“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.