Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.