“There is something amoral about abandoning your own jugement!” siger John F Kennedy i spændingsfilmen 13 Days. Det at kunne tænke fordrer et ansvar og dette svigtede Trine Mach i sit idiosynkratiske angreb på Trykkefrihedsselskabet på sin blog i forbindelse med trykningen af bogen Jewel of Medina. Dette er kogt ned til sin essens i den indledende sætning i det efterhånden famøse indlæg på Trine Mach blog

Så kører vi igen… Trykkefrihedsselskabet vil gerne udgive en øjensynlig kontroversiel bog om profeten Muhammeds ene kone, Aisha.

I en enkelt sætning ser vi hvorledes Trine Machs fordømmelse fører hende i moralsk fortabelse fordi den hviler på sofisme. Trine Mach placerer ansvaret for ufredelighed hos Trykkefrihedsselskabet, hvis pointe skal forstås, som en tilbagevendende begivenhed ansporet af en eller anden irrationel dysfunktion. Det øjensynligt kontroversielle ved bogen er jo netop begrundelsen for at trykke den, nemlig at nogle truer med vold, hvis den udkommer. Bogen er altså i første omgang kontroversiel for mennesker, der ikke vil acceptere den frie tanke og udtryk og gennem vold vil undertvinge mennesket. Og på grund af de totalitæres fremturen bliver bogen kontroversiel for folk som Trine Mach, der først ser kontroversen og ufreden når kampen tages op af de mennesker hun har et ideosynkratisk forhold til. Derfor er bogen interessant. Kontroversen handler altså ikke om Trykkefrihedsselskabet, men om den totalitære tankegangs vedvarende angreb på og trussel imod det frie menneske.

Det interessante ved bogens emne er, at det ikke er en bog om “profeten Muhammeds ene kone“, som Trine Mach frejdigt formulerer det. Ej heller er det en bog om én af hans koner. Det er en bog om hans barnekone! Dermed bliver det en bog om et i islamisk objektiv idealt menneskes i virkeligheden afsporede og sygelige seksualitet og ikke en bog om amoriner mellem voksne og ligeværdige mennesker. Et ægteskab mellem en 50-årig mand og en 9-årig pige er systematisk voldtægt af et barn. Dette overser Trine Mach fordi hun har sat kontroversen, som en given størrelse afgjort af dens egen eksistens og ikke dens indhold. På den måde kommer hun i realiteten til at være pædofiliens advokat. Hvordan kan hun ellers skrive

Men spørgsmålet er bare, om det overhovedet er de rette briller at se ønsket om pinedød at trykke en eller anden bog om Aisha gennem?

hvis ikke at man kan relativere voldtægt af børn? For hvilke andre briller kan man se en ’seksual-akt’ mellem en 51-årig mand og en 9-årig pige skræmt fra vid og sans? Lad os forlade Trine et øjeblik og se med Aishas briller på sagens kerne

Narrated Aisha: The Prophet engaged me when I was a girl of six (years). We went to Medina and stayed at the home of Bani-al-Harith bin Khazraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became Allright, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s Blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s Apostle came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age. Volume 5, Book 58, Number 234

Narrated ‘Aisha: I used to play with the dolls in the presence of the Prophet, and my girl friends also used to play with me. When Allah’s Apostle used to enter (my dwelling place) they used to hide themselves, but the Prophet would call them to join and play with me.

Det er tydeligt for enhver, at de muslimske kilder ikke magter at bortforklare den rædsel, den lille pige måtte have følt. Aisha er endda syg af rædsel, siden hendes hårtab nævnes i forbindelse med det forestående måde med hendes krænker. Uden at vide hvad der ventede hende uden at kunne sætte ord på vidste Aisha helt instinktivt at den var helt gal. Forstår Trine det? Eller repræsenterer hun moderen i denne - i islamisk forstand - opbyggelige historie, der tørrer sin datters ansigt af for snavs før hun skubber hende i favnen på, hvad amerikanerne med et rammende ord kalder en “sexual predator”?

Hvem beskytter Trine når hun siger “jeg mener ikke, at religion er noget, der har særligt krav på beskyttelse“? For det er ikke de børn, der er ufrivilligt fanget i den perverterede kultur som Muhammeds eksempel har skabt, som hun beskytter med sine infame fordrejninger Trine Machs “Føj for satan” passer på hende selv.

Men det tager Trine Mach sig ikke af. Når man ER den gode moral skal intet retfærdiggøres for alt hvad man siger og gør er retfærdigt og moralsk. Og moral er nemlig noget man bare har og det skal ikke holdes op imod virkelighedens præmisser.

Foragten for virkeligheden stinker langt væk i udtryk som “...hvor modige de angiveligt er..“, “...‘garantere for forfatterens sikkerhed’...”. Eller denne detalje “.…Mellemøsten og ‘Vesten’.“, hvor Vesten er sat i anførselstegn, som for at signalere at det ikke rigtig eksisterer eller giver mening at tale om som selvstændigt begreb, hvorimod Mellemøsten åbenbart er et faktum. Der eksisterer forskellig kulturer bare ikke vores.

Trine Mach gentager - som alle venstredrejede - argumenter fra Omvendtslev. De der kritiserer totalitarismen “fører hellig krig” og det er ikke godt for Danmark, der ikke har brug for endnu en Muhammedkrise. Man er rørt over hendes nationale sindelag.

Sidestillingen af de der vil myrde anderledestænkende med de der vil forsvare alles tanker går igennem hele indlægget, som i “Vi har ikke brug for, at ekstremister på begge sider igen overtager dasordenen.“, “…sådan kan de to positioner bekræfte hinanden i deres eksistensberettigelse“, som det også var imamens argument.

Hun indrømmer rask væk at hun “…kender ikke det pågældende bog-manuskript“, uden tanke på at det så kan være svært at forstå hendes opstandelse. Med mindre der står noget om pædofili hun ikke vil have frem. det vender jeg tilbage til, men først hendes idiosynkraiser

Men måske skal hele forklaringen på Trykkefrihedsselskabets iver findes i det meget banale: At de som de neo-konservative i USAs magtcirkler er optændt af den hellige flamme mod en helt bestemt Mission, som de selv mener at være Guds udvalgte til at føre. Lidt à la Ruth Evensen og Faderhuset, iøvrigt. Så optagede af Missionen er de, at de er villige til at bruge alverdens midler for at fuldføre den.

Trykkefrihedsselskabet, de neo-konservative i USAs magtcirkler og Ruth Evens hvabehar! Og de er villige til at bruge alle midler, såsom trykning af bøger, nu ber’ jeg. Hvor ondt kan det blive? Men hvor er argumentet for denne sammenstilling af fjender? Man kan jo også sammenstille Trine Mach med Hitler og Formand Mao ved deres ubændige trang til at ville meddele verden deres tanker. Og selv om det er noget sludder er der dog en begrundelse man kan forholde sig til. Det er der ingen steder i Trine Machs verden. Prøv f.eks. at få mening i dette udsagn

Man har ansvar over for andre mennesker - så bøger, tegninger eller film, der alene laves for som led i en hetz eller for at nedgøre andre, har ikke nødvendigvis nogen berettigelse. Ikke at de skal forbydes, men at stille sig op som forkæmper for ytringsfriheden, alene med den baggrund at håne muslimer eller svage grupper i samfundet, har jeg i udgangspunktet ikke meget til overs for. Men lad os se, hvad bogen indeholder, hvis den når så langt.

Man skal ikke forbyde noget, der ikke har en berettigelse og hun har ikke noget til overs for noget hun ikke ved hvad indeholder. Men mens hun venter på at se, hvad bogen indeholder er hun ikke i tvivl om at der er tale om hån mod muslimer.

Indtil videre ved vi kun at det er en beskrivelse af forholdet mellem Muhammed og hans barnekone Aisha, der ifølge forfatteren er imødekommende. En venlig beskrivelse af islams kernemoral er altså at håne muslimer. På det punkt er hun også på linie med imamerne og mullaherne, skønt de er vrede over at vantro besudler deres rene tro, blot ved at beskæftige sig med den, hvorimod Trine Mach er fortørnet over at skelleterne kommer væltende ud af skabet.

Trine Mach slutter sit indlæg af med ordene

Modig er man først, når man tør tale op mod magten - i forsvar for de svage - når det virkelig koster.

Virker det ikke en kende malplaceret når vi taler dødstrusler?