Pressen vælger gode historier fra

Det er i Vesten almindeligt at betragte vores medier, som værende mere pålidelige end ikke-vestlig medier. Russiske medier har en klar pro-russisk dagsorden og der er ingen reel markeds- eller demokratisk kontrol. Og sådan er det sikkert også i resten af den gamle østblok, hvor halvfascister som Victor Orban regerer og Romaer forfølges og bøsser ikke kan gifte sig. De vestlige medier selv er helt sikre på deres egen fortræffelighed. Og sådan var det også engang. Vesten var det eneste sted hvor der herskede frihed. Men det er længe siden.

En gruppe kristne kaste overbord til druknedøden af vrede muslimer, kunne man læse. Men det fik ingen konsekvenser for dækningen og vinklingen. Tyskland sorterer migranterne efter religion og etnicitet, ellers kommer de op at slås. Eller rettere, ellers overfalder muslimer ikke-muslimer og nogen gange også hinanden. Ingen synes at bekymre sig for, hvad perspektivet er i det, især hvis de skal herind at bo. Der advokeres for et multietnisk samfund, mens folk flygter fra sekterisk vold. De fleste migranter er ikke fra Syrien, men vinklen er stadig at alle er flygtninge fra krig. Ingen spørger hvilke af de stridende parter migranter støtter hvem de flygter fra eller synes at kere sig over om det overhovedet er relevant. Der er heller ikke noget perspektiv i at de fleste er mænd i den våbenføre alder. Da disse unge mænd aggressivt angreb grænsevagter i Balkan og Slovenien og hvor som helst, blev det til historier om hvorledes kvinder og børn fik tæsk. En migrant kastede brutalt sin kone med et spædbarn i favnen ned på togskinnerne og hoppede derpå selv ned over hende, mens han skreg at han hellere vil have sin og sin families død end ikke at komme til Tyskland - pressen viser at han ligger på togskinner med sin kone og barn mens grænsevagter står tæt omkring, som var det dem, der var de skyldige. Afrikanske migranter stormer spanske grænsehegn og som de løber gennem gaderne for første gang i det forjættede kristne land råber de Allahu Akbar - og ingen spørger hvad de mon mener med det.

Norsk politi fandt billeder af henrettelser og IS-falg hos flygtninge” skrev flere aviser. Det er politiet, der oplyser om deres fund og medierne refererer selvfølgelig politiet. Men så sker der ikke mere. Danske medier har ikke spurgt dansk politi om de har gjort lignende opdagelser. Hvad med andre lande? “Det, som ser alarmerende ud, kan have andre forklaringer end støtte til terrororganisationer” citerer man en leder for den norske sikkerhedstjeneste og så er det vel godt nok. Det kan betyde så meget, ja, men det kan også betyde at vi ikke ved, hvor mange tusind terrorister, og deres endnu flere sympatisører, der lukkes ind.

Og hvis ikke man vil foretage sin egen research, så kan man vel i det mindste vil ungarsk TVs tidligere reportage, hvor man ikke blot ser indholdet, men også har allieret sig med glimrende psykologer til at tolke billederne. Billederne viser unge mænd, der gennem gensidige prygl, gør sig kampklar til at modstå og håndtere smerte, når de når Europa. Og flere billeder af migranter, der går forbi TV stationernes kameraer og gestikulerer en halshugning så selv ikke eksperter burde være i tvivl om, hvad det mon kunne betyde.

En ungarsk journalist spænder ben for en løbende migrant med et barn i favnen. Skandale og det selv om det viser sig at migranten var jihad sympatisør - what are the odds? - forbliver den del af historien kun på blogs og sociale medier. Finsk TV bringer rørende historier fra flygtninge, der fortæller om deres situation. En af flygtningene har ladet sig fotografere før, back in the old country og genkendes, som MVLEHTI fortæller

terrorist-i-tv

terrorist-fra-tv-med-afhugget-hoved

What are the odds? (Billedet af terroristen med det afhuggede hoved har i øvrigt i målene 500-666 - what are the odds?). Hvorfor er det ikke en historie? Jeg sidder og tænker på at vi, eller i hvert fald jeg, er blevet så vant til denne parallelverden, mellem, hvad man selv kan finde på nettet, Youtube, Facebook og flere men mindre fremragende medier, blogs og hjemmesider og så den verden, der tegnes i de danske medier på statsstøtte, at jeg slet ikke stiller spørgsmål til, hvorfor danske medier, ja vestlige medier i det hele taget, slet ikke fokuserer på historier om hvem flygtningene egentlig er, hvad de kommer for og hvad vi allerede kan se af vold og trusler.

Det er jo gode og opsigtsvækkende historier. Men journalisterne vælger at messe kedelige fortællinger om uverificerbare , som kun venstrefløjen ser og det er kun af ren moralsk pligtskyldighed. Journalister har traditionelt set det som et kald at bringe sandheden for en dag. Siden har de set det som et kald at får sandheden til at ændre verden til det bedre. Siden har de retfærdiggjort den gode historie over sandheden, hvis blot den ændrede verden til det bedre. I dag caster de mest sig selv, mest som en dårlig vane, i det selvbillede de har arvet af at se Alle Præsidentens Mænd og Kinasyndromet med det samme skurkebillede af banditter i habitter og det samme billede af ofrenes forhutlede fremtoning. Det er faktisk mageløst at så mange journalister kan være så moralsk ukorrumperede i deres moralske kald, at deres fag ikke lokke med penge og prestige, hvis blot de opfylder fagets mindstekrav. At så mange journalister kollektivt ser helt bort fra indlysende gode historier, fordi de hellere selv vil være gode.

2 Kommentarer »

  1. Den journalistiske vinkling tager altid udgangspunkt i at stopfodre os med holdninger, der er som snydt ud af RV eller SF. Man kan f.eks. tage JP artikel den 25-01-2016, hvor Europols chef Rob Wainwright citeres for: ‘Islamisk Stat forbereder flere “Mumbai-lignende angreb” i EU’.

    Journalisten eller oplægget fra AFP reflekterer ikke over det logiske og oplagte, at når 1 mio. overvejende muslimer uden kontrol eller krav om identitetsvisning inviteres direkte ind i hjertet af Europa af ryggesløse politikere med Merkel i spidsen, så stiger risikoen for terror selvfølgelig dramatisk. En sådan tanke ville en radikal eller journalist aldrig overveje at bringe til torvs.

    I stedet citeres Europol for at mene, at der ikke findes konkrete beviser på, at terrorister på systematisk vis udnytter flygtningestrømmen til at komme til Europa. En sådan påstand er dels løgn og dels vandvittig set i lyset af, at Europol godt ved, at der er massiv svigt i kontrol af migrationsstrømmen og massiv blindhed over for at vide noget som helst om migranternes hensigter. Denne villede blindhed og ignorance omsætter Europol til påstanden om, at der ikke findes konkrete beviser. Det svarer til, at en person udsættes for røveri, hvorefter politiet nægter at tage sig af sagen og bagefter konkluderer, at der ikke findes konkrete beviser for, at røveriet har fundet sted.

    Europols chef har således ingen problemer med den massive migrationsstrøm i sig selv, hvilket viser, at han forstår fordelene ved politisk korrekthed. Omvendt evner han ikke politifaget. Ingen normal person vil da betro en sådan ignorant en politiopgave, hvis man har det mindste håb om at få sagen opklaret. Og journalisten er komplet ligeglad.

    Til gengæld vågner journalisten op med kritik af danske nej-sigere fra EU-afstemning, da Europols chef ikke overraskende plæderer for mere Europol. Journalistens bandbulle lyder således “Efter folkeafstemningen den 3. december står det klart, at Danmark ikke kan blive fuldt medlem af Europol.” Nej-sigernes ulydelighed antydes som det egentlige problem af journalisten, mens den store historie om Europols fejlvurdering af sikkerhedsproblemerne ved selve migrationsstrømmen ignoreres.

    Comment by traveler — January 25, 2016 @ 6:06 pm
  2. Journalistbranchen har flere afdelinger. I første division findes eksempelvis skribenter på Berlingeren og Weekendavisen. De er hverken engle eller genier, men leverer ofte relevant og sagligt stof - desværre meget ofte med skandaløs forsinkelse. Et godt eksempel er den ikke uvidende, men desværre forvirrede Pernille Bramming. Hun mangler ikke erfaring, men format!

    Der findes også en anden og en tredje division (i sidstnævnte rumsterer en stakkel ved navn Trads).

    Men for dem alle gælder det, at de halter “bagefter” fakta. De er for langsomme til at focusere på aktuelle ulykker, skønt deres fag handler om “jour” = i dag!

    Islams udslettelse af de sidste kristne i Iraq, Pak, Syrien og Ægypten er et eksempel på “ikke-historier” på journalistplaneten. Ikke høre! Ikke se! Ikke omtale! Kun muslimer kan være ofre, og det går så videre til politikerne.

    I Asger Aamunds formulering er politikerne bange for journalister, og journalister er bange for andre journalister! De - både politikere og journalister - har malet sig op i et hjørne. En anden metafor kunne være, at de bliver agterudsejlet af alle initiativtagerne på internettet.

    Comment by Torben Snarup Hansen — February 8, 2016 @ 2:17 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress