Ole Hyltoft svinger pisken over kulturadikalerne

Diverse, Historie, Kunst og kultur, Politik — Drokles on August 16, 2008 at 4:21 am

Jeg elsker den mand. Fra Jyllands-Posten

Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet - hvilket var en skandale - udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo.

På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: »Mængden er usandheden«. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

Georg Brandes har nu som politisk mål »en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den«.

Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet. Han siger, at Firenze i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Firenze, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz.

Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det Radikale Venstre i 1905.

Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det Radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne.

Læs den hele og få lidt historisk dannelse. Det bliver man aldrig for klog til.

2 Kommentarer »

  1. Fritænkeren - ind imellem.
    Ole Hyltoft rammer i kronikken noget helt centralt. Legitimiteten! At de få ved magten i foragt for de mange illegitimt og mod folkestyrets væsen ensretter demokratiets tænkning og gør med magten, som det passer dem. At deres foragt og eksperimenter går ud over de mange, bekymrer dem ikke.

    Rammer vanviddet dem selv, har de sagtens råd til at stikke af fra regningen. Kronikkens første halvdel er intet mindre end fremragende. I anden halvdel kommer han de radikale i et ætsende syrebad.

    Det med dannelsen og den historiske vinkel kan jeg også tilslutte mig.

    Med venlig hilsen
    Emeritus

    Comment by Emeritus — August 16, 2008 @ 1:14 pm
  2. Helt enig !

    Og det er som om Hyltoft bliver skarpere og bedre med årerne.

    Han har nu altid haft en fabelagtig god evne til at spidde problemernes kerne så disse forståes af alle, men han er blevet mere skarp.

    Gid han må holde i mange, mange år .

    Comment by Vivi Andersen — August 17, 2008 @ 11:35 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress