Venstrefløjen benytter sig ikke af nok new-speak

Akademia, Diverse, Information, Politik, Pressen, venstrefløjen — Drokles on August 21, 2015 at 4:57 am

Tidligere næstformand for Socialistisk Folkeparti Peter Westermann og cand.scient.pol med speciale i metaforisk framing Jacob Riiskjær efterlyser i Information endnu mere new-speak på venstrefløjen. Det er kun ganske logisk, det er trods alt kun på venstrefløjen at man kan kalde sig selv autonom og gå i sortklædt flok, råbende floskuløse paroler om solidaritet og menneskesyn mens man smadrer byen. Allerede i indledningen går det galt

I Ludvig Holbergs komedie råber Jeppe på Bjerget: »Tal dansk, din sorte hund!« til advokaten, der taler kancellisprog. Jeppe ønsker et sprog, han kan forstå, forholde sig til og føle. Et sprog, han kan kende sig selv og sine værdier i. Venstrefløjen har både været dum og doven, når den så længe har forsømt at udvikle sit eget sprog, men blot har benyttet sig af højrefløjens.

Hvis advokaten repræsenterer venstrefløjen, hvad vil det da hjælpe dem at udvikle sit eget sprog, når det netop fremmedgør dem i forhold til Jeppe, der repræsenterer folket? Jeppe kan ikke forholde sig til venstrefløjens floskler fordi den ikke repræsenterer Jeppes egne værdier.

At ’blive lettet’ betyder ifølge Den Danske Ordbog at ’gøre mindre tung’. Skat er noget, vi betaler til staten mod at få adgang til en række fælles goder som politi, retsvæsen, veje, osv. Det er ikke en fysisk ting, som kan veje mere eller mindre. Dermed er skat ikke noget, man kan blive lettet fra. Når vi forstår, hvad der menes med ordet ’skattelettelser’ skyldes det, at vi alle deler en fælles forståelse af, at skat er en byrde.

Her forveksler venstrefløjen det ikke at kunne tale dansk med det at tænke. Jeppe kan udmærket forstå metaforer og sexualiserer da heller ikke den danske sommer. Jeppe kan derfor sagtens forholde sig til at hans hverdag bliver mere trængt jo flere penge konfiskerer. Jeppe kan også sagtens forstå at der er nogle fælles goder der kræver fælles bidrag. Men fordi Jeppe netop kan tænke får han en bitter følelse når han ser venstrefløjen opfinde allehånde særinteresser og importerer allehånde særinteressenter der skal betænkes med frugtens af Jeppes anstrengelser.

Westermand og Riiskjær tilhører eksempelvis som offentligt ansatte den “del, som ikke mener, at skat er en byrde”. De mener derfor videre at man skal fortsætte ud fra en mere klassisk socialdemokratisk vinkel på sproget, hvor velfærdsstaten er “En bygning, vi rejser“, hvor skatten derfor er ‘fundamentet’.

Hvis velfærdsstaten er en bygning, bliver skatten metaforisk til fundamentet for den bygning. Således bliver ’skattelettelser’ til ’skatteforringelser’ eller ’skatteerosion’, fordi en sænkning af skatteniveauet svækker fundamentet for vores fælles velfærdssamfund (bygningen).

Det er underforstået at ‘vi’ alle skal støbe fundamentet til den bygning uanset om vi er interesserede i at bo i den, hvorfor den for Jeppe antager form af et fængsel, med Westermand og Riiskjær som smilende . Det

Efter at have overvejet at omtale skat “neutralt”, som hæves eller sænkes, selv om det er svært at forestille sig vesntrefløjen bruge ordet skattesænkning, når nu massakre på velfærdsstaten ligger lige på tungen, foreslår Westermann og Riiskjær “Et tredje alternativ”, nemlig

…at frame en skattenedsættelse som en gave. At betale mindre i skat er en gave fra staten. Ikke en ret. Jensen har derfor fået en ’skatteforæring’.

Jeg kan kun bede til at venstrefløjen vil fortælle Jeppe Jensen er statens ejendom og at eventuelle rester af hans arbejdsfortjeneste derfor er at regne for en skatteforæring. Thi i så fald vil Jeppe svar være i et sprog venstrefløjen uanset at den ikke kan forstå eller forholde sig til så føle.

3 Kommentarer »

  1. Det får én til at overveje følgende:

    For at få ram på de rige kapitalistsvin, der grådigt mæsker sig i det arbejdende folks sved, sættes hele samfundet i en nærmest skattemæssig undtagelsestilstand af staten. Figurativt svarer det til lufthavskontrollen, hvor fordi en lille gruppe religiøse krigere higer efter at sprænge fly i luften, skal alle rejsende lide under en overdimensioneret totalkontrol. De høje skatteindtægter sikrer en overdimensioneret offentlig sektor, der med sin egen indre logik altid har behov for yderligere vækst, og derfor altid mangler ekstra penge uanset hvor mange, der inddrives.

    De statsstøttede medier og statsfinansierede forskere og meningsdannere er indrullerede som dem, der sprogligt formulerer statens indre logik og dermed dens umættelighed. Det skaber den offentlige mening, hvor der ingen grænser findes for, hvad stat og kommune bør tage sig af. Jo voldsommere ekspansion af staten, jo højere skrig fra trængende om uretfærdige besparelser. Den sproglige succes her er så stor, at skatten i dag langt overstiger, hvad der ville være tilstrækkeligt for at skabe et velfungerende velfærdssamfund, mens hungeren efter mere samtidigt kun vokser.

    Det skaber behov for et sprog, der kan retfærdiggøre adgangen til dette store overløb af skattepenge og tilfredsstille hungeren. Her kommer venstrefløjens new speak ind. Det store overløb af penge skaber en stor gruppe af afhængige mennesker, der har behov for new speak.

    New speak svarer til sproget hos charmøren, der får snakket sig adgang til en kærlighedshungrende kvindes bankkonto, og mens han grådig tømmer den for rub og stub, får han den forførte kvinde til at føle sig som godheden selv. Charmørens efterfølgende foragt for den forførte svarer til venstrefløjen foragt for de arbejdende skatteydere i den private sektor.

    Ligesådan har medierne en kø af alskens ofre, der lige trænger til lidt ekstra hentet fra de indkrævede skattepenge. Behovet er grænseløst - i princippet hele verden kan være værdigt trængende - undtaget selvfølgelig nogle irrationelt udvalgte sorte får - israelere og amerikanere - for eksempel.

    Problemet er at den overdimensionerede stat er afhængig af det civilsamfund, som den grådigt udbytter. Vi oplevede i den hedengangne Sovjetunionen, at statens ideologiske udbytning af sit værtsdyr, civilsamfundet, fik det til at visne bort, og dermed forsvandt grundlaget for statens egen eksistens. Kun eksport af olie og gas uden om civilsamfundet kunne forlænge Sovjetunionens levetid alt for mange år ud over en naturlig udløbsdato. Mens civilsamfundet var brudt sammen, var det indhyllet i en tåge af new speak, så ingen kunne finde hoved og hale i hvilken virkelighed, de reelt levede i. Forførte og manipulerede troede den almindelige sovjetborger, at det var fjenden Vesten, der var på sammenbruddets rand, mens det reelt var deres eget samfund, der blev beskrevet som ‘Vesten’.

    Det virker som om, at det er samme forførende new speak-cirkus, der prøves revitaliseret.

    Comment by traveler — August 21, 2015 @ 6:56 pm
  2. Godt indlæg. Nogle gange bliver det også interessant når folk indirekte indrømmer tåbeligheder.
    Når der feks diskuteres:
    Dem for hvem det ikke kan betale sig at arbejde.
    Og så indgår i diskussionen om størrelsen af beløb og så glemmer at mennesker jo ikke behøver økonomisk incitament. Eller arbejdet er lønnen i sig selv.
    Eller når socialisten brokker sig over tiltag mod kriminelle fordi det så hovedsagelig kommer til at berøre muslimer.
    Ja, sproget er morsomt.

    Comment by Fairness — August 22, 2015 @ 11:07 am
  3. Som jeg har bemærket et par gange ovre hos mig selv, Så er der en uskreven regel for lovlig skatteopkrævning:

    Skatter må ikke være destruktive, konfiskatoriske eller skævvridende.

    Problemet er i Danmark, bl.a., at man har lagt hele social halløjet hos staten istedet for hos civilsamfundet. Hvilket så ikke er helt så stort et problem i et homogent samfund, som i et multikulturelt med massiv muhammdansk tilstedeværelse.

    Comment by Hans Und — August 24, 2015 @ 1:32 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress