Imamitis

Akademia, Multikultur, islam — Sobieski on August 15, 2008 at 11:23 pm
    1. Imamitis: Lidelse der ofte eller periodisk rammer ledere af islamiske trosretninger; arten betegnes Imam, men går også under navnet mullah.
      Sygdommen kan bl.a. fremkalde akut fremmedgørelse hos medlemmer af de vantro racer.
      Lidelsen manifesterer sig næsten altid i form af diarrhea ori, samt påfører offeret en tilstand af konstant misforståethed. Sygdomsforløbet hensætter imamen i en sygelig forfatning pga. akut argumentmangel, med dertil hørende undvigende svar og cirkulær logik. Sygdomsforløbet ender normalt med at imamen i ydmygelse og skam søger tilbage til sit oprindelige territorium (midlertidigt).
      I enkelte tilfælde kan imamitis være dødelig; se tilfældet Abu Laban.

  • I Danmark er der udkommet en ph.d. afhandling (pause) om Imamernes selvforståelse (pause) i lille Danmark (punktum)
    Intet er for småt til at skyde offentlige midler efter. Medicinsk forskning, forskning i alternativ energi, og gennembrud i fysik og matematik skal slås om samme skattekroner som projekter omhandlende ørkenklanernes kulturelle artefakter.
    “Spild” er sådan et fattigt ord.

    Fra videnskab.dk:

    I Danmark er der lige så mange forskellige islamiske retninger, som der er kristne, og mange imamer frygter at blive mødt med skepsis, hvis de taler offentligt. Det er nogle af grundene til, at det er umuligt at finde én samlende, muslimsk stemme i samfundsdebatten. Det viser den første ph.d.-afhandling om imamer i Danmark…

    Forskeren har i sin ph.d.-afhandling interviewet 20 af de mest magtfulde imamer og har blandt andet analyseret deres indbyrdes relationer som ledere af landets moskeer. Hun har fundet ud af, at de fleste moskeer er organiseret efter etniske grupper med arabiske, tyrkiske og pakistanske moskeer som de mest udbredte…

    Muslimernes etnicitet har betydning for både samarbejdet og konkurrencen mellem moskeerne. Imamer og moskeer arbejder typisk kun lidt sammen på tværs af etnicitet, bortset fra i enkeltsager om f.eks. en muslimsk gravplads…

    Flere andre imamer er bekymrede for, at de havner på forsiden af B.T. eller Ekstra Bladet, hvis de udtaler sig offentligt.

    »Det er blevet så svært at være muslim og have religiøse synspunkter i Danmark, at imamerne har vanskeligt ved at træde frem uden at brænde nallerne. De kan næsten ikke sige noget, uden at det bliver vendt imod dem. Mange tænker derfor, at ingen opmærksomhed er bedre end dårlig opmærksomhed,« forklarer Inge Liengaard…

    En konklusion i Inge Liengaards afhandling er netop, at selvom imamerne jævnligt tiltrækker sig opmærksomhed fra pressen, bliver de ved med at være isoleret på sidelinjen af det danske samfund. Og vi er selv med til at holde dem ude.

    Imamer bliver som ledere af moskeerne ofte opfattet som stærke, muslimske autoriteter. Men kun hver tiende muslim i Danmark går til fredagsbøn i en moske. Dermed taler hver enkelt imam i realiteten kun for et bestemt, afgrænset udsnit af landets cirka 200.000 muslimer.
    Imamerne befinder sig i en paradoksal situation: På den ene side betragtes de i den danske offentlighed som indflydelsesrige, fordi de er religiøse autoriteter. På den anden side er de diskvalificerede som debattører i den offentlige debat, netop fordi de er religiøse autoriteter.

    Det gør, at imamer - modsat præster - har meget svært ved at bruge deres autoritet til at få indflydelse på andre områder af samfundet. Det er for eksempel svært at forestille sig en imam som medlem af en bestyrelse eller et råd.

    »Der er ingen symbolsk kapital forbundet med at være imam i forhold til det omgivende samfund. Internt i muslimske kredse er de måske anerkendt, men mere generelt bliver de ikke betragtet som positive bidragydere til samfundet…

    Imamerne er ellers mindst lige så veluddannede som deres danske ‘kolleger’. Inge Liengaards interview viser, at flertallet har lange, religiøse uddannelser på mellem syv og tretten år. De er typisk startet på et religiøst gymnasium og er senere fortsat på et religiøst universitet. En del, fortrinsvis arabiske, imamer har kortere religiøse uddannelser, men har til gengæld også en sekulær uddannelse som f.eks. historiker, ingeniør eller metalarbejder.

    Lad mig oversætte denne honette artikel til dansk.

    Altså: ”mange imamer frygter at blive mødt med skepsis, hvis de taler offentligt.” betyder, at her til lands er det behæftet med en ikke uvæsentlig risiko for egen troværdighed, at lyve folk lige op i ansigtet.

    Forskeren har i sin ph.d.-afhandling interviewet 20 af de mest magtfulde imamer” betyder, at imamen har magt over sin menighed, dvs. muslimerne, og ”Hun har fundet ud af, at de fleste moskeer er organiseret efter etniske grupper med arabiske, tyrkiske og pakistanske moskeer som de mest udbredte” som betyder, at religionen islam åbenbart ikke er fredelig nok til at holde etniske konflikter nede. Familie, klan, etnicitet i prioriteret rækkefølge har forrang frem for samfundet. Dette umuliggører et samfundssind.

    Imamer og moskeer arbejder typisk kun lidt sammen på tværs af etnicitet, bortset fra i enkeltsager om f.eks. en muslimsk gravplads” betyder, at muslimerne godt kan stå sammen når de vantro skal kanøfles.

    Flere andre imamer er bekymrede for, at de havner på forsiden af B.T. eller Ekstra Bladet, hvis de udtaler sig offentligt.” betyder, at boulevardpressen gør sit arbejde. Går man imamerne på klingen; ud vælter den ene uhyrlighed efter den anden. Groteske udtalelser er nu engang EB og BT’s metier.

    Det er blevet så svært at være muslim og have religiøse synspunkter i Danmark, at imamerne har vanskeligt ved at træde frem uden at brænde nallerne. De kan næsten ikke sige noget, uden at det bliver vendt imod dem.” betyder, at vi i Danmark tager det folk siger for pålydende. Det kan have den konsekvens, at man ”brænder nallerne”. Vender du skytset mod dig selv, så skal der nok være nogen der betjener sig af det. Mærkeligt ikke!?

    Og vi er selv med til at holde dem ude.” betyder, at det har konsekvenser i offentligheden når ens bluff bliver kaldt gang på gang.

    Det gør, at imamer - modsat præster - har meget svært ved at bruge deres autoritet til at få indflydelse på andre områder af samfundet. Det er for eksempel svært at forestille sig en imam som medlem af en bestyrelse eller et råd.” og gud ske tak og lov for det!

    Der er ingen symbolsk kapital forbundet med at være imam i forhold til det omgivende samfund. Internt i muslimske kredse er de måske anerkendt, men mere generelt bliver de ikke betragtet som positive bidragydere til samfundet” betyder at Inge Liengaard har læst Bourdieu. Nej hvor fint og pusse-nusset.

    Imamerne er ellers mindst lige så veluddannede som deres danske ‘kolleger’. Inge Liengaards interview viser, at flertallet har lange, religiøse uddannelser på mellem syv og tretten år. De er typisk startet på et religiøst gymnasium og er senere fortsat på et religiøst universitet. En del, fortrinsvis arabiske, imamer har kortere religiøse uddannelser, men har til gengæld også en sekulær uddannelse som f.eks. historiker, ingeniør eller metalarbejder” betyder, at der er gang i Madrassaen, og vi ved godt hvilken slags ”uddannelse” man får der… Det er sgu sølle ikke at kunne slå igennem som metalarbejder.

    3 Kommentarer »

    1. Det har ikke meget med imamer at gøre- men hvis jeg mener det danske folk eksisterede før den danske stat, hvad var da disses samfundssind, eller det de potientielt havde, der var med noget sådan at ligne- et folkesind?

      Comment by Peter Buch — August 16, 2008 @ 8:20 am
    2. Til Peter Buch.
      Det, du efterlyser, kan man bl.a. se i egnen omkring Hathabu (Hedeby). Allerede dengang, hvor statsdannelsen var i sin vorden, var markedspladsen vigtig for velstanden. Denne handelsplads, som var vital og gav rigdom, blev beskyttet af en ringmur, men i Hedeby brød man sig heller ikke om, at oplandet (Jylland) blev invaderet. Det medførte en 4 kilometer lang mur, som udgik fra Hathabu.

      Med Kovirke, Dannevirke, Valdemarsmuren og Margrethe Sprænghests mur (Kristoffer I’s dronning) forsøgte man at beskytte RIGET og STATSDANNELSEN af hensyn til danerne og deres land. Gorm overlever Thyra og sætter den lille Jellingesten over hende. Han er den første danske konge i en ubrudt række siden!! Han slutter sin indskrift på stenen med at sige om hende ‘…DANMARKS bod’! - Kan det siges tydeligere, at Danmark (danernes mark) på det tidspunkt for første gang som land kaldes ved navn. Begrav de radikale påstande om Danmark som en meget sen statsdannelse. Vikingetiden var højt organiseret med tydelige imperiale tendenser. Mønter, slået i Hedeby var gangbar mønt øst for Ural! Byen er nævnt utallige gange i udenlandske kilder. Selv araberne anså den for ‘…en meget stor by ved oceanets bred.’
      Den gensidige tillid blandt folk i landet var høj, bl.a. deraf blomstringen. Truslerne kom sydfra - som nu (Islam).

      Med venlig hilsen
      Emeritus.

      Comment by Emeritus — August 16, 2008 @ 2:04 pm
    3. “Inge Liengaards interview viser, at flertallet har lange, religiøse uddannelser på mellem syv og tretten år. De er typisk startet på et religiøst gymnasium og er senere fortsat på et religiøst universitet.”

      Hvad hjælper lange uddannelser hvis det ikke er uddannelse i selvstændig tænkning, men ren religiøs hjernevask og udenadslære.

      Forskeren virker forbavsende og problematisk naiv og ukritisk.

      Comment by Janne — August 17, 2008 @ 4:28 pm

    RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

    Kommentér indlægget...

    Monokultur kører på WordPress