En Hamas TV-dramatisering af en terrorhandling viser knivens centrale rolle for en rituel slagtning af jøder

Denne video fra Hamas er en dramatisering af et af de mange terrorhandlinger der rammer Israel i disse tider.

Folk som de ca tusind antisemitter, der var samlet på Rådhuspladsen i weekenden og Torben Lund, tror moske at knive er de afmægtiges våben, ja for Margrethe Auken vil det sikkert være pap-knive, imod Israels teknologiske overmagt. Og at der på den måde er en hvis retfærdighed i terror.

Men kniven er symbolsk og angrebene er rituelle. Af samme grund som Islamisk Stat skærer halsen over på deres fjender trods et anseeligt våbenlager og nok teknologisk viden til at lave “russervogne”. Brændstof savner de jo ikke på de kanter. Svaret leverede en imam da nogle lod sig forarge over at han korrekt citerede fra koranen, der er det skriftlige grundlag for den i Danmark fuldt anerkendte religion islam. Jøder er efterkommere af aber og svin. Og der er ikke tale om et darwinistisk klarsyn, men om en grundlæggende karakteristik af det folk, der har byttet om på ordene og som ikke kan holde aftaler (især ikke fordi Muhammed ændrede aftalen undervejs og huggede 6-900 jøder for fode og solgte det dobbelte antal fra som slaver, men lad det nu ligge).

Jøderne er altså at betragte som dyr og endda urene dyr af slagsen. Det var derfor den moderate leder Mahmoud Abbas sagde at jøderne skulle holde deres ulækre fødder væk fra Al-Aqsa moskeen i sin hyldest til de mange terrorister. Og dyr slagter man. Derfor har kun den ene terrorist en pistol, som han bruger til at holde passagerne stangen, mens den anden terrorist går løs på passagerne med en kniv, en efter en.

Knivtemaet i den igangværende terrorbølge er altså rituelt fordi blodet skal spildes korrekt for det tabte land. Det tabte land er ikke et spørgsmål om grænser og bosættelser og andet pjat, som mange danskere tror fordi det er de eneste konflikter de kender til hjemme i andelsforeningen. Det tabte land er Israel, om det så kun var en matrikel. Det handler ikke om 800.000 arabere man i 1968 fandt ud af at kalde palæstinensere fordi man fandt at vesten bedre forstod nationale konflikter og at blod og jord hører sammen. 800.000 jøder blev ligeledes fordrevet fra de arabiske lande, men mens de blev borgere i Israel fraskrev Ægypten og Jordan sig deres egen befolkning i Gaza og Vestbredden ved at opgive kravet til jorden araberne stod på.

For Israels eksistens er den endelige ydmygelse af islam, da de beskidte jøder pludselig ikke var dhimmi, som det jo står skrevet de skal være, men derimod herrer i eget hus. Det er det der er Nahkba, katastrofen, som der har traumatiseret den muslimske sjæl.

2 Kommentarer »

  1. Ja, det kan næppe siges mere præcist.

    Comment by Henrik True — October 20, 2015 @ 4:20 pm
  2. Når nogle ikke vælger dhimmiens fejhed, men står fast på deres vestlige rettigheder og værdier, der er naturlige for dem I nadre sammenhænge som frie borgere, virker det stærk provokerende på alle dem, der frivilligt underkaster sig som dhimmier.

    Når Israel således fremstår som et ikon, der ikke underkaster sig som dhimmi, virker det stærk provokerende på vestlige dhimmier, der frem for at føle skammen over at svigte egne værdier foretrækker at hade Israel.

    Antisemitisme indeholder altså ofte en psykologisk mekanisme, hvor dhimmier prøver at få afløb for egen uønskede skam. Det er vel sådan bl.a. Torben Lund skal forstås.

    Comment by traveler — October 21, 2015 @ 9:15 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress