Tradserier

David Trads tager på sin blog på Jyllands-Posten til genmæle mod mange af hans kritikere ved at svare ppå 10 udvalgte og ofte stillede spørgsmål. Første spørgsmål han svarer på, er, hvor mange flygtninge Trads selv er villig til at tage imod i sin lejlighed. Trads svar går, som Trads logik altid, på det andet af to ben. Han svarer abstrakt til det konkrete og konkret til det abstrakte. Hvorfor hjælpe overhovedet?

Folk har rettigheder, som ikke er afhængig af, om enkelte af os vil dele ud af vores penge. I gamle dage var det omvendt. Da måtte arbejdsløse og syge eksempelvis håbe på, at godsejeren ville hjælpe til. Det var ydmygende.

Trads historiske kommentar om godsejeren er kun taget med for sin surreelle kvalitet. Tilrejsende fra hele verden har rettigheder som ikke er afhængige af, om flertallet af danskerne er tilhængere eller modstandere af at dele ud af deres penge.

Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.

Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.

Vi har altså et fællesskab, men folk i vores velfærdssamfund har ingen ret til at sige nej til at man finansierer alle der kommer tilrejsende. Plads, har vi nok af, skriver Trads, for vi kan blot købe mere bebyggelse. Trads altruisme er adgang til andres lommer, lommer Trads mener er bundløse. “Er Trads den allerværste af dem alle, eller er det Stampe, Jensen eller CBT?” spurgte en god ven. Det er et svært spøgsmål. Carsten Jensen har vist skrevet en god bog i Vi De Druknede, så lidt formildende er det måske at sige om ham. Men det sørgelige er at det felt er endnu mere befolket, ja overbefolket, for nu at blive i temaet.

For overbefolket med tradser som Anders Ladekarl har vi nemlig hurtigt ikke plads nok i Danmark. Ladekarl var i forvejen en af de, der følte sig klemt af indvandringen og derfor flyttede væk og ud i de lyse med ordene “Jeg ønskede mig en større bolig“. Og i den bolig er det næppe heller plads til de indvandrere der allerede bor i hans hjerte så fællesskabet må tage resten - ja, dem alle, vi har jo en velfærdsstat til det samme.

anders-ladekarl-prins-joachim-og-torkild-thyrring

Eller en trads som Per Nyholm i Jyllands-Posten, der har besøgt Nørrebro, med “bus A5 fra Nørreport, i sig selv en socialantropologisk oplevelse“, hvor han slet ikke har fundet det virkelig, han har læst om i medierne. Tværtimod falder han…

…i snak med en venlig marokkaner. »Hvad tror du, reaktionen havde været,« spørger han, »om attentatet var blevet forøvet mod synagogen i Krystalgade?«

Jeg foretager en fodtur gennem Langbortistan. Ingen voldsmænd, intet politi, snarere myldrende liv, energisk handel, caféer og eksotiske butikker. Vi er helt sikkert ikke i Mellemøsten eller på Balkan. Dér lærte jeg i krigens tid, at man aldrig måtte gå ind i en gade, hvor der ikke hang vasketøj ud ad vinduerne. Jeg når frem til Det Mytologiske Kvarter (gaderne er opkaldt efter vore gamle guder) og spadserer ned ad den berygtede Baldersgade.

Jobcentret er lukket. Fem meget danske ungersvende sidder med lidt mad, en håndfuld bajere og en flaske mineralvand – denne sidste dog med brus – på en trappe. Eftermiddagssolen bager, som var den på besøg fra Kairo. Alt er fredeligt. Den meget omtalte Café Bumzen er lukket.

Første snak med en marokkaner demonstrerer fluks en paranoid kulturel/religiøs offerdyrkelse, hvor man står i modsætning til majoritetssamfundet, der holder hånden over jøderne. Men Nyholm spadserer videre og oplever endeløse rækker af shawarmabarer og kiosker som eksotiske. Alt er fredeligt og Café Bumzen blev omtalt fordi det var en venstreekstrem terrorrede. “En enkelt molotovcocktail blev vist nok kastet under en nylig fest” får vi senere at vide helt urelateret. Og måske blev denne molotovcocktail også kastet uden relation til Café Bumzen, men det styrer ikke Nyholms pointe.

Overflader har let ved at tage sig idylliske ud, hvis man ikke ved, hvad det er man ser når man ser “En arabisk fane vajer fra taget.” eller, hvad man skal mene om

En moder, hyllet i sort fra top til tå, passerer med to småpiger. De danser hen ad fortovet. Om 15 år vil de være til skæg og ballade i nattelivet.

Ja, børn af fundamentalistiske forældre er party-monkeys sammen med alle de andre tilhyldede piger på diskotekerne. Men der er en slange i Paradis

Vel inden døre trækker jeg over facebookkommentarerne til brandanslaget i Nordvestkvarteret. En navngiven herre skriver: »Godt, respekt – brænd kamellortet af.« En anden tilføjer: »I må godt få 10 liter benzin af mig.« En tredje: »Det næste bliver deres moske inden jeg dør er den brændt ned.«

Sådan lød skrålet i de tyske gader i nazitiden. Sådan lyder skrålet i vore dages København.

Det er problemet med Danmark idag, danskerne; de fylder for meget i velfærdsstaten.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress