Nu står vi her igen

Diverse — Drokles on March 27, 2016 at 5:31 pm

Det sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen da han lagde blomster ved den belgiske ambassade. “Det, vi oplevede her til morgen, er ganske enkelt forfærdeligt. Det fylder mig med afsky, vrede og sorg.” fortsatte han. Men det fylder ham ikke med eftertanke om, hvilken politik han forfølger, når han passivt ser danske grænser nedtrådt af gud ved hvem, der måtte finde det betimeligt at slå rod eller folk ihjel i vores land. Det fylder ham ikke med eftertanke at muslimsk terror  slog til i hovedstaden for det europæiske projekt, der ikke evnede at kontrollere sine grænser.

Man kunne have håbet at TVs eksponering af det daglige liv i moskeerne i Danmark havde gjort større indtryk på debatten, i det mindste når terrorister slog til på europæisk jord. Men når Thulesen Dahl konkluderer at Dansk Folkeparti i virkeligheden ønsker “at fremme en europæisk form for islam” så går det vel den gale vej. På P1 for et par uger siden hørte jeg radioværten konkludere “Der er masser af uindtaget land når det handler om kvinder rettigheder”. Værten antog at moskeerne blot var nogle lommer fra fortiden, der nok snart ville blive skyllet igennem med en god gang Oplyst modernisme, som vil det gå sin skæve gang helt af sig selv.

At det er en kamp om vores civilisation, hvor imamerne og deres menigheder har den klareste forståelse af præcis, hvad det er for land, der skal indtages og hvordan, er endnu ikke sevet ind i de definerende klassers tankegang. Ingen eftertanke, blot mere Imagine og Kringsatt av fiender og hashtag Charlie og Paris og Belgien og je suis oppe i tiden, fordi jeg er det værd. Så volden må være den store læremester de kommende og pensum tårner sig op, især når man nu end ikke kan demonstrere imod terror af frygt for terror - men vi har vel alle Skype og kan jo altid farve vores profilbilleder…

Justitsminister Søren Pind leverede det måske mest pinlige opslag om terroren i Bruxelles på Facebook og selv om mange andre og forstandigere mennekser allerede har hæftet sig ved Pinds ordflom vil jeg alligevel dvæle ved absurditeterne

Forbandede terrorister. Men I skal vide dette: Det demokratiske samfund har før klaret sådan nogle som jer. Og vi vil gøre det igen. Vi vil forfølge og straffe hver og en af jer, putte jer langt væk i lang tid. Og vi vil sejre. Jeres formørkede ideologi står ikke en chance mod det oplyste moderne demokratiske samfund. Som al anden totalitær, undertrykkende og menneskefjendsk tankegang vil I blive smidt ud på historiens losseplads, hvor I hører til - kvalt af moderniteten, forfulgt af de lovformelige myndigheder. Fred med de døde i Belgien.

Danmarks Justitsminister leverer intet andet end ordflom, som en selvretfærdig præst, der trommer menigheden til samling om deres egen tro på troens kraft. Men Pind er ikke ansat som præst, han er justitsminister, den del af regeringen, hvis resort det er at sikre “at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde”, som det formuleres i Jyske Lov. Og vi er ikke hans enfoldig menighed, men Folket. Så hvorledes mener Pind at ville straffe selvmordsterrorister der fyger over hegnet med Pinds politieskorte, så de ikke tør fuldbyrde deres ondskab?

Eller måske er jeg for hård ved Søren Pind når hans chef, føromtalte statsminister, trods alt udtalte “Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker”. I samme åndrag kunne man på TV2 læse at “Paven vaskede og kyssede fødderne på muslimer, hinduer og kristne flygtninge, mens han samtidig undsagde terrorhandlingerne i Bruxelles”. Man turde jo mene at det burde være et enten eller. I Sverige var det kvinder der reagerede med at iføre sig hijab, som en solidaritetserklæring til muslimerne, som altså ikke var dem, der var blevet myrdet.

Der er også Rasmus Brygger, skønt han ingen reel betydning har, så er han altid leveringsdygtig i opsigtsvækkende udsagn

12814244_10207611313093513_8579105334174140721_n

Den eneste form for logik i dette opslag, som jeg kan finde er at Rasmus Brygger tror at alle forskelle er ens. At en stormufti er det samme som Prins Henrik, at islamificering er det samme som et liberalt demokrati osv. På den præmis kan vi alle hilse på vores spejlbillede og ønske det fremmede velkomment.

Men nu skal man ikke være for hysterisk med, hvad folk lægger på Facebook, ellers ville man jo også skulle minde om Margrethe Aukens Facebook opslag fra Januar

1935220_10154670877794112_1061213669956618877_n

2 Kommentarer »

  1. Tak igen for en præcis kommentar. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv : Hvad er det for en styreform, der kun med mange års mellemrum frembringer politiske ledere, der kan / tør tænke selv og tale selv ?

    Comment by Henrik True — March 27, 2016 @ 6:00 pm
  2. Det er vel den normale styreform. Alt andet lige.
    Det er dog måske først med mange, mange års mellemrum.

    Comment by Peter Buch — March 29, 2016 @ 11:16 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress