Den radikale elendighed

Politik — Drokles on February 7, 2009 at 6:34 pm

De Radikales verdensbillede er i dyb krise. Ude af stand til at formulere relevant politik savner partiet tillige og måske overaskende nok talentmasse. I Weekendavisen i sidste uge gav Hans Mortensen og Arne Hardis en sober analyse af de interne forhold i Det Radikale Venstre, hvor Vestager er kommet under pres for de manglende resultater under hendes ledelse. Problemet for partiet er for Mortensen og Hardis ikke blot de dårlige meningsmålinger for det Radikale Venstre, der ligger sløjt, men også at VKO stadig ser ud til at kunne svinge taktstokken efter næste valg. Partiets gryende krise viser sig forudsigeligt nok ved at de internt er begyndt at tale om en efterfølger til Vestager.

Hvad de to kommentatorer er for pæne mennesker til at nævne vil jeg uden skam gerne træde i, nemlig det manglende talent i og omkring landets højest uddannede, mest vidende og suverænt pæneste parti med den bedste smag og en fuldendt moralsk habitus. Man skulle ellers tro at formandskandidater var en decideret overskudsvare siden radikale har måttet oprette ekstra partier for at finde plads til alle disse ledertalenter så vi udover Vestager selv også har radikale partiledere i Simon Emil Ammitzbøl og Anders Samuelsen siddende i Folketinget sammen med de tre tidligere partiformænd af radikalt tilsnit Niels Helveg Petersen, Marianne Jelved og Naser Khader. En hidtil uset stjerneparade af ledererfaring samlet i Folketinget. Men ak for de Radikale, der er ikke flere skud i bøsserne, hvis vi skal tro Mortensen og Hardis mulige emner fra den næste generation.

Hvis jeg skal vurdere Vestager, som leder vil jeg i korte træk mene at hun er en anonym, men rimelig partileder. Hun gør en udmærket figur på TV, hvor hendes bedrevidende holdning kun generer ikke-radikale vælgere. Hun er vidende og god til at sætte sig ind i meget stof, som akademikere jo er generelt. Hun er heller ikke bage for at bruge magt, som hun også forstår nødvendigheden af at knytte alliancer.

Men Vestager er ikke en leder i tiden. De Radikales situation kræver visioner og krisestyring og det magter hun slet ikke. Hvis hun havde været formand i 80′erne eller 90′erne var der nok næppe nogen, der ville have bemærket hendes svaghed - og man kan spørge sig selv om ikke alle radikale ledere ikke har lidt under de samme skavanker, som Vestager uden at blive opdaget fordi situationen ikke krævede noget af dem? Men situationen i dag er væsensforskellig. Der er ikke brug for et midterparti til at balancere fløjenes dårligdomme af mod hinanden og sikre en bro for samarbejde. Både Venstre og Socialdemokraterne og endda i nogen grad Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti søger at være brede midterpartier for den almindelige dansker, kun med nuanceforskelle i de segmenter de tager udgangspunkt i og det ideologiske arvegods de slæber rundt på og i varierende grad forsøger at gemme væk. Vestager skal i modsætning til hendes forgængere og som den første radikale leder måske nogensinde selv gøre sig fortjent til indflydelse på basis af en relevant politik. Og intet i den radikale politik er relevant eller en berigelse for den politiske debat eller nødvendigt for samfundet. Alligevel er man ikke i tvivl om at skønt hun absolut ikke er nogen stor politiker er hun en seriøs politiker. Man kunne beskrive hende som en professionel politiker, der kan sit håndværk. Det er, som sagt blot ikke nok.

Hardis og Mortensen nævner, som mulige efterfølgere til Vestager - og hold nu fast - Morten Helveg Petersen, Morten Østergaard, Manu Sareen og den noget ukendte Camilla Hersom. Og her er katastrofen for Radikale Venstre da denne næste generation end ikke rummer seriøsitet. Her er kun, hvad man må betegne som amatører og dilletanter. Det Radikale Venstre står overfor en større identitetskrise, hvis nogen fra det hold skal videreføre illusionen om deres intellektuelle overlegenhed. Hvis de nævnte kandidater havde stillet op for Dansk Folkeparti ville ingen være i tvivl om at de var den slags landsbytosser partiet havde for mange af. Der ser altså ikke ud til at være et parti, der vil kunne formulere det radikale verdensbillede. Men hvem kan så?

For nogle år siden udnævnte Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden sig selv til Oppositionens leder, som en syrlig kommentar til den manglende styring og det klare alternativ til VKO. Han var ikke helt ved siden af og demonstrerede da også en stor evne til at udfordre regeringen og dens verdenssyn med sit polemiske talent og sin omfangsrige viden. Men Politiken lider af det samme problem, som Radikale Venstre for ud over Tøger selv består de politiske kommentatorer af folk, som Anita Bay Bundegaard, Peter Mogensen og Rune Engelbrecth Larsen. De tre limhjerner er objektivt set Danmarks suverænt dårligste hold af analytikere - på et af landets største dagblade! Og, der er ingen hjælp at hente fra de sludrende kulturskribenter, som Carsten Jensen eller Bettina Heltberg eller hvad pokker, der ellers rumsterer på de stadig mere forkrampede avissider.

Hvis vi antager at Tøger er det nærmeste man kan komme på det radikale verdenssyns Last Man Standing så er det interessant at se på hans intellektuelle gods, hvis man skal danne sig et indblik i størrelsen af den radikale elendighed. Han udtrykker sit intellektuelle format i sin klumme Signatur i Politiken og under jubeloverskriften “Obama I Værdikampen” afslører Tøger Seidenfaden pinagtigt de radikales og for den sags skyld også hele venstrefløjens krise. Her er man gået helt bort fra at stille alternativer op eller at argumentere imod det herskende paradigme og forfaldet til en drøm om en eller anden prins på en, hvis ikke hvid så en passende farvet hest, der kommer det moralsk underdrejede Danmark til hjælp. Som en alkoholiker, der blot kigger endnu dybere i flasken når misbruget efterhånden fratager ham hans evne til at håndtere det daglige pres kigger venstrefløjen længere efter en frelser fra den store verden. Der er tale om flugt, men som flygtningen, der krydser sit spor findes fortrædelighederne og løsningerne ikke ude i verden, men i ens egen manglende evne til at forstå den. Ens problemer er de dårligdomme man selv slæber rundt på. Hverken Obama eller Bush har indflydelse på at danskerne har stemt VKO siden 2001.

I Tøgers optik ser værdikampen ud således, at den kan stilles op i tre arenaer nemlig krigen mod terror, krigene i Irak og Afghanistan og den hjemlige kulturkamp, der tilsammen udgør en fælles dagsorden, som Tøger mener er en “giftig og helt usaglig cocktail“. “Virkelig politisk potente løgne rummer for det meste halve og kvarte sandheder” oplyser Tøger os om uden at fortælle hvilken halvdel, der er sand i sammenstødet mellem Vesten og Islam, hvilket ellers kunne være interessant og måske føre til en lidt anden linie i nyhedsdækningen på Politiken. Og denne fornægtelse af virkeligheden er farlig for Tøgers og såmænd resten af venstrefløjens intellektuelle muligheder.

For at virkeligheden ikke skal ødelægge illusionen fremstiller Tøger regeringens kulturkamp, som en parodi på tidligere præsident George Bush verdenssyn. Tøger beskriver ikke kulturkampen som opgøret med et ekspertvælde, der i stigende grad plæderede for ophævelse af den demokratiske debat fordi folket ikke kunne gennemskue de relevante paragraffer konventioner og socioøkonomiske/psykologiske mekanismer og han taler ikke om opgøret med en opfattelse pligt og ret mellem borger og samfund og han taler ikke om opgøret med en bevægelse, der truede danskerne med at tage landet fra dem ved et udvande deres flertal gennem masseindvandring osv. Kun den nationale hævdelse tager han fat i, men som ren antimuslimsk dagsorden baseret på virkelighedsfornægtende fantasier - deraf parodien.

Når kulturkampen således fejlagtigt er blevet gjort til en parodi på Bush-æraen mangler man blot at fremstille Obama, som modsætningen. Men ikke engang den illusion holder uden at Tøger også der manipulerer med virkeligheden.

Men hvad vil der ske, nu hvor USA’s nye præsident er ved at trække tæppet væk under alle værdikampens præmisser?

Obama bruger ikke udtrykket ‘krigen mod terror’, men taler derimod om en langt mere præcist defineret kamp mod et bestemt, morderisk terrornetværk, der på ingen måde kobles sammen med hverken Mellemøsten som helhed eller verdensreligionen islam som sådan.

Kan Tøger virkeligt alvorligt mene at en præcisering trækker tæppet væk? Udsagnet er vrøvl thi for at “trække tæppet væk” under præmisser må man opstille en modsætning men, hvis der er tale om en præcisering er det snarere at sømme tæppet fast.

Tøger konkluderer helt surrealistisk at det generelle begreb “Krigen Mod Terror” er mere antiislamisk end krigen mod et “bestemt, morderisk netværk” når dette netværk er klart defineret, som muslimsk. Af alle verdens terrornetværk er det kun et muslimsk, der skal bekæmpes er den konklusion, der ligger lige for. Og det er vel kun i Tøgers kredse at man kan komme udenom et problematisk ideologisk indhold i islam ved blot at kalde det en verdensreligion, som om et prædikat ophævede kritik.

Desuden er det en grov manipulation af Obamas ord og den form for citatfusk er desværre noget, som Tøger ekselerer stadigt mere i siden Muhammedkrisen. Når manipulation og citatfusk danner forudsætningerne for ens verdensbillede kan ens tale kun være en giftig og helt usaglig cocktail af løgne og halve sandheder. Obama var nemlig rimelig klar i spyttet da han i sin indsættelsestale talte om forholdet til det bestemte og morderiske netværk: “Our nation is at war, against a far-reaching network of violence and hatred.” (…) “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Netop det at føre krig mod en diffus fjende som terrorisme eller, som her et bestemt morderisk terrornetværk blev i de glade Bush-dage opfattet meningsløst og endnu et bevis på den tidligere administrations afgrundsdybe uvidenhed netop hos Politiken. Men nok om det midtvejs i klummen giver Tøger eksempler på at Obama “vender Bush på hovedet“.

Han insisterer på, at USA ikke er den muslimske verdens fjende. Han taler varmt om respekt og fælles interesser.

Han fremhæver sine egne muslimske familiemedlemmer.

Igen en farlig usaglig cocktail af løgne og halve sandheder for Bush talte jo aldrig om at islam er fjenden, men adskilte tværtimod ved alle lejligheder de morderiske netværk fra islam, som ifølge ham var “…a religion of peace” der bringer “….hope and comfort to more than a billion people around the world“. Om det var varmt eller ej skal jeg lade gamle tanter, som Tøger om at afgøre.

Og at George Bush ikke fremhævede sine muslimske familiemedlemmer skyldes vel nok det faktum, at han ikke havde nogen. Det ignorerer Tøger og kommer derved uforvarende til i realiteten at plædere for en etnisk sortering af præsidentkandidater. Det vil jeg for lidt illustrativ sjov lige dvæle lidt ved for, hvis det i denne tid er en kvalitet i sig selv at præsidentens baggrund er muslimsk er det jo netop fordi det er den islamiske verden, der udgør udfordringen. I en globaliseret verden skulle man mene, at det var at gå i vel små sko kun at fokusere på de muslimske rødder fordi hverken hinduister, shintoister, shamanister, okkultister, buddhister eller ateister er repræsenteret i Obamas familie, så vidt vi da ved, som de heller ikke virker repræsenteret i Tøgers verdensbillede. Komisk nok er det at fremhæve Obamas islamiske forbindelser, som en særlig kvalitet en inddirekte indrømmelse fra Tøger om, hvor vores udfordring ligger. Eller rettere; Tøger udpeger islam, som vores modstandere. Vi kan i alt fald lægge en ny betydning i Obamas ord: “Today I say to you that the challenges we face are real. They are serious and they are many. They will not be met easily or in a short span of time. But know this, America - they will be met.” Hvorledes det bliver til “…kort sagt [at vende] Bush på hovedet” må man nok kigge endnu dybere i flasken efter. Ellers står vrøvlet i kø når han udlægger værdikampens essens

Den muslimske verden gøres til modpart i krigen mod terror, selv om langt de fleste af terrorismens ofre er muslimer, og selv om de færreste regimer i den muslimske verden har overlappende værdier med terroristgrupperne, endsige støtter dem i praksis.

Jeg skal ærligt vedstå at for mit vedkommende er islam hovedfjenden, men noget andet er om den borgerlig regering overhovedet har givet et sådant indtryk, med de mange besværgelser over, hvor god en religion islam er og de mange dialogprojekter, der sættes i søen i dyre domme så islamiske prædikanter kan udtrykke deres had mod Danmark og affyre slet skjulte trusler mod vores sikkerhed og Kurt Westergaards eller andre, der måttet have givet deres mening til kende.

Og det bliver ikke mindre dumt af at Tøger tror at man kan finde frem til årsagssammenhænge ved simpelthen at tælle ofre. Kommunismen var skam også vores fjende i sin tid selv om - og hold nu godt fast - de fleste ofre var kinesere og sovjetborgere. Det er jo netop det morderiske, der er en trussel mod os. Så selv om vi er bedre til at beskytte os end civile muslimer i den muslimske verden, der blot tilhører én gren af islam frem for en anden eller som blot gik på markedet den forkerte dag er fjenden de, der myrder løs for at fremme deres utopiske formål - uagtet, hvem de myrder flest af - og deres ideologiske tankegods.

Han [Obama] er ved at redefinere krigen i Afghanistan til en målrettet indsats mod en konkret terrortrussel, snarere end en form for demokratisk imperialisme med urealistiske mål.

Hvorledes demokrati bliver imperialistisk har altid undret mig og på hvis vegne afgør man om kvinderne i afghanistan ikke vil have medbestemmelse over det samfund de er undertrytkt-lagt? Og selv om den islamiske kultur ikke står til at redde og man må overlade de afghanske kvinder til deres muslimske helvede på jord ved at skrinlægge de urealistiske mål om at helbrede en verden, der allerede er i terminalstadiet er, der for det første ikke tale om andet end justering af en taktik. For det andet har det intet at gøre med værdikampen, som om erfaringerne i Afghanistan har vist vores danske virkelighed at stening og afbrænding af kvinder er glimrende alternativ til vores fladskærme og samtalekøkkener.

I det hele taget ligger der i øvrigt en sær national chauvanisme i sammenkædningen af Bush administration og VKO’s valgsejre for på den måde fratages Danmark skylden for det påståede syndefald ved at den onde tid under VKO ikke er et udslag af noget ægte dansk, men en udefra kommende anomali. Men sådan ligger landet for de radikale, hvis nationale forfængelighed har drevet dem ud i at hade alt, hvad nationen står for og helst ser den opløst. De er nu i så elendig en forfatning at der ikke engang er mening i deres farlige cocktails og halve sandheder og løgne. Når Tøger på baggrund af frelseren Obama spørger “Hvad vil de hjemlige værdikæmpere stille op med den udfordring?” kan man roligt læne sig tilbage i stolen og tage sig en stille morfar.

6 Kommentarer »

  1. Fremragende. Tak.

    Comment by u. h. — February 8, 2009 @ 1:07 pm
  2. Brilliant. Tak. Ja, mere er der faktisk ikke at sige.

    Comment by synopsis-olsen — February 8, 2009 @ 5:15 pm
  3. 2 andre er kommet før mig med deres ros til dig !

    Bliv ved, Drokles, det er godt gået, for du får pillet det Radikale Venstre fra hinanden så man kan forstå hvori deres elenighed består.

    Gid dette landsskadelige og - forræderiske parti vil forsvinde fuldstændigt fra dansk politisk arena.

    Comment by Vivi Andersen — February 8, 2009 @ 11:00 pm
  4. Det er en aldeles god og lødig analyse du dér har begået.

    I samme Weekendavis(sidste uge) skrev Arne Hardis også en kommentar vedrørende hans syn på den tandløse og uddaterede kulturradikalisme. Det har du nok set, men prøv at læse denne uges kommentarer under debat. Der er nok ikke materiale til en “Weekendavisens læsere II”, men det skorter ikke på verdensfjernt sludder og bortforklaringer.

    Jeg synes Arne Hardis’ parallel mellem Hans Hertel der går på pension, og så den standende kulturradikalisme er meget god.

    MVH
    EAM

    Comment by EAM — February 9, 2009 @ 7:03 pm
  5. Tak for de mange søde ord.

    Tørklædesagen bed jeg også mærke i og jeg tror, der er rigeligt til en lille kommentar på de mærkelige argumenter, der stilles til skue.

    Comment by Drokles — February 10, 2009 @ 7:06 am
  6. [...] For et par dage siden skrev jeg om den Radikale Krise, hvor jeg angreb Seidenfaden fordi han, som det Radikales Verdensbilledes førende polemiker/intellektuelle er en god indikator for deres argumenters skrøbelighed. Seidenfaden kaldte nemlig værdikampen en “giftig og usaglig cocktail” og mente at “Virkelig politisk potente løgne rummer for det meste halve og kvarte sandheder“, hvilket selvfølgelig var møntet på alle hans modstandere. Men det viste sig at det var ham selv, der var usaglig og løgnagtig. [...]

    Pingback by Monokultur » Verden inden i Ellemann — February 14, 2009 @ 12:42 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress