Klaus Wivel skriver om den store humanist Rosenzweigs begavede syn på islam i Weekendavisen

Skal man forstå Rosenzweigs kritik af islam, kræver det en kort introduktion til hans teologi. Han skelner mellem skabelse og åbenbaring. Gud skabte jorden og mennesket; det vil sige, at han skabte den hedenske, fortløbende historie, vi alle befinder os i. Det er i åbenbaringen, det mirakuløse brud på historien, at Gud har vist sig - som over for Moses på Sinai-bjerget eller i Jesu skikkelse. Troen giver således kun mening, hvis den udspiller sig på en scene af naturlig, fremadskridende, irreligiøs virkelighed - som en radikal omvendelse og en totalt fornuftstridig markering. Naturlovene og miraklet forudsætter hinanden.

»Gud har ikke skabt religionen, men verden«, skriver Rosenzweig et sted. Men det, Allah har skabt, er ren religion, en »parodi« på kristendommen og jødedommen og en fornægtelse af virkeligheden. Med islam smelter naturlovene, hverdagen og miraklet sammen. Der er ingen forskel. Historien eksisterer ikke mere, ingen fortid, ingen fremtid; alt går i stå. »Muhammeds folk lever i historiens døde vinkel ,« har Rosenzweig sagt andetsteds.

Allah har ikke skænket mennesket verden, ikke givet ham mund at tale og øren at lytte med, ikke forlenet ham med evnen til at elske. Allah har blot betænkt menneskeheden med en bog: Koranen. Derved anklager Rosenzweig islam for at være, hvad Paulus anklagede jødedommen for at være: en »bogreligion«. Rosenzweig skriver: »Det første ord i Muhammeds åbenbaring lyder: Læs!« Fra begyndelse til ende kommanderes der lydighed og underkastelse.

Konsekvensen for Rosenzweig bliver, at den religiøse fanatisme får fodfæste med islam. »Den forandring, Allahs vej fører ind på, er i egentligste forstand udbredelsen af islam gennem troskrig.« Islam ophæver sit gudsbillede til at udgøre en »orientalsk tyrans magt«. Den menneskelige samtale bliver afløst af muslimens hellige pligt til at udbrede islam til hele verden.

Han skriver i 1920, at det »kommende årtusinde vil gå over i verdenshistorien som en kamp mellem Orienten og Occidenten, mellem kirken og islam, mellem det germanske folk og det arabiske.«

Wivel noterer at Rosenzweig skriver sine ord umiddelbart efter 1. Verdenskrig og før Europas skyldbevidsthed, som han præcist kalder lammende, satte ind. For forskellen på antisemitismen og kritikken af islam, handler ikke om almen dæmonisering af fremmed tankegang. Antisemitismen handlede nemlig om mennesker, mens islamkritik handler om tanker. Og de tanker, der trænger til mest kritik er dem, der vil udrydde menneskts fri tanke. Derfor argumenterer Wivel ganske korrekt at læren fra jødeudryddelsen burde have været tankens frihed til at kritisere ideer, fremfor den misforståede analogi med religionen islam i rollen som menneskene jøderne.