Nogle små citater

Nogen gange rammer skæve formuleringer en dybere sandhed eller en ufrivillig indrømmelse. Som da miljøminister Kirsten Brosbøl på TV2 beskrev socialdemokratisk fremskridtforståelse  ”Danskerne skal lære at gå i en mere cirkulær retning”. Ja, som Videnskab.dk skrev: ”Der eksisterer parallelle verdener, som interagerer med vores egen, argumenterer fysikere i en ny artikel.”. Og en sådan interaktion ødelagde biografturen for Venstres Inger Støjberg, hvilket fik Birthe Røhn Hornbech på mærkerne

[Inger Støjberg] har fuldstændig ret i, at der er alt for mange unge mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt. Men det er lige så meget danskere. Blandt andet har jeg inden for det seneste halve år set ualmindelig dårlig opførsel i flere kirker. Så det gælder desværre, at der er uopdragne danske børn, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig, når de er til gudstjeneste og kirkelige handlinger

(…)

Som værtsfolk bør vi vise det gode eksempel, det gør vi ikke altid«, siger Birthe Rønn Hornbech.

Så de har ikke blot lært det her, de har lært det henne i kirken.

Liberal Alliances Mette Boch erklærede i Kristeligt Dagblad 5. februar at hun ikke var bange for islam (der ikke var “værre end kristendommen”!)

Men jeg er rædselsslagen for terror. Uanset om terroristerne anvender islamisme, socialisme, fascisme eller nazisme som skjold.”

Man hører ikke så tit nazisme som skjold i debatten, så det er et sjældent delikat øjeblik, man burde tage sig tid til at nyde.

Der findes noget der hedder mikro-chauvinisme. Det er chauvinisme, som er for lille til at kunne blive opdaget, men man ved at den er der. Fordi den er så lille at man ikke kan opdage den, er det den værste af alle former for chauvinisme. Sådan er det ikke i Sverige, hvor chauvinismen er allestedsnærværende og ganske målbar. Således har en svensk kønsforsker, Ann-Charlotte ved Runnvik Linköping Universitet, fundet ud af, hvilke togstationer der er mest sexistiske

For eksempel beskriver flere af de interviewede rejsende stationernes mandetoiletter som mere beskidte end kvindernes, hvilket ifølge Runnvik igen er et udtryk for underbevidst sexisme.

Man har dog en snigende fornemmelse at hun var nået til samme konklusion hvis sanitetsforholdene havde været omvendt.

Den amerikanske rock’n'roll legende Jerry Lee Lewis om at sælge sin 1959 Panhead Harley-Davidson på auktion

This bike is like a child to me, but I’ve decided it’s time to let it go.”

Den depraverede mesters opfattelse af forældrerollen overrasker forventeligt stadig.

Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune for Socialdemokratiet Jonas Bjørn Jensen stod i køen af venstrefløjsere, der ville have Nikolaj Sennels fyret fra sit arbejde i Københavns Kommune. Til Lorry sagde han ifølge Uriasposten

Man må have alle holdninger i Københavns Kommune… Man må have alle holdninger i Københavns Kommune, så længe det er noget der flugter med de værdier vi har i Københavns Kommune, og de ting vi arbejder for.

Ledelsen af den tyske Pegida-bevægelse trækker sig fortæller Jyllands-Posten således og uden ironisk distance

“Det er dog ikke sket på grund af splid, men fordi hun har modtaget et hav af alvorlige trusler fra antifascistiske grupperinger, siger han til avisen”

Et ’stop volden eller vi smadrer jer’ øjeblik. Borgmesteren i Brøndby mener, at indvandrerne er for ulige fordelt i kommunerne.

- Hvis man ønsker en rimelig harmoni i samfundet, er fordelingen af indvandrere skæv. Men jeg skal ikke sige noget ondt om de etniske borgere, og vi vil ikke sparke folk ud ad kommunen, siger Ib Terp (S) til Ugebrevet A4.

Ikke et ondt ord om indvandrere, men de skaber disharmoni.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress