Forleden rejste en artikel i Information en lang række spørgsmål om hvorfor udlændinge altid vil blive forfulgt, tortureret og myrdet, hvis de skulle forlade Danmark, som jeg savnede svar på. Frustrerende, som den oplevelse ellers var er det glædeligt at, der findes andre aviser, som f.eks. Kristeligt Dagblad.

Det var hårdt at rejse ud, men det er lige så svært at vende tilbage. Sådan har mange af de flygtninge det, der de seneste par år er begyndt at vende tilbage til det kurdiske selvstyre i Nordirak. For det er ikke så nemt at slippe ud af Danmark, som man skulle tro, og velkomsten i hjemlandet er langtfra altid hjertelig.

I millionbyen Erbil har Ako Sema været tilbage i to år nu. Han har sit eget radioprogram for unge, har også haft et tv-program og er i gang med at bygge et kultur- og mediehus. På gaden bliver han genkendt, og de unge hilser begejstret, for han er én af de få, der tør tage emner som sex og alkohol, frihed og fremtidsplaner op i sine programmer. Men i resten af samfundet er han udstødt. De kalder ham æreløs og korrumperet af vestlige værdier, fortæller han:

– Jeg kom tilbage for at hjælpe med at bygge landet op igen. Det er min pligt, synes jeg, når nu jeg har muligheden for at gøre en forskel. Jeg kom også for at slippe væk fra evig og altid at blive stemplet i Danmark som indvandreren, der aldrig var rigtig dansk og derfor skulle gøre sig ekstra fortjent til alting, selvom jeg havde boet i landet i 25 år, var fuldt integreret og havde et godt job som uddannet socialrådgiver. Jeg var kørt træt i, at andre altid skulle bestemme, om jeg var noget værd. Men her i Kurdistan bliver jeg også stemplet. Nu er jeg bare ikke ”ham muslimen”, men i stedet ”ham forræderen”.

Ja, det er hårdt at være ham “der aldrig var rigtig dansk“, men det er nok en del hårdere at være “forræder“. Nok om søgt ækvivalens. Lad os se på en del af asylindustrien

…..ifølge flere sociale hjælpeorganisationer, der hjælper de afviste med at arrangere hjemrejsen, risikerer de at blive truet af andre afviste asylsøgere i Danmark og stemplet som skruebrækkere, hvis de tager imod pengene [fra den danske stat til at starte et nyt liv for]. For de svækker de tilbageblivendes kamp for at blive boende i Danmark. For asylsøgere, der har boet i op til otte år i en midlertidig og uvis tilstand på danske asylcentre, gør den behandling det ikke nemmere at vende hjem.

Der findes dog også afviste asylsøgere, der klarer sig godt. De har for det meste bare ikke lyst til at tale med pressen. I de sociale hjælpeorganisationer hører man nemlig også ofte om mobninger og trusler mod dem, der udtaler sig for positivt om at vende tilbage til Irak.

Er der noget mere ynkeligt end en gruppe mennsker, hvis plan det er uanset omkostningerne at gøre sig selv ynkelig og hjælpeløs?