Politiken vs. Jyllands-Posten

Diverse, Pressen — Drokles on December 12, 2006 at 8:54 pm

Et glimrende billede af Politikens og Jyllands-Postens forskellige udsyn fik man som hovedhistorier i denne uges søndagsudgaver af de to aviser. Politiken valgte at rette sin forargelse mod den siddende regerings forvaltning af egne hårde udlændingeregler og Jyllands-Posten angreb AF’s manglende evne til at få folk på dagpenge i arbejde og derved indirekte også et angreb på folk på dagpenge. JP’s historie bliver behandlet i 2. sektion af denne postering.

Under overskriften Familien Nura var ikke syg nok, fik læserne af Søndags-Politiken historien om hvordan Danmark siden juni har smidt knap hundrede psykisk syge albanere tilbage til et kollapset sundhedstystem i Kosova (ikke Kosovo, der er den sebiske stavemåde. Denne skelnen ligger Tøger Seidenfaden meget på sinde). Familien Nura’s ulykkelige forhold kunne ikke undgå at berøre en. Siden 1999 har de siddet i forskellige danske flygtningelejre og har ikke kunnet sendes hjem da FN’s flygtningehøjkommisariat (sikke et ord! højkommisariat! Goddag, jeg er kommisær. -Nå, men jeg er HØJ-kommisær) UNHCR i Kosova har nægtet at modtage psykisk syge under henvisning til det kollapsede sundhedsystem. UNHCR har nu ændret retningslinier fordi de er en flygtningeorganisation og ikke en sundhedsorganisation. Derfor sendes Kosovarerne nu hjem. Som en hjemsendt udtrykker det: “i Danmark bekymrer man sig og tager sig af hinanden, især de syge. I Kosova er man ligeglad”. Ja, for sådan er vi. Den balkanesiske kultur er åbenbart usympatisk, hvis mandens vidneudsagn står til troende.

Da familien Nura sammen med andre kosovarer kom hertil i 1999 er deres sager behandlet under SR-regeringen og det er altså konsekvenserne af bl.a. den Radikale grusomhed mod syge mennesker vi her ser, skønt det ikke fremgår af Politikens artikel. Det er bare Danmark! Når der er kritik af danske myndigheder for umenneskelig behandling, er der ikke tvivl i det kulturradikale vokabular om den nationale konstruktion Danmarks faktiske eksistens.

Politiken har afset næsten hele PS (en af de mange søndags-sektioner) til at belyse denne affære. Famiers historie, forholdene i området, områdets historie og børnenes trivsel fremlægges som massiv dokumentation og baggrundsstof samt et interview med Rikke Hvilshøj, der aldrig gør sig sin stilling helt klar. Ydermere er der en komentar af Kjeld Hybel (?). Den får sin egen postering.

Danmark har selvfølgelig modtaget kritik fra UNHCR der beskylder Danmark for at gemme sig bag UNHCR’s retningslinier (?) ved at sende syge flygtninge tilbage til et sundhedsystem på randen af et kollaps, et kollaps der kan udløses af de hjemsendte, som dråben der får bægeret til at flyde over.

Danmark, ved Rikke Hvilshøj, forsvarer sig ved at fremhæve at ingen sendes tilbage uden aftale med UNMIK (United Nations Interim Administration in Kosovo der er FN’s midlertidige administration af Kosova og som bruger den serbiske stavemåde) og at man har projekter kørende i Kosovo (Rikke Hvilshøj insisterer som UNMIK på den sebiske stavemåde, som også omtalte Kosova-albanske familie Nura gør det i en sms sendt til nogle danske venner, ifølge Politiken) der skal rette op på det underdrejede sundhedssystem i Kosovo/a.

Der er ikke noget forkert i den danske administration af reglerne om hjemsendelse ifølge FN. Det er et rent moralsk anliggende om ansvar over for mennekser i nød. Et ansvar som Politiken tydeligvis mener at Danmark svigter.

FN har en administration i Kosovo/a og Kosovo/a har en regering. Ansvaret er deres. Danmark har ikke ansvar for alverdens syge, uanset hvor ulykkelig deres situation er. Kosovo/a-albanerne er kun vores ansvar idet de står direkte over for os her i vores eget land og beder om hjælp. At Politiken angriber Danmark og den borgerlige regering er ganske naturligt og det er ikke fordi der ikke er argumenter for det i denne sag. Men de hvidvasker FN og Kosovo/a og derfor fremstår deres hovedhistorie som intet andet end ubevidst dogmatisk galde. Hvis Danmark har et ansvar overfor disse mennesker er det ud fra en betragtning om næstekærlighed i Søren Krarups forståelse.

2 Kommentarer »

  1. [...] Et glimrende billede af Politikens og Jyllands-Postens forskellige udsyn fik man som hovedhistorier i denne uges søndagsudgaver af de to aviser. Politiken valgte at rette sin forargelse mod den siddende regerings forvaltning af egne hårde udlændingeregler og Jyllands-Posten angreb i stedet nogle af de forhindringer der ligger i vejen for god regeringsførelse. Her ved AF’s manglende evne til at få folk på dagpenge i arbejde samt et angreb på folk på dagpenge. Politikens historie er allerede behandlet. [...]

  2. [...] Få politikere, hvis jeg tør kalde ham det, har været så forfriskende som Søren Krarup. I gårsdagens politiken angriber han i en kronik “systemet Politiken”. Krarup behøver ingen for sine ynglingsaversioner, men denne gang er der en. Nemlig forrige søndags PS, der var helliget dansk hjemsendelse af psykisk syge kosovarer. Kraup åbner i volsom retorik: Tonen er blevet ond i landet. Har man sin gang i Folketinget, kan man konstatere venstrefløjens desperation og hadefuldhed, og tillige konstaterer man, hvorledes venstrefløjen er allieret med medierne i et indædt forsøg på at kompromittere dem, der har skabt Systemskiftet. Af personlig erfaring har jeg lært, at man skal være meget varsom med at udtale sig til journalister. Hvad man siger, bliver fordrejet og brugt imod én. Alt kan bruges. Alt bliver brugt. [...]

    Pingback by Monokultur » Krarup slår tilbage — December 20, 2006 @ 2:57 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress