I artiklen Forskning efter drabet i WA kan man læse om, hvorledes hollænderne forsker i ekstremisme for bedre at kunne forstå, hvad der fik en ung mand til at sprætte filminstruktøren Theo van Gogh op, midt på åben gade.

Centrum voor Radicalisme en Extremisme Studies (CRES) valgte fra begyndelsen, at man ikke ville begrænse sit arbejde til den islamiske ekstremisme, men fokusere på ekstremisme i det hele taget. Og det valg er ikke blot kosmetisk. I det ligger ifølge centrets leder, Frank Buijs, et meget vigtigt budskab om, hvordan det ikke skal defineres.

“Det er tanken, at centret skal forske bredt. (….)Derved defineres problemet som en modsætning mellem demokrati og ekstremisme. I stedet for, som vi har gjort hidtil, som en modsætning mellem Vesten og Islam. For det skubber alle muslimer væk, og det er det dummeste man kan gøre. På den anden side er det vigtigt, at vi tager diskussionen. Ekstremisme og terrorisme er reelle politiske problemer. Og det kan vi ikke tie om,” siger Frank Buijs.

Man har altså valgt at gøre problemet til en anomali, en simpel vildfarelse hos visse mennesker og et afgrænset fænomen man kan diagnosticere, som om behandlersamfundet havde en kur. Man har besluttet at islam i sin kerne ikke er problemet, det er kun et problem hvis nogen bliver ekstremister. På den måde finder man næppe ud af, hvorfor det er islam der producerer 90% af alle ekstremister og 95% af alle terrorister i Verden.

Idéen med at islam ikke er et problem, får vi andetsteds i WA i artiklen Islamisme og bestilt forskning i sektionen Idéer.

… Det vil sige at islam ikke er en objektiv uforanderlig størrelse som bestemmer mennesker, men islam er (som Kristendommen) et tolkningsudkast, som kun findes i kraft af muslimer. Derfor og kun derfor er der ikke nogen abstrakt eller objektiv islam, som skaber islamisme, som skaber djihadister, som skaber terrorisme. Der er mennesker som ud fra sociale, kulturelle, økonomiske, psykologiske og religiøse forudsætninger tolker deres tilværelse.

Forfatteren er Johannes Adamsen forskningslektor, ph.d.Afd. for Systematisk Teologi Aarhus Universitet og hans mission er, at gøre op med Jesper Langballes forsøg på, gennem de 10 mill. kr. som DF fik sat på finansloven, at styre forskningen. Johannes Adamsens taktik er at indrømme visse problemer i den hidtidige forskning for at stå stærkere i hans revselse af Langballe. Han mener nemlig at Langballe har skrevet konklusionen på forhånd, men som man kan se af ovenstående citat er præsten ikke den eneste.

Jeg er grundlæggende uenig med Johannes Adamsens udlægning af islam. Gud har skrevet den fordømte bog og det er aldeles ikke et udkast der bare kan gå i plenum. Derfor kræver islam en enshed der er så uhyrlig, at de færreste tør tro at det er sandt. At muslimer så er forskellige er en anden sag, men der er kun en islam. Det er de alle enige om.

Men hvorfor denne optagethed, med hele tiden at ville frikende en religion? Det er åbenbart lettere og mere behageligt at tro, at det er de psykisk ustabile mennekser der truer vores frihed og sikkerhed, end at det er en religion, en opfattelse af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, som adskiller sig fundamentalt fra vores. Idéen er god, det er mennesket der er svagt, synes devisen at være (jeg mindes regimerne i Øst).
Mange er, som Johannes Adamsen, grebet af at projicere sine egne værdier over i de studieområder de i sin tid har kastet sig over. Og det giver Thomas Hoffman fint udtryk for i Man Forsker Jo Heller Ikke I Tøndersagen, stadig fra WA:

“Denne forestilling om den ideelle islam gør, at man har en tendens til enten at sige, at islam er blevet “kidnappet” af terrorister, eller at fremhæve islams gode forhold til familiestrukturer, eller hvilke andre traditioner man nu er begejstret for,”……