Venstrefløjen tænder et lys for revisionismen

Jeg har ikke regnet anti-semitismen som en egentligt fænomen blandt danskerne fordi man så sjældent, hvis nogensinde støder på egentlige jødefjendske ytringer. Jeg har haft den opfattelse, at så langt der er tale om egentlig anti-semitisme, som næsten udelukkende er begrænset til, venstrefløjen, så var den et udtryk for en ide om jøden og israelerene. At den anti-semitiske politik og retorik, er konsekvensen af en fortælling som venstrefløjen dyrker, måske mere af tradition. Jovist er venstrefløjen til tider ganske løssluppen med etnisk og religiøs essensialisme når man taler jøder og Israel med dem i trygge rammer, noget som offentligt mest skinner igennem som Israel-kritik, det enestående begreb der savner nationale modstykker som Saudiarabien-kritik og Gambia-kritik.  Men at der ikke i nævneværdig udstrækning (og Anne Grethe Holmsgaard er ikke nævneværdig) eksisterer noget personligt eller grundlæggende emotionelt motiv, som farver synet på jøder endsige den enkelte jøde.

Men som venstrefløjens dans med den muslimske indvandring de importere som et nyt proletariat synes deres kamp mod Israel at blive stadigt mere intens og blind. En lille del af det er at skrive jøden ud af historien om jødeforfølgelse. Et eksempel man kunne nævne var Fredsringen om synagogen i København. En muslimsk ung mand havde på baggrund af sin muslimske tro set sig bitter på jøderne, kontraktbrydende, ordombyttende aber og svin, og forsøgt sig med en massakre. En heltemodig vagt blev dræbt da han sikrede resten af forsamlingen kunne få fred. Men Fredsringen handlede om at sætte muslimerne i rollen som ofre for dårlig presse. Med kun en håndfuld muslimske piger i tørklæde med kraft nok til at simulere interesse for en løs ide om samhørighed agerede venstrefløjen potemkinkulisse så ringen kunne sluttes.

Åh, og så blev der lagt blomster for Omar, for han var jo også et menneske, skønt hans venner sparkede dem væk igen, da hans dødssted ikke skulle besudles af kuffar traditioner. Men det det handlede om for venstrefløjen var at bruge jødeforfølgelse til at pleje deres egen lille Hassan.

Og nu vil Enhedslisten og Radikale Venstre så skrive jøderne ud af deres egen historie, når de tænder et lys for flygtninge

aldrig-mere-krystalnat

Nazisterne forfølgelse af mennesker, der ikke passede ind i det ariske samfund må aldrig glemmes.

Derimod må jødeforfølgelsen som et specifikt fænomen gerne glemmes. For anden tolkning kan man ikke komme til. Krystalnatten handlede KUN om jøder.Og som Krystalnatten kun handlede om jøder skal det måske lige med, at ildsjæl og næstforkvinde i Exitcirklen Khaterah Parwanis arbejde med afradikalisering af unge KUN handler om muslimer.

Hvis jeg må give et godt råd til det yderste venstre; hvis i vil markere forfølgelse af alle de af os, der ikke passer ind i en eller anden overordnet ideologi, så lav en Gulag-dag eller en sharia-dag, hvor alle demokrater kan blæse tyranniet den lange march. Og insister på ytringsfriheden og afskaf blasfemi- og racisme paragrafferne.

2 Kommentarer »

  1. rigtigt godt,…tak

    mvh.
    Historyman

    Comment by Historyman — November 13, 2015 @ 9:38 am
  2. Angående de to sidste gode artikler - om universiteterne og om jødehadet - er det påfaldende, at jødehadet netop synes at stortrives på universiteterne. Jeg har ikke mødt det i nær samme grad i det menige danske folk, men altså netop blandt mennesker som har gået på universitetet. Er det en følge af det store indtag af studerende? Det tror jeg ikke. I hvert fald var nazisternes SS jo netop på topposterne godt fyldt op med akademikere. Den bl.a. fra Danmark kendte Werner Best var ét eksempel. Hvad er grunden? Er det den barnagtige vigtighed, der gør dem “kloge”? Er det del af atheismens religiøse vanvid? Der er sikkert mange grunde, men det har slået mig hvordan atheisme, politisk aktivisme og jødehad synes at følges ad !

    Comment by Henrik True — November 13, 2015 @ 2:09 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress