Radikale syltet ind i moralens

Diverse — Drokles on October 22, 2008 at 7:32 am

Det er mere end sigende at Vestager har overtaget ordførerskabet på klimaområdet. Det Radikale Venstres fineste opgave er altså nu at redde verden - intet mindre. Væk fra virkelighedens ubarmhjertighed og ind i eskapismens rus.

Den radikale identitet har altid været en nedladenhed overfor de danskere det var deres sure lod at dele land med. Med en anstrengt overbærenhed har de storsindet taget det på sig at hjælpe det bagstræberiske folk og gøre det utålelige mere tåleligt ved at opbløde den ene fløj igennem samarbejde med den anden fløj. Det var at gøre en dyd af nødvendigheden i en smertelige erkendelse af, at man ikke kunne flytte danskerne ud af det Danmark, hvor man havde ret til at regere. Eller sådan var det indtil 1980′erne, hvor muligheden for en befolkningsudbytning viste sig. Her var - om ikke den ønskede kulturændring - så i det mindste opløsningen af den dumme danske kultur, der så længe havde hængt, som en klods om benet på den indlysende politik og det smagfulde liv. Et skridt på vejen.

Med udsigten til en endelig sejr over et Danmark fuldt af danskere og indførelsen af den radikale tusindårsidealstat var valget i 2001 direkte traumatisk. Den moralske fane med alle dens løfter om en bedre verden man begejstret havde hævet de seneste tiår blændede de radikale for Radikale Venstres eget eksistensgrundlag - at fokusere på hvad man samarbejdede om snarere end hvem man samarbejdede med. Den moralske overlegenhed, der hidtil havde givet en politisk fleksibilitet, hvor man trods sit borgelige liberale udgangspunkt via Socialdemokratiet vandt en indflydelse, der så langt oversteg den parlamentariske opbakning ændrede karakter.

I skuffelse over tabet af magten i 2001 slog man i blind bitterhed den ultimative moralske tone an og man pantsatte på den konto sin hidtidige og meget effektive politiske manøvredygtighed i forventning om hurtig sejr og tilbagevenden til magten, enten i form af genindsættelse i regering sammen med Socialdemokraterne eller i form af at kunne banke den borgerlige fløj tilbage på plads. Men sejren kom ikke og bundet til en endelig og ikke forhandlingsbar agressiv moral var man fanget i et ægteskab med en venstrefløj, hvis ideologiske grundlag ikke bare stred imod liberalisme, men, hvad der viste sig skæbnesvangert, stred imod sit eget væsen. For ingen af parterne havde hjemmel i sin ideologi til at gennemføre det moralske ridt man havde sadlet op til.

Socialisme med sin dyrkelse af moderniteten kan ikke kombineres med omfavnelse af fremmede religioner og arkaiske kulturer. Det åndelige slægtskab mellem socialisterne og Radikale Venstre byggede på løgn ikke bare om de faktiske forhold i jernindustrien - løgne der var udsprunget af trends i et toneangivende miljø og taktiske manøvrer, der skulle fremstille sine modstandere som usympatiske og en egen sulten søgen efter undertrykte masser man bare skulle repræsentere - men også ideologiske løgne, hvor socialisterne for en tid havde glemt forestillingen om et socialistisk samfund, der med tiden nødvendigvis måtte kræve sin totalitarisme over andres. De Radikale havde for deres vedkommende - som sædvanligt - fortrængt sit særlige danske ophav og de nationale forudsætninger deres politiske udsyn byggede på.

Radikale Venstres selvopfattelse som den inkarnerede ufejlbarlighed betød, at de endte med rollen, som det sekteriske parti, der ikke søger realismens uskønne løsninger men uforsonligt dyrker drømmen om menneskehedens frelse. Frem for at være sig sit ophav tro og kæmpe for en åndsfrihed låste man sig fast på monoman støtte til det totalitære fremmede alene fordi det var fremmed.

Kortsigtede og tidsbestemte taktiske alliancer skabt uden tanke på, hverken den virkelighed eller det ideologiske fundament, der ellers burde danne den enkelte politikers indlevende virke er den grundlæggende årsag til det politiske morrads Vestager og det Radikale Venstre nu sidder i. Fastlåst i forbenet moralisme er Radikale Venstre fra at være et parti, der kunne samarbejde med begge fløje forvandlet til et parti uden mulighed for venner. De uforsonlige udfald mod Venstre og Konservative, ikke blot for deres samarbejde med Dansk Folkeparti, men også for deres tilslutning til de præmisser, der danner baggrund for indvandringskritik har for længst afskåret dem fra et realistisk samarbejde med den borgerlige fløj, hvor Radikale Venstre ellers ideologisk hører hjemme. Og uanset at den værdipolitiske venstrefløj er kommet i flertal i partiet efter skabelsen af Ny Alliance er partiet i sin grundvold stadigt liberalt og kan derfor ikke sidde alene i en rød regering med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Radikale Venstre vil ikke se i øjnene, at alle andre end Liste Ø har erkendt, at indvandring ikke er en uproblematisk størrelse, at antal er afgørende og at fremmede værdisæt uagtet deres eksotiske udtryk stadig er værdisæt man må forholde sig til og holde op imod, hvad man selv tror på. Og de vil ikke erkende at den politiske konsensus i høj grad repræsenterer virkeligheden, som den tager sig ud i Danmark. De kan derfor hverken være ansvarlige eller fleksible.

Hvis de radikale skal genfinde deres plads i dansk politik er de tvunget til, at indrømme sin ultimative fejlen i efterkrigstidens største nationale udfordring. Så længe man ikke magter denne svære og for radikale måske umulige øvelse vil Vestagers kurs væk fra Jelveds ultimative linie ikke være kompromissøgende, men knæfaldene for enten rød eller sort blok, hvilket naturligvis er uacceptabelt for begge fløje i partiet.

Som den flinkepige, der dygtigt og loyalt opfyldte de krav, som den tidligere ledelse udstak endte Vestager ganske efter planen med kors og bånd og stjerner på. Men som flinkepigens skæbne altid tegner sig uegnet til at lede sit eget liv da det ikke længere gælder opfyldelse af virtuelle krav, men selvstændigt at skulle gennemskue og manøvrere i den verden alle andre befinder sig i. Hun kan ikke lede Radikale Venstre tilbage til midten af dansk politik fordi hun er fanget af sin skolede tankegang og ikke formår at erkende den virkelighed hun befinder sig. Flinkepigen Vestager har kun sit tillærte partivokabulartorium og sine taktiske øvelser fra de mange år i partiapparatet i bagagen og ingen realisme til at stå i en egen ret. 

Radikale Venstre er grundlæggende et provinsielt parti, der bag sin foragt for danskernes lidenhed, der ikke blot har ført landet ud i en krise, det i bedste fald vil tage generationer at rette op i storhedsvanvid bilder sig ind, at man fra en dansk ordførerpost kan påvirke hele verden til at ændre klimaet. At sætte sig selv på et pidestal er at forvrænge sin virkelighed.

6 Kommentarer »

  1. FLOT kommentar !

    Comment by Morten Dreyer — October 22, 2008 @ 8:01 am
  2. Meget skarp analyse af det radikale venstres selvforskyldte situation og Vestagers muligheder for ændre den.

    Comment by Polyla — October 22, 2008 @ 11:46 pm
  3. Endnu en flot artikel af Drokles.

    “Socialisme med sin dyrkelse af moderniteten kan ikke kombineres med omfavnelse af fremmede religioner og arkaiske kulturer.”

    Det tror de dog stadigvæk i København hvor socialdemokraterne overvejer at bruge skatteyderkroner på islam konsulenter. I samme by har de indført halal mad til alle kommunens skolebørn og kommunen har taget religiøst tørklæde på ved at have offentigt ansatte i hijabs.

    Comment by Janne — October 23, 2008 @ 10:58 am
  4. Vel talt!

    Comment by EAM — October 23, 2008 @ 5:30 pm
  5. Til Morten Dreyer.
    OT.
    Jeg lagde svar til dig på Monokulturs tråd - ‘Ole Hyltoft om fisefornemhedens artige medløbere’.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

    Comment by Emeritus — October 25, 2008 @ 1:34 am
  6. Det helt uacceptable ved de radikale er deres menneskesyn.
    Og så tonen i deres debatform……………

    Comment by Gert petersen — November 5, 2008 @ 1:42 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress