Samuel Rachlin er fremragende i Jyllands-Postens kronik, hvor han angriber Politiken for at bringe en stærkt antisemitisk tegning og Tøger Seidenfadens håbløse argumentation.

Men Politikens chefredaktør kalder den for »en eller anden form for sammenligning« mellem den israelske militæraktion i Gaza og de nazistiske forbrydelser. Nej, det er ikke »en eller anden form for sammenligning«, men en direkte identificering af Israel og jøderne med Nazityskland. Det er et kendt kunstgreb, der går ud på vende tingene på hovedet og gøre ofrene til bødler i et skoleeksempel på dæmonisering: Israel fører ikke krig mod Hamas, men mod børn lige som nazisterne.Det næste skridt er deligitimering af Israel som stat. Det vil sige, at når Israel er lig med Nazityskland, er det rigtigt at føre krig mod den stat. Den skal bekæmpes, har ingen eksistensberettigelse og det er legitimt at ville udslette den.

Ghettobilledet fra Warszawa bærer en ganske bestemt signalværdi, som man forbinder med Holocaust og den jødiske tragedie. Når det bliver vendt om og gjort til en karikatur, er problemet ikke, at det må man ikke, fordi det er helligbrøde eller et tabu, der bliver brudt. Problemet er det direkte og det underliggende budskab, der signalerer, at israelere er nazister og identificerer alle jøder som nazister. Jøderne bliver kollektivt gjort ansvarlige for, at Israel begår samme slags forbrydelser, som nazisterne begik imod dem.

Ifølge Seidenfaden er sammenligningen ikke rimelig, og han forsikrer, at man aldrig ville finde den i en lederartikel i Politiken. Den er ”proportionsløs” og ”stødende”. Men han prøver samtidig at bagatellisere den og budskabet ved at sige, at sammenligningen forekommer hyppigt, og alle danske aviser har ”formentlig” bragt indlæg med den sammenligning. Virkelig? Det er altså i orden, for andre gør det også. Seidenfaden tænker måske på sig selv, fordi han selv har lavet sammenligningen, da han i et interview for nogle år siden sagde, at muslimerne i dag er Europas jøder.

Ifølge chefredaktøren ville Politiken ikke have bragt tegningen, »hvis den havde været antisemitisk eller racistisk«. Det er en klassisk Seidenfaden-slutning, som ville kunne gøre en Erasmus Montanus misundelig: tegningen kan ikke være antisemitisk, for så ville den ikke have stået i Politiken, fordi Politiken bringer ikke antisemitiske tegninger.

Selv om tegningen er »en proportionsløs og diskutabel historisk sammenligning« er det »ikke det samme som antisemitisme«. Sådan. Der kan altså ikke være tale om en redaktionel fejl. Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, siger til JP derimod, at det ikke kun er en redaktionel fejl, men at sammenligningen mellem nazismen og Israels krig mod Hamas strider mod enhver form for anstændighed og logik.

Ligeledes er Mogens Rukov skarp, som altid i Jyllands-Posten

Der er mennesker derude - ikke med sikkerhed i nærområdet Danmark - der kender historien og det faktiske.

Det helligste er krænket. Vores historiske viden, vores indsigt, vores fornuft, den politiske nøgternhed, den humane indsigt, har fået en bombe i turbanen i Marquards tegning i Politiken.

Gaza 2009 er blevet sammenlignet med Warszawas ghetto 1943, virkeligheden med fantasiforestillinger, ikke alene, at der er ligheder mellem Warszawas ghetto og Gaza. Men at det er det samme.

(…)

Tilintetgørelsen af jøderne og deres kultur i Europa under Anden Verdenskrig er uomtvistelig. Er det virkelig den samme ødelæggelse, der truer gazanerne i 2009?

Det siger Marquard Otzen, Politiken, utallige andre i pressen, blandt politikerne, ophidsede palæstinensere i København og rundt omkring i Europa, vrede gymnasielærere og deres elever, børnehavens børn.

Heldigvis er det også i den seidenfadenske/marquardske avis, at man kan læse forhenværende chefredaktør Herbert Pundiks præcise udtalelse: »At sammenligne Israels aktuelle forsvarskrigs tragiske følger med nazisternes udryddelsespolitik, hvis formål var at tilintetgøre den jødiske nation, er en total forvirring. Det er to usammenlignelige situationer, hvis sammenligning er imod enhver form for anstændighed og logik.«

Herbert Pundik minder om, at Hamas med otte års bombardementer af Sydisrael pressede Israel ind i krigen. Det er den virkelige karikatur i krisen, Politikens karikaturkrise.

Billederne har jeg ingen ret til at bringe, men fordi de er genstand for en debat vil jeg krænke ophavsretten og bede om den samme forståelse, som Seidenfaden appelerede efter da han udgav Ritt Bjerregaards famøse dagbog. Når der er strid må man få syn for sagn. For der fortælles også historien om et hykleri hos Politiken og Seidenfaden og alle den gode tones anstændige og tapre forsvarere. Tegningen og dens ophav fra Politiken

Seidenfadens argumentation er helt i ruiner. Hvorledes kan man opfatte de tegninger, som Politiken selv bringer, som andet end hån, spot og latterliggørelse? Umiddelbart ville man ikke finde nogen forskel på det de beskylder andre for andet end afsender (Politiken eller Jyllands-Posten). Og dog. Prøv at sammenlign Politikens satire med Kurt Westergaards berømte tegning og bedøm selv hårdheden i udtrykket.

Prøv i øvrigt at sammenlign Westergaards tegning med denne WulffMorgenthaler tegning ligeledes fra Politiken og bedøm det krænkende

Prøv at sammenlign med de mange Roald Als-tegninger af Pia Kjærsgaard fra en given udgave af Politiken, hvor hun altid er indsmurt lort - lort hun slæber med sig alle vegne og besudler alt og alle med. Det levende menneske Pia Kjærsgaard skal man ikke komme i kontakt med. Hykleriet er evident. Disse tegninger viser endnu en forskel. At de anstændige hader de mennesker, som de er uenige med så meget at de ikke kan formulere hvorfor, men kun udtrykke deres foragt. Geoffrey Cain skrev en fremragende bog om netop dette, som jeg kun kan anbefale alle at købe.