Israel vs Hamas og Iran

islam — Drokles on December 31, 2008 at 10:58 am

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed så har Israel de seneste dage reageret på Hamas mange raketangreb fra Gaza-striben. De sædvanlige danske reaktioner har været lidt længe undervejs, hvilket kan skyldes et mindre chok over Israels evne til stadig at afregne kontant når de finder at tiden er inde. Men nu er de ved at finde vej til medierne. Fra Berlingske Tidende

Offensiven mod det Hamas-kontrollerede Gaza har ifølge den israelske regering til formål at sætte en stopper for affyringen af raketter mod israelsk jord.

Men det kan ende med at øge radikaliseringen og sende et større antal palæstinensere i armene på de yderliggående grupper, advarer eksperter.

- Det er i hvert fald ikke freden, der bliver vinder ved denne offensiv. Vold avler mere vold, og i sidste ende skubber denne konflikt flere mennesker i hænderne på ekstremister, siger den israelske analytiker Yossi Mekelberg fra tænketanken Chatham House i London.

(…)Samme vurdering kommer fra den danske Mellemøst-ekspert Michael Irving Jensen. Før eller siden vil der komme et svar fra Hamas på Israels overdrevne magtanvendelse i Gaza, siger han.

- Så kan det godt være, at de har smadret alle Hamas’ raketaffyringsramper og bygget mure, der skal forhindre selvmordsbombere. Men problemet for Israel er jo bare, at det her også medvirker til at skabe motivation for denne type af politisk vold.Samtidig risikerer Israel, at Hamas vil komme styrket ud af konflikten og stå stærkere end den mere moderate Fatah-bevægelse.

(…)

- Og det vil have en afsmittende effekt på Vesten på grund af Vestens fortsatte støtte til de israelske overgreb, siger Michael Irving Jensen.

Vold avler vold! Den slags bon mot’er læres på universitetet for mine skattepenge. Den Vestlige sfære (og her hører jøden så absolut under) er selvfølgelig aktør og aggressor, mens alt andet er reagent og offer. Kunne man ikke med lige så stor logik forestille sig at det måske er raketangrebene fra Hamas, der avler volden og skaber yderligtgående holdninger i Israel. Og at det måske vil have en afsmittende effekt på den muslimske verden på grund af deres fortsatte støtte til terror. Eller man kunne måske anskue det ud fra den betragtning at der er tale om to parter, der kæmper ud fra deres egne interesser, der er hinandens udelukkende og derfor ikke kan finde en fælles løsning.

Men hvorfor reagerer Israel nu?

Men hvis den israelske offensiv i Gaza lykkes og Israel og Hamas indgår en ny våbenhvile, kan det blive den israelske forsvarsminister, Ehud Barak, der sejrer - på flere fronter.

Der er seks uger til israelerne skal til valg, og på nuværende tidspunkt er Baraks Arbejderparti bagud i meningsmålingerne. I spidsen ligger udenrigsminister Tzipi Livni og hendes Kadima-parti samt tidligere premierminister Benjamin Netanyahu fra højrefløjspartiet Likud, der går ind for en benhård linje over for palæstinenserne.

At være motiveret af et forestående valg er en god gammel klassiker, der blev gjort berømt med filmen Wag the Dog, hvis pointe var at man kunne bevare præsidentembedet ved at starte en krig. Filmen blev til efter at George Bush havde vundet krigen mod Saddam Hussein. Bill Clinton, hvis analyse ganske modsat var “It’s the economy, stupid!” bankede som bekendt krigshelten.

Tesen udtrykker en grundlæggende skepsis til demokratiet (af de samme mennesker, der mener at dialog er løsningen), hvor folkevalgte politikere nødvendigvis handler ud fra sinistre betragtninger for at tilfredsstille en primitiv hob af underlødige objekter. Bedre må det derfor være i et diktatur, hvor moralen sikres ved at, der er evig tid til valget. At krigen er populær kunne jo også skyldes at man i for lang tid har gået imod folkets vilje ved at finde sig i raketangrebene og således ikke har været sin rolle som stat værdig - nemlig at beskytte sine borgere mod fjender!

De fjender er ikke blot den palæstinensiske terrorgruppe Hamas, men også dennes ideologiske og finansielle mæcen - det iranske præstestyre. Den konflikt har større komplikationer, da Iran i stadigt højere grad udgør en trussel mod de arabiske stater og da de sædvanligvis svage shiamuslimer med dem er i offensiven overfor sunnimuslimerne. Fra Berlingske Tidende

Hassan Nasrallah, leder af den shiamuslimske milits Hizbollah, kritiserede i en tale fra Beirut Egyptens regering for at være på Israels side og opfordrede egyptere til at rejse sig mod autoriteterne.Egypten gav i går igen på Nasrallahs fordømmelse i en ordkrig over Gaza, som reflekterer den dybe kløft mellem konservative arabiske regeringer, der tager afstand fra Hamas og frygter gruppens militante islamisme, og populære islamiske bevægelser, der er villige til at konfrontere Israel, koste hvad det vil.

Konservative regimer frygter Hamas

”De ærværdige egyptiske væbnede styrker er i stand til at forsvare dette hjemland overfor folk som dig. Du vil skabe kaos i denne region som en service til interesser, der ikke er gode for denne region,” sagde den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit til Nasrallah med hentydning til Iran, der støtter Hizbollah. Den egyptiske regering er de sidste dage blevet angrebet for at samarbejde med Israel, fordi Egypten de sidste seks måneder har fastholdt en blokade overfor Gaza.

”Hvis I ikke åbner Rafah grænseovergangen, er I en del af forbrydelsen, en del af mord-plottet,” sagde Nasrallah i søndags.

Men Egypten nægter at åbne grænseovergangen ind til Gaza af frygt for, at i tusindvis af palæstinensere vil flygte ind i Egypten.

Egypten lægger på lige fod med Jordan og magtfulde Saudi-Arabien afstand til Hamas, som er allieret med Iran, Syrien og Hizbollah. De sunnimuslimske, vestligt-allierede regimer er ikke interesserede i at opildne til den militante form for islam, som Hamas i deres øjne står for. Hamas er i vidt omfang en palæstinensisk udgave af Det Muslimske Broderskab, som Egyptens regime slår hårdt ned på, mens som alligevel er en stærkt populær bevægelse med stor folkelig appel.

Ind til videre er det derfor ikke lykkedes Hamas at generere et arabisk diplomatisk initiativ, som kunne føre til en ny våbenhvile på Hamas’ vilkår.

Fra Kristeligt Dagblad

Hamas er ikke kun chokeret over omfanget af det israelske angreb. De forholdsvis tavse arabiske regeringer i regionen får også Hamas til at føle sig forrådt af sine egne brødre. Indtil videre er det kun Syrien, Hizbollah-bevægelsen i Libanon og det iranske præstestyre, der som ventet har kritiseret Israel for angrebet på Hamas.

(…)

….Israels udenrigsminister, Tzipi Livni, få dage inden den israelske operation mødtes med Egyptens præsident, Hosni Mubarak, som åbenbart ikke stillede sig på hælene over for den kommende israelske operation. Den opførsel opfattes ikke kun som pro-israelsk hos Hamas, men også som et direkte signal til Israel om, at Egypten vil vende det blinde øje til, mens den jødiske stat hamrer løs på Hamas.

(…)

Flere artikler i de regeringsvenlige egyptiske aviser har siden den israelske offensiv ført den samme afdæmpede linje som regeringen. Til tider er lederskribenter endda gået så langt som til at give Hamas størstedelen af ansvaret for den seneste konflikt.

– Hvis du ikke kan dræbe ulven, skal du lade være med at rykke den i halen, skriver lederskribenten i dagbladet al-Ahram og antyder, at Hamas selv er ude om den israelske reaktion.

(…)

Skellet mellem de arabiske regimer og befolkningerne i de arabiske lande er ikke noget nyt. Men tavsheden over for den israelske offensiv vil i fremtiden blive opfattet som et vendepunkt i kampen mellem islamisterne og de mere moderate arabiske regimer ifølge den libanesiske klummeskribent Sarkis Naoum.

– De arabiske landes tavshed vil give Iran og Syrien vind i sejlene. De vil benytte situationen til at fortælle de arabiske befolkninger, at regimerne i de arabiske lande ikke ønsker at hjælpe, siger Sarkis Naoum.

Ifølge den libanesiske klummeskribent vil den israelske offensiv derfor blive krigen, der for alvor markerede de arabiske regimers svigt over for deres egne befolkninger og palæstinensiske brødre.

Og Hamas har måske en moralsk sag ifølge Press TV

Citing diplomatic sources, the London-based daily al-Quds al-Arabi reported Sunday that Egyptian Intelligence Minister Omar Suleiman had deceived Hamas into believing that Israel would not launch an attack on the Gaza Strip in the near future.

According to the report, the misinformation lured Hamas into not evacuating its security compounds and headquarters.

Suleiman convinced a number of Arab leaders that Israel was intending to launch only limited operations into the Gaza Strip to mount pressure on Hamas ahead of signing a new ceasefire agreement, the report added.

Egypt told Hamas on Friday evening that Israel had agreed to begin talks on a ceasefire and would not attack Gaza before Cairo ended its diplomatic efforts, the daily quoted Hamas sources close to former Palestinian Foreign Minister Mahmoud al-Zahar as saying.

The report added that Egypt’s assurance persuaded Hamas not to evacuate its security compounds in accordance with routine procedures in place after any threats by Israel.

6 Kommentarer »

  1. Rigtig god oversigt over konflikten og gode kommentarer. Journalisters evindelige finden årsager til evt. handlinger eller mangel på samme er som du skriver meget trættende, og vel et forsøg på at skabe mere polemik end nødvendigt, fordi situationen er ganske enkel og ligetil. En dødelig træthed over at få smidt eksplosiver i hovedet og en dødelig træthed over hele tiden at få at vide man er et svin og en abe og at man skal fjernes fra jordens overflade. At man så samtidig tillader sig at benytte sin overlegne teknologi i militær henseende er jo også alt for dårligt, når modstanderen kæmper med våben af ringe kvalitet og træfsikkerhed. Næ, før krigen som i 1700 tallet, hvor officerer skånedes for at slaget kunne føres som gentlemen. Problemet er blot at i denne konflikt er der ingen gentlemen, det har Hamas sørget for ikke findes på deres side.

    Comment by synopsis-olsen — December 31, 2008 @ 2:50 pm
  2. Man kan ikke undres over krigen, for den giver sig selv.
    Men man kan undres over EU og resten af den vestlige Verden, der mener, at de har et forsørgeransvar overfor palæstinenserne.
    De er arabere, derfor påhviler det de stenrige arabere at sørge for deres egne.
    Det er sindssygt, at vi i Danmark skal betale palæstinensernes underhold, de lader absolut ikke til at være underernærede.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — December 31, 2008 @ 2:51 pm
  3. Jeg tilslutter mig gerne både Synopsis-Olsens betragtninger og falkeøjes.

    Europas mangeartede og temmeligt ensidige støtte til Israels omkringboende fjender har i syv årtier holdt den mellemøstlige gryde i kog og på urimeligt aktiv vis medvirket som aktiv fødselshjælper i den voksende demografiske uligevægt i Israels disfavør. Europas antisemitisme (kald den ubehag ved alt, hvad jøder er og gør) synes at have skiftet stil, men ikke mål.
    Den førte politik (behovet for olie) har siden II. Verdenskrig medført en måske utilsigtet fortsættelse af gammel ondskab (kald det endlösung), som er langt mere indirekte (og fremsynet? - utilsigtet?) i det mærkeligt endeløse og uangribelige, politiske flow af medynk og økonomisk forsørgelse, som vi har været vidne til flittigt fulgt op af andre, mere eller mindre effektivt iscenesatte folkeligt gode gerninger, men altid usvigeligt sikkert og massivt fulgt op af offerromantisk mediepropaganda.

    De nuværende, spagfærdige, europæiske og mellemøstlige, politiske reaktioner på frontliniestaten, Israels militære ‘overreaktion’ er helt klart ikke dikteret af hensynet hverken til Israels beståen eller udslettelse, men bunder i frygten for Iran som regional stormagt udstyret med atomraketter, der kan nå hjertet af Europa, Italien, Frankrig, Tyskland og Saudi-Arabien, Jordan og Ægypten. Derfor er ikke engang Rusland ude med riven. Der er også nemme mål i Rusland.
    Kan Israel mon denne gang gøre det bedre end mod Hizbollah? Alle holder vejret i egen interesse, klar til at tampe løs på Israel for at aflede opmærksomheden fra egne svagheder.

    Alle glemmer, at Israel fortsat kæmper for sin overlevelse, mens alt tyder på, at EU om kort tid selv bliver en frontliniespiller og må til at overveje sin eksistens.

    Godt Nytår!

    Comment by Emeritus — December 31, 2008 @ 4:43 pm
  4. ” … ikke blot den palæstinensiske terrorgruppe Hamas, men også dennes ideologiske og finansielle mæcen - det iranske præstestyre.”

    - Er der ikke noget med, at også vores allesammens EU og dermed vi selv er financiel mæcen for foretagendet?

    Comment by AN — December 31, 2008 @ 6:12 pm
  5. Jeg har ikke så meget at tiføje til de herre.
    Men en ting er der dog til Emeritus.

    “Alle glemmer, at Israel fortsat kæmper for sin overlevelse”

    Jeg er uenig, og vil heller sige at, stupiditeten og luk`en af for virkeligheden er den mekanisme der foregård i mange vesterlændige hoveder, Israel har været på landkortet i de fleste nulevende mennesker livstid, (glem alle fra mellem østen de fleste er vel kun i 20 års alderen, dødsraten er høj, men de er gode til at sætte unge gale i verden) så jeg opfatter at disse menesker (vesten) ser Israel som en stormagt der mere eller mindre altid har været der og undertrykt de fattige naboer, desvære er der Israelske jøder der hopper på den galej, venstrefløjen er mange steder i Israel og i vesten som helhed, disse menesker må have et døds ønske, det er mig komplet uforståelig at de ikke kan se/vil forstå at det er en overlevelses kamp.

    Også herfra, et Rigtig Godt Nytår og forsæt hvor I slap.

    Comment by Per N — December 31, 2008 @ 6:34 pm
  6. Ja Olsen, jeg havde glemt tonen i debatten. At blive kaldt abe og svin og få daglige trusler om udslettelse er nok noget, der kan konstruere en, som yderligtgående.

    Det er nemlig rigtigt Falkeøje og egypterne har endda lukket grænsen til Gaza fordi de ikke vil have de erfaringer med palæstinensiske flygtninge vi har her i landet. http://jp.dk/udland/mideast/article1555836.ece

    Foragten for jøder trives især på venstrefløjen, men jeg formoder, at der også er dem, som dun hovedsaligt sigter til Emeritus. EU, som frontliniestat er et mareridt. Den uansvarlige inerti i systemet gør EU til inkarneret eftergiver i modsætning til nationalstater, der er sig selv og sit eget ansvar bevidst. EU er ikke et fredens projekt i den forstand at det hindrer krige indbyrdes mellem de europæiske stater, men det kan være det så langt at tænderne er trukket ud så vi ikke kan bide fra os. EU vil så være slaveriets projekt.

    Comment by Drokles — January 1, 2009 @ 9:03 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress