan synes at vokse dag for dag.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — February 3, 2009 @ 5:54 pm
  2. Præcis. Danskerne har ikke givet op, de ved blot ikke at der er blæst til kamp.

    Comment by Drokles — February 3, 2009 @ 5:56 pm
  3. Så må der blæses noget højere, så de vågner.

    Flammen og Citronen er vist aldrig slået til riddere Post Mortem.

    Var det ikke en ide at arbejde for det.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — February 3, 2009 @ 6:34 pm
  4. Glemte at tilføje: Så skal det tildelte ridderkors være af en sådan rang, at kommende slægter kan studere deres skjold på Frederiksborg Slot.
    Hvis ikke de er værdige til at hænge blandt rigets bedste mænd, hvem er så?

    falkeøje

    Comment by falkeøje — February 3, 2009 @ 9:33 pm
  5. Jeg kender ikke kriterierne for at blive slået til ridder, men folk, der satte alt ind i modstandskampen kan kun fortjene den største respekt.

    Comment by Drokles — February 4, 2009 @ 8:57 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress