Ytringsfriheden under trefoldigt pres

Akademia, Diverse, Forbrydelse og straf, Muslimer, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on September 15, 2015 at 5:27 am

Frederik Stjernfelt skriver i Jyllands-Posten på baggrund af Mick Hume at Ytringsfriheden ikke blot er truet af muslimer, men også af den uddannede elite

Den gennemgående linje er, at den nye censur på disse områder ikke som tidligere fremføres af vrisne, bornerte konservative. Den fremføres istedet af velmenende liberals, altså venstreorienterede, der mener, at der er en lang række synspunkter, som almindelige mennesker ikke kan tåle at høre.

På internettet ser han det i kampagner mod trolls – trolde, der dukker op på hjemmesider og i debattråde og siger grove ting og afsporer den seriøse debat. I stedet for bare at ignorere dem er der flere og flere, der forsøger at regulere eller endog lovgive imod dem. Problemet er bare, at det synes lige så vanskeligt at blive enige om en gangbar definition af en troll som af en ”krænkelse” – og når man forsøger, er tendensen, at der kommer for meget med, og at trolls meget let bliver dem, der bare mener noget andet end hjemmesidebestyrere og lovgivere. Derved kommer den afgørende grænse mellem reelle kriminelle trusler og groft sprog til at opløses. For Hume er det snarere hæren af professionelle krænkelsessøgere, der er det reelle problem på nettet, med deres likesstorme mod ulyksalige enkeltpersoner – mere end sølle troldes sporadiske skældsord.

En ny internetbevægelse er ”retten til at blive glemt”, der understøttes af EU-domstolen – eksemplet er pianisten Dejan Lazic, der i 2014 krævede af Washington Post, at en tre år gammel dårlig anmeldelse skulle fjernes fra avisens hjemmeside. EU-domstolen har magt til at beordre aviser til således at slette links til artikler, som folk klager over, og i løbet af kun fem måneder fra domstolens vedtagelse i 2014 rapporterede Google, at man havde fjernet 498.737 links efter anmodning fra domstolen. Argumentet er, at uddaterede eller irrelevante informationer skal kunne fjernes – men kan man stole på domstolens vurderinger af dette? Som Wikipedias grundlægger, Jimmy Wales, argumenterer: »Skaber det ikke snarere orwellske hukommelseshuller, at folk skal være i stand til at bortredigere ubekvem information om dem selv fra offentligheden?«

På universitetsfronten finder Hume studenterbevægelser, der kæmper for frihed fra ytringer snarere end for ytringsfrihed. Et giftigt eksempel er 50-årsfejringen af den berømte Free Speech Movement på University of California i 2014.

Her hyldede rektor Nicholas Dirks fortidens aktivister, men tilføjede dydigt, at man kun kan have ytringsfrihed, for så vidt som »we feel safe and respected«, og at ytringsfriheden derfor skal dæmpes af civility – anstændighed. Det gav sig samtidig udtryk i, at protesterende studenter fik aflyst et planlagt foredrag af tv-værten og komikeren Bill Maher på grund af hans kritiske syn på islam. Det mente studenterne var »blatantly bigoted and racist«, samtidig med at de hævdede: »It is not a matter of freedom of speech, it’s a matter of campus climate« – og at Mahers taletid ville medføre et »farligt læringsmiljø«.

De studerende havde ikke mod til at møde ham i åben debat, men gik den feje vej over en internetkampagne. I sag efter sag viser Hume denne tendens: en bevægelse ved navn No platform fejer henover angelsaksiske universiteter, hvor en lang række synspunkter om religion, pro-Israel, con-Israel, pro-abort, con-abort, køn, politik, etnicitet osv., osv. udelukkes fra campus, fordi de hævdes at hindre de studerende i at være safe og comfortable. Aktivisterne, siger Hume, behandler deres medstuderende som børn, der skal beskyttes, i stedet for at se dem som voksne mennesker, der selv er i stand til at vurdere strømmen af synspunkter. Og i sag efter sag viser universiteterne sig ude af stand til at opretholde akademisk frihed, men bøjer sig ynkeligt for de studerendes censurkrav. Det er naturligvis særlig problematisk på universiteter, hvor muligheden for at tage hvilke som helst kontroversielle synspunkter op til kritisk diskussion udgør en del af selve institutionens formål.

Angela Merkel, der som tysker gerne åbner flere fronter, lægger også pres på ytringsfriheden

Facebook har reglerne. Brug dem.

Sådan siger den tyske kansler Angela Merkel til avisen rp-online.dk i et længere interview om den aktuelle flygtningesituation og den kritik mod hendes åbne arme-politik, der florerer på nettet.

Merkel siger at fremmedhad har eksisteret i masser af år - og altså før de sociale medier kom på banen - men hun mener, at den uhæmmede kommunikation, der foregår i sociale netværk bidrager til at skabe mere fremmedfjendskhed - og derfor beder hun nu Facebook om at gribe ind.

Det er ikke kun staten der skal handle
- Når navngivne mennesker kaster sig ud i hetz mod folkeslag, er det altså ikke kun staten og myndighederne, der skal skride ind.

- Facebook skal også standse disse fremmedfjendske paroler, og de har jo reglerne - nu skal de bare tage dem i brug, siger kansler Merkel, der i samme interview erklærer, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af borgerkrigsflygtninge Tyskland kan modtage.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress