Skal vi udskrive en blankocheck til EU?

Diverse, EU, Euro, Historie, Politik, Økonomi og finans — Drokles on November 29, 2015 at 7:39 am

“Den 3. december beder man os udstede en blankocheck” skriver “[T]idligere sekretær i Justitsministeriet, lektor på Københavns Universitet, PET-chef, generalsekretær for Det Danske Advokatsamfund og direktør for Folketinget” Ole Stig Andersen i Information

Forud for afstemningen i 1972 om medlemskab af EF deltog jeg ved udarbejdelsen af Justitsministeriets redegørelse, der konkluderede, at det ikke var nødvendigt at ændre grundloven, selv om der blev afgivet suverænitet til EF. Grunden til denne konklusion var at finde i grundlovens paragraf 20, som kom ind i forfatningen i 1953 med det formål at sikre dansk deltagelse i overnationalt samarbejde, som man på det tidspunkt kendte fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Afgørende for at gøre brug af denne kattelem var, at der kun blev afgivet beføjelser »i nærmere bestemt omfang«.

Problemet for os var EF-traktatens ’gummiparagraf’ (art. 235), som gav mulighed for udstedelse af retsakter, som der ellers ikke var hjemmel til. Retsakten skulle efter denne bestemmelse være nødvendig for at virkeliggøre et af fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer. Og medlemsstaterne havde vetoret.

Justitsministeriets opfattelse var, at disse betingelser opfyldte det såkaldte bestemthedskrav i grundlovens paragraf 20, og denne opfattelse videregav jeg da også i min undervisning som lektor i omkring 20 år på Københavns Universitet.

Tvivlsomme påstande

Men vi tog fejl i 1972. Rammerne i gummiparagraffen blev med dansk medvirken sprængt, og en politisk aktivistisk og integrationsivrig domstol medvirkede til yderligere overdragelse af beføjelser. Paragraf 20 var blevet en ladeport, og jeg har konstateret, at der på løbende bånd afgives suverænitet mellem traktaterne. I Maastricht-dommen udtalte Højesteret (i modsætning til den tyske forfatningsdomstol), at ladeporten kan bruges til afgivelse af beføjelser indtil det punkt, hvor Danmark ikke længere kan anses for at være en selvstændig stat. Og i Lissabon-dommen var domstolen af den opfattelse, at der ikke blev afgivet suverænitet, selv om vetoretten i Lissabon-traktaten blev erstattet med flertalsafgørelser. Her strider juraen mod sund fornuft.

Lovforslaget, vi skal stemme om på torsdag, forudsætter, at det ikke er i strid med paragraf 20 at omdanne retsforbeholdet med en tilvalgsordning, selv om Danmark herved efter EU-retten afgiver suveræniteten på alle de områder, forbeholdet dækker, herunder også asyl- og indvandringsområdet. Men denne opfattelse er bestemt ikke en ubestridt juridisk sandhed.

Det fremgår desuden af lovforslaget, at beslutning om tilvalg vil ske efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg. Dette er næppe parlamentarisk i orden, idet regeringen efter de gældende procedurer ikke skal have et positivt mandat af udvalget, men kan nøjes med at konstatere, at man ikke har et flertal imod sig.

Jeg skrev igår at skønt EF/EU af blandt andre Jean Monnet, var tænkt som en opløsning af nationalstaterne til fordel for en superstat, så er det ikke den drøm, der driver værket. Det er trods alt folkevalgte regeringer, der ser mod stjernerne og forblændes. Men EF/EUs institutionelle dynamik, der kræver evigt vokseværk giver det samme resultat. Alligevel skal jeg ikke være blind for den ideologiske kerne, der bekriger os, skriver UKIPs grundlægger professor Alan Sked i Telegraph og minder om at den tidligere britiske premierminister…

…Harold Macmillan and his closest advisers were part of an intellectual tradition that saw the salvation of the world in some form of world government based on regional federations. He was also a close acquaintance of Jean Monnet, who believed the same. It was therefore Macmillan who became the representative of the European federalist movement in the British cabinet.

In a speech in the House of Commons he even advocated a European Coal and Steel Community (ECSC) before the real thing had been announced. He later arranged for a Treaty of Association to be signed between the UK and the ECSC, and it was he who ensured that a British representative was sent to the Brussels negotiations following the Messina Conference, which gave birth to the EEC.

In the late 1950s he pushed negotiations concerning a European Free Trade Association towards membership of the EEC. Then, when General de Gaulle began to turn the EEC into a less federalist body, he took the risk of submitting a full British membership application in the hope of frustrating Gaullist ambitions.

His aim, in alliance with US and European proponents of a federalist world order, was to frustrate the emerging Franco-German alliance which was seen as one of French and German nationalism.

Monnet met secretly with Heath and Macmillan on innumerable occasions to facilitate British entry. Indeed, he was informed before the British Parliament of the terms in which the British approach to Europe would be framed.

Despite advice from the Lord Chancellor, Lord Kilmuir, that membership would mean the end of British parliamentary sovereignty, Macmillan deliberately misled the House of Commons — and practically everyone else, from Commonwealth statesmen to cabinet colleagues and the public — that merely minor commercial negotiations were involved. He even tried to deceive de Gaulle that he was an anti-federalist and a close friend who would arrange for France, like Britain, to receive Polaris missiles from the Americans. De Gaulle saw completely through him and vetoed the British bid to enter.

Macmillan left Edward Heath to take matters forward, and Heath, along with Douglas Hurd, arranged — according to the Monnet papers — for the Tory Party to become a (secret) corporate member of Monnet’s Action Committee for a United States of Europe.

According to Monnet’s chief aide and biographer, Francois Duchene, both the Labour and Liberal Parties later did the same. Meanwhile the Earl of Gosford, one of Macmillan’s foreign policy ministers in the House of Lords, actually informed the House that the aim of the government’s foreign policy was world government.

I sommer kunne man på Telegraph læse Juncker citater

On Greece’s economic meltdown in 2011

“When it becomes serious, you have to lie.

On EU monetary policy

“I’m ready to be insulted as being insufficiently democratic, but I want to be serious … I am for secret, dark debates”

On British calls for a referendum over Lisbon Treaty

“Of course there will be transfers of sovereignty. But would I be intelligent to draw the attention of public opinion to this fact?,”

On French referendum over EU constitution

“If it’s a Yes, we will say ‘on we go’, and if it’s a No we will say ‘we continue’,”

On the introduction of the euro

“We decide on something, leave it lying around, and wait and see what happens. If no one kicks up a fuss, because most people don’t understand what has been decided, we continue step by step until there is no turning back.”

On eurozone economic policy and democracy

“We all know what to do, we just don’t know how to get re-elected after we’ve done it”

Jeg tror jeg stemmer nej - igen.

2 Kommentarer »

  1. EU skaber den ene katastrofe efter den anden. Politisk mastodont-styring a la EU viser sig at være en gigantisk misforståelse. Den en krise lægges oven på den næste. Uanset hvor dygtige embedsfolk og politikere er, skaber deres beslutninger nye store og stadig større problemer:

    Eksempel 1
    Med det indre marked skabte EU muligheden for at EU-borgere kunne få børnepenge mv. fra dag ét. Nogle danske politikere ville gerne værne om det danske velfærdssamfund og udtalte: Det er dybt problematisk og et stort tilbageskridt, men kunne intet gøre, da EU jo bestemmer.

    Eksempel 2
    Med Euroen skabte EU muligheden for finansielt sammenbrud i Grækenland. Et flertal af danske politikere var stærkt utilfredse med, at Danmark ikke var med i Euroen, så EU kunne bestemme, men så undgik vi andre en alt for stor dansk betaling til Grækenland. Rent lykketræf for Danmark, men en katastrofe for mindre rige Eurolande.

    Eksempel 3
    Med Schengen skabte EU muligheden for massemigrationen. Her havde danske politiker igen deponeret magten hos EU, og katastrofen udeblev ikke. Schengen kombineret med overdreven politisk generøsitet, skabte ikke bare grundlaget for den danske velfærdssamfunds kommende sammenbrud, men tillige den danske kulturs sammenbrud. Meningsdannere og kunstnere fryder sig i disse dage over at vores tid kan være over takket være denne Nye katastrofe, men det er så også de eneste.

    Comment by traveler — November 30, 2015 @ 9:50 am
  2. Det grænseløse liv, den grænseløse verden - også dette babelstårn vil blive knust, men prisen ?

    Comment by Henrik True — December 1, 2015 @ 4:29 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress