Venstrefløjens forhold til islam er ødelæggende - først og fremmest for venstrefløjen selv

Demografi, Historie, Kunst og kultur, Multikultur, Muslimer, Nazisme, islam, venstrefløjen — Drokles on May 22, 2015 at 10:45 am

Michael Jalving skriver i Jyllands-Posten glimrende om hvorledes venstrefløjen ødelægger sig selv ved sit forhold til islam

Islam er blevet en kolossal politisk faktor i den islamiske verden fra Pakistan til Nigeria og i dele af det urbane Europa, og denne udvikling har været meget svær at forholde sig til for den europæiske venstrefløj. Som Michael Walzer skriver i vinternummeret af det amerikanske tidsskrift Dissent Magazine, der vel at mærke ligger til venstre i opinionen, er den islamiske vækkelse blevet en test af venstrefløjens eksistensberettigelse. Hvad vil den stille op over for en stadig mere markant islam? Vil den formøble sin traditionelle religionskritik, bare fordi en ny, stærk religion træder frem på scenen? Eller vil den begynde at forsvare den vestlige civilisation?

Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig, jo mere marginaliseret vil venstrefløjen også blive. Strudsepolitikken vil kun drive flere og flere mod højre.

Særligt to forhold har svækket venstrefløjens moral, og de stikker begge dybt. Det ene er venstrefløjens notoriske tendens til at anskue ideer som luftige udtryk for sociale bevægelser og kriser. Ideer er altså blot symboler for den materielle virkelighed, hvilket netop svækker forståelsen af ideers skæbnesvangre potentiale. Som når det som en anden trosbekendelse fastslås af socialminister Manu Sareen, at fanatikere lige så vel kan være lyshårede, og når islams fascinationskraft reduceres til et spørgsmål om unge mænds sociale og psykologiske problemer, dvs. noget, der kan støttes, coaches eller behandles væk.

Det andet forhold går også tilbage til venstrefløjens rødder, nemlig det forhold, at venstrefløjens nedarvede antinationalisme har ført dem på glatis vis-a-vis den sociale virkelighed, som hastig indvandring og rabiat islam medfører i de europæiske nationer.

Det kan dog, som en god ven mindede mig om i aftes, lade sig gøre at komme på bedre tanker. Den engelske Labour leder fra 1935 til 1955 og premierminister fra 1945 til 1951 Clement Richard Attlee var en internationalist og antinationalist af svenske proportioner.

Throughout the 1920s and most of the 1930s, the Labour Party’s official policy had been to oppose rearmament, instead supporting internationalism and collective security under the League of Nations. At the 1934 Labour Party Conference in Southport, Attlee declared that “We have absolutely abandoned any idea of nationalist loyalty. We are deliberately putting a world order before our loyalty to our own country. We say we want to see put on the statute book something which will make our people citizens of the world before they are citizens of this country”.[18]

During a debate on defence in the House of Commons a year later, Attlee said “We are told (in the White Paper) that there is danger against which we have to guard ourselves. We do not think you can do it by national defence. We think you can only do it by moving forward to a new world. A world of law, the abolition of national armaments with a world force and a world economic system. I shall be told that that is quite impossible“.[19] Shortly after those comments, Adolf Hitler would give a speech in which he proclaimed that German rearmament offered no threat to world peace. Attlee responded the next day noting that Hitler’s speech, although containing unfavourable references to the Soviet Union, created “A chance to call a halt in the armaments race…We do not think that our answer to Herr Hitler should be just rearmament. We are in an age of rearmaments, but we on this side cannot accept that position”.[20]

[...]

Attlee himself sought warm relations with Stalin. He put his trust in the United Nations, rejected notions that the Soviet Union was bent on world conquest, and warned that treating Moscow as an enemy would turn it into one. This put Attlee at sword’s point with his foreign minister, the Foreign Office, and the military who all saw the Soviets as a growing threat to Britain’s role in the Middle East.

Heldigvis skiftede han begge gange standpunkt da han “…came to support rearmament and oppose Neville Chamberlain’s policy of appeasement” og - “Suddenly in January 1947, Attlee reversed his position agreed with Bevin on a hard-line anti-Soviet policy“. Men med et et helt lands politiske elite er det anderledes. Der rykker man sammen og støtter hinanden i illusionen og overbeviser sig selv om at den selvskabte katastrofe kun er, hvad folket har fortjent. Det sker i Sverige, hvor venstrefløjens antinationale forestilling for længst har opslugt den politiske elite. Og med dette billede på Sveriges nære fremtid ønsker jeg jer en god weekend

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress