Eksperter og politik

Akademia, Politik, Pressen, islam — Drokles on June 4, 2008 at 3:51 am

Groft sagt er eksperter kun eksperter fordi de evner at konstatere de faktiske forhold i jernindustrien og definere de afgørende præmisser for udviklingen. Men politik handler om at vælge, hvad man vil med sit land, med samfundet, hvad der er vigtigt for os som mennesker og vores syn på os selv.

Her eksisterer der altså ikke nogen objektivitet, men et valg af hvilke præmisser vi ønsker vores og vores børns eksistens i forhold til den antagelse vi har om virkeligheden. Er motion sundt, når man udsætter sig selv for sportskader, er det værd at redde sjældne dyrearter, hvad er ren luft værd i forhold til økonomisk vækst, er det socialt at tvinge folk i arbejde, skal de mest produktive have forang på hospitalerne, er lighed ønskværdig og handler det om muligheder eller tilstand, skal vi give efter for onde magters krav eller møde det beredt på kamp?

Politikens hovedhistorie i aftes handler om eksperters advarsel mod den danske udenrigs- og indenrigspolitik på baggrund af terrorangrebet i Pakistan. Hovedanken er at danmark ikke kan magte den modstand vi møder ude i Verden, som jo trods alt kun er den muslimske del, fordi sikringen af danske interesser, såsom ambassader, bliver for økonomisk krævende.

»Hvis du ser, hvor meget det koster USA at sikre sit personel i udlandet, opdager du, at det er meget dyrt. Danmark har som lille land slet ikke sådanne ressourcer«, siger Hans Mouritzen, der er leder af den udenrigspolitiske forskningsenhed på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

(…)

»Med krigene viser Fogh, at dansk udenrigspolitik ikke bare handler om ord. Det handler også om, at vi er parate til at lade livet for at nå vores mål«, siger Hans Mouritzen.

(…)

»Regeringen ved godt, at vi kører på kanten, og at vi bliver nødt til at skrue ned for blusset. Udadtil vil regeringen benægte det, men man vil se en regering, der begynder at føre en mindre aktivistisk udenrigspolitik«, siger han.

(…)

 »Efter min vurdering vil den udenrigspolitiske kurs have så høje omkostninger – også rent økonomisk – at vi ikke længere som lille land kan følge med. Det gælder ikke bare i sikringen af vores ambassader, men vi har de senere år også set, at officerer forlader forsvaret, fordi det er for presset. Det er simpelthen svært at fastholde og rekruttere personale«, siger lektor i international politik ved Aarhus Universitet Clement Stubbe Østergaard.»Regeringen fører en politik, hvor den er kommet så højt til vejrs, at benene ikke længere kan nå jorden. Den er kommet helt derop, hvor kun de store drenge normalt befinder sig«, siger han.

Den store dreng Israel, klarer dog belastningen, endda med ganske utålelige naboer, så det virker ikke som en decideret umulighed. Men svært kan det nu godt blive alligevel. Men måske er man villig til at betale disse omkostninger, der jo trods alt ikke vil ligne de amerikanske, idet vores interesser jo er meget mindre. Måske lægges de danske ambassader i fjendtlige lande, såsom de kaotiske muslimske lande, indenfor et allerede sikret amerikansk kontrolleret ambassadekompleks. Måske nedlægges en del danske ambassader fordi man i takt med den trussel man er udsat for i disse lande ikke længere ser nogen mening i at foregive gode forhold og istedet indgår som et mindre konsulat i forbindelse med andre EU-lande. Måske skærer vi mange millader på overførselindkomterne og fyrer dem af på sikring af vores ambassader og personel. Muligheder er der nok af. Det er jo et politisk valg, der bunder i hvad vi gerne vil og hvilke omkostninger vi er villige til at betale. At give efter for vold er nemlig heller ikke gratis.

Kritik af Danmark under VKO er selvfølgelig noget Politiken kan bruge og deres gengivelse af deres fremtrukne eksperter lyder således

 Hans Mouritzen mener, at Anders Fogh Rasmussen (V) og regeringen har koblet den aktivistiske udenrigspolitik sammen med en benhård indenrigspolitisk værdikamp. Det har fået internationale konsekvenser for synet på Danmark.Det skete blandt andet under den første Muhammedkrise, hvor regeringen afviste et møde med en række ambassadører fra muslimske lande.

Ingen citater i artiklen afslører dog en indenrigspolitisk præmis for Politikens eksperter, måske fordi det er en spidsvinklet tolkning fra journalistens side. For det lyder ikke overbevisende at Danmark bliver et terrormål på grund af den hjemlige debat og den førte politik. Tilbage står Muhammedkrisen

Her overses igen ifølge Politiken det enkle faktum at det ikke er statsministeren der skal mødes med ambassadører, men derimod udenrigsministeren og at dette var en helt bevidst spekulation fra ambassadørernes side, som også de krav og de formuleringer i ambassadørernes brev, hvis udkast Politiken jo højst bemærkelsesværdigt kunne offentliggøre i stedet for originalen, var kreeret til en afvisning fra dansk side. Ambassadørerne henvendte sig med vilje til den forkerte instans, med krav der umuligt kunne honoreres i en tone der ikke var diplomatisk acceptabel. Ambassadørerne fremtvang med fuldt overlæg krisen og deres største frygt, hvilket den egyptiske senere har indrømmet, var at få et møde. Ikke af hensyn til forholdet til Danmark eller af interesse for danske forhold, men i forhold til deres hjemlige situation.

Og hvorledes skulle statsministeren have reageret, som ville gøre alle glade? Efterkomme deres krav på bekostning danskernes rettigheder? Afvise dem og lade dem stå ydmyget med en besked om at der ikke bliver nogle pølser af det skind? Statsministeren var fanget og det eneste beklagelige ved hele den misere var hans forsøg på alligevel at give sig lidt istedet for at benytte muligheden til at fjerne enhver tvivl om dansk vilje til at forsvare os selv uanset hvad despotier måtte mene. Friheden er værd at slås for og der er ingen grund til at efterlede tvivl om det faktum.

Regeringens eneste ansvar er at sikre Danmarks og danskernes interesser i henhold til Grundloven og det mandat de har fra befolkningen. Hvorledes vi gebærder os er vores sag og vores sag alene og det er op til os at afgøre hvilke omkostninger vi er villige til at betale alt efter, hvad vi sætter højest. Det er ikke en statisk verden der ligner de lærebøger og det udstukne pensum vores akademikere bestod deres eksamener på, som blot skal reguleres af en art ingenører efter forudsigelige lovmæssigheder på objektive og indlysende fælles værdier. Det er den verden af mennesker og kulturer og stridende værdier: Det er en Verden af valg!

4 Kommentarer »

  1. Du skulle have skrevet: Det er en Verden af Krig!

    Ydermere så hader jeg begrebet “aktivistisk”, hvad betyder det egentligt? Aktiv og passiv er ord der er til at tage og føle på, og indeholder en nøje defineret mening. Aktivistisk antyder, at man er aktiv for at være aktiv - Handlingen bærer målet i sig selv.

    Comment by Sobieski — June 4, 2008 @ 9:42 am
  2. Hans Mouritzens og Clement Stubbes udtalelser må da være i orden, for deres faglige grundlag understreges jo af bladet, så vor tillid burde være overvældende, mens de herrers politiske tilhørsforhold forbigås. Tilhørsforholdet vedrører selvsagt ikke sagen, men man har vel lov at gætte. Og meninger har man lov at have, hvorefter vi tvinges til at gætte på tilhørsforholdet alligevel, fordi meninger sjældent er neutrale, ikke altid rummer sandheder, al den stund de ikke behøver at hvile på facts, men først og fremmest på holdninger, uanset hvilket institut, personerne kommer fra. Det er ikke tillidvækkende, især ikke, når meningerne promoveres via dagbladet Politiken, der i højere og højere grad fremstår som et dansk-skeptisk, multi-kulti propagandaorgan.
    Problemet med Politiken er blandt andet, at den rekrutterer tilhængere for sine appeasement-orienterede meninger - ofte næsten landsskadelige kredsen om nationalstatens afvikling ved at henvende sig til uerfarne unge, velmenende og politisk ufærdige mennesker, der snart som de eneste gider læse den avis. Avisen er et stort problem, fordi dens Tøger-inspirerede indoktrinering skaber morgendagens meningsdannere, meninger der kan bryde igennem på et ødelæggende tidspunkt, hvor vi som sekulært samfund ikke har nogen vej tilbage.

    Jeg er helt enig med Drokles og Sobieski. Vi er i en form for global krig og har været det i over ti år. Men der skal mere end én part til at føre krigen. Den, der ikke vil slås, ender med at få tærsk. Det er blevet sagt, at den, der vil holde freden, må forberede sig på krig. Det var sandt i det nittende århundrede, det var sandt i det tyvende århundrede. Det har altid været sandt. Det er også sandt i dag. Hvis du ikke vil slås, når det gælder, mister du alt, hvad du har kært. Problemstillingen er meget enkel. Der kan ikke være tale om, at vi ikke har råd til at handle, som vi gør - udenrigspolitisk. Vi må uden tøven vende tanken om og sige, vi har slet ikke råd til at lade være med at handle, som vi gør - udenrigspolitisk.

    Men krigen er asymmetrisk. Mens vi kæmper derude for at holde sekulære kræfter på benene langt herfra, vil mange herhjemme lade stå til i det daglige, for vor sag er ikke en kamp værd på hjemmebane. Vore vigtigste symboler er lidt patetiske og til grin, for vi har gjort nar ad dem og peget fingre ad dem gennem hele det tyvende århundrede. Det begyndte efter 1864 og det berømte citat om, hvad kan det nytte. Vi tager ikke længere os selv alvorligt, hvilket er en alvorlig sag.

    Kampen om værdierne er i høj grad en kamp om symboler og deres signalværdi. Derfor er tørklædet og det danske flag så vigtige. Hvis ikke man vil vinde den kamp, kan man slet ikke forvente at vinde den næste.

    Hvad man ikke er villig til i det små, magter man slet ikke i det store.

    Med venlig hilsen
    Emeritus.

    Comment by Emeritus — June 5, 2008 @ 11:20 pm
  3. Kære Emeritus

    Jeg ved intet om de herrer forskeres politiske tilhørsforhold og ønsker på ingen måde at beklikke deres faglighed skulle de tilfældigvis befinde sig i opposition til den siddende regering.

    Men de politiserer ikke desto mindre og det er desværre ganske typisk. At den førte politik har omkostninger er ganske evident og de er i en glimrende position til at bedømme disse omkostninger. Men om omkostningerne er for store ved de ikke mere om end Lars Tyndskid. Og derfor generer det mig at de blander deres faglige etos ind i en politisk vurdering, som om det var et og det samme.

    Denne fejl er ikke så svær at undgå, som nogen gerne vil have det til at lyde, da man som fagmand nødvendigvis må vide hvar langt ens faglighed rækker- ellers var man vel en dårlig fagmand. Men forfængelighed over at være den berømte ekspert frister nok til mere kulørte udtalelser end godt er.

    Comment by Drokles — June 6, 2008 @ 2:27 am
  4. Kære Drokles.
    De to kloge ‘Lars tyndskidere’ har selvfølgelig uret trods etos, position og faglighed. Vi har fortsat overskud på statsbudgettet og kan låne til resten, om det skulle knibe.
    Vi har rigeligt råd til at gøre, hvad vi gør - og mere til. Spørg Israel, hvordan de bærer sig ad.

    Spørgsmålet er, om folk ser samme vej og vil være med og evt. lide afsavn i kampen mod totalitarisme og terrorisme. I den henseende kan opstå et mentalt underskud, som kan blive fatalt.

    Svenskerne er i færd med at afvikle deres militær, så de synes vel, at de ikke har råd, og de føler sig åbenbart slet ikke truede hverken ude eller hjemme.
    Med venlig hilsen
    Emeritus

    Comment by Emeritus — June 6, 2008 @ 1:59 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress