Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress