Hvor går Arbeiderpartiets vælgere da hen? Ja, de går især til Fremskrittspartiet og i nogen grad også til Høyre, mens de borgerlige midterpartier høster mindre udbytte af masseflugten fra Arbeiderpartiet. En væsentlig del af forklaringen på vælgerflugten fra Arbeiderpartiet er, at forskellen i holdningen til værdipolitiske emner som skolepolitik, retspolitik og udlændingepolitik er meget stor mellem en stor del af Arbeiderpartiets traditionelle vælgere og de vælgere, der støtter Sosialistisk Venstreparti.

(…)

Problemet for Jens Stoltenberg er, at hvis regeringen slår ind på en mere højreorienteret kurs på de værdipolitiske områder, vil SV for alvor begynde at miste stemmer, og dette vil sandsynligvis få partiet til at forlade regeringen, der så vil miste sit flertal. Partiledelsen i SV er i forvejen presset af, at mange af SV’s græsrødder hele tiden har været skeptiske over for det historiske regeringssamarbejde med socialdemokraterne og Senterpartiet. Stoltenberg bliver med andre ord nødt til at tage udstrakt hensyn til SV’ ønsker om, hvilken politik regeringen skal føres, hvis ikke han vil se regeringen blive sprængt. Men dette har fået mange af Arbeiderpartiets hidtidige vælgere til at forlade partiet til fordel for især Fremskrittspartiet og til dels Høyre, idet disse partier bedre tilgodeser deres ønsker om en højreorienteret kurs på værdipolitikken.

Hvis man skal bruge erfaringerne fra norsk politik til noget, når man skal analysere den aktuelle danske politiske situation og fremtidsudsigterne for det netop annoncerede tættere samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF, må det være, at et sådant samarbejde muligvis på kort sigt vil kunne styrke oppositionspartierne, hvis, vel at mærke, man også kan blive enige med De Radikale. Derimod er der ikke meget tvivl om, at det på længere sigt vil kunne blive til ubodelig skade for navnlig Socialdemokraterne. Partiet risikerer en vælgermæssig flugt af hidtil usete dimensioner, hvis man binder sig til SF i et udvidet, mere formaliseret samarbejde, for slet ikke at tale om, hvis det skulle blive aktuelt, at man skulle gå i regering med SF.

Men allerede den aktuelle fælles udmelding om et tættere samarbejde på udlændingeområdet kan give anledning til bekymring hos såvel en del af Socialdemokraternes som en del af S’ nuværende vælgere. På de værdipolitiske områder ligger mange af Socialdemokraternes og SFs vælgere meget langt fra hinanden, ligesom mange af Arbeiderpartiets og SVs vælgere i Norge.