Venstrefløjen nedsunket i ressentimentsideologi

Godheds-industrien, Historie, Multikultur, Politik, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on December 3, 2008 at 9:20 pm

En fremragende ældre artikel på Tidehverv af Lars Hedegaard, som bør læses i sin helhed. Hedegaard demonstrerer i overlegen stil at han er andet end en skarp satiriker - han er en af landets fineste analytikere af Danmarks nyere åndshistorie.

Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Og hvis man gerne vil have et humoristisk eksempel på fænomenet ressentimentsideologi er her komiker, skuespiller og entertainer Hugh Laurie

———————————————————

Af en eller anden grund er henvisningsfunktionen slået fra på den nævnte Hugh Laurie video og man kan derfor ikke se den direkte Monokultur. Men den kan ses på Youtube på nedenstående link.

http://www.youtube.com/watch?v=Q8chs2ncYIw

2 Kommentarer »

  1. Øv, jeg nåede ikke at se videoen før den er væk!

    Comment by Peter Buch — December 3, 2008 @ 10:43 pm
  2. Jeg forstår din skuffelse og beklager besværet, men den er ikke væk. Jeg havde ikke set at man ikke kunne henvise til den via bloggen. Derfor - tryk på linket nederst på posteringen og se den på Youtube.

    Comment by Drokles — December 4, 2008 @ 1:31 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress