Endelig en dommer med dømmekraft
I Weekendavisen 16/1 argumenterer tidligere kriminaldommer Peter Garde flot imod flokdommernes indvendinger mod tørklædeforbudet.
To argumenter fremføres. For det første, at spørgsmålet burde overlades til domstolene selv, enten Domstolsstyrelsen eller retspræsidenterne, særligt efter domstolsreformen af 1999, hvis formål var at bestyrke domstolenes uafhængighed af den udøvende magt, læs: Justitsministeriet. For det andet, at en sådan lov vil stride imod særlig troende muslimske kvinders religionsfrihed, hvis de ikke må bære tørklæde i retten, hvorfor forslaget krænker både Grundlovens § 70, hvorefter ingen må fratages adgangen til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder på grund af den pågældendes trosbekendelse, og den europæiske menneskerettighedskonventions § 9 om religionsfrihed.
Jeg er uenig i begge henseender. Dommerens ydre fremtræden er ikke et rent internt spørgsmål for retsvæsenet, som kan løses ved et cirkulære fra Domstolsstyrelsen eller en vedtagelse i den enkelte rets dommerkollegium, men noget der vedrører både domstolene selv og de udefrakommende, i virkeligheden hele samfundet, og derfor med rette nu afgøres ved lov.
(…)
Argumentet religionsfrihed må jeg afvise. Jeg kan umuligt se Højesteret omstøde den kommende lov under henvisning til Grundlovens § 70; retten til et embede er ikke en borgerlig rettighed, og selv om det måtte være tilfældet, bæres loven af solide praktiske hensyn.
Herligt at det hele ikke er gået op i hat og briller.
1 Kommentar »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Hovedtørklæder og andre politisk/religiøse markeringer må naturligvis ikke finde sted i offentlige erhverv, argumenterne mod uvæsnet har ingen kunnet tilbagevise. Religiøse ritualer bunder i (sygelige) tvangstanker i ufrie menneskers hjerner. I nogle prmitive kulturer skal man have en ring i næsen, lade sig tatovere, omskære børnene, ofre dyr (ofte på grusomste manér), eller foretage andre irrationelle tvangshandlinger, hvormed en guddom eller religiøse autoriteter kan formildes. Så længe tvangs-handlingerne kun består i at spise en oblat, drikke en sjat sur vin, knæle på et bedetæppe med rumpen i vejret el.lign., kan man leve med at folk udstiller deres tvangstanker/handlinger, men når ritualet tager form af grusomheder, eller når det henviser til og imødekommer udemokratiske kulturelle skikke, skal der siges stop!