Indonesien II

Multikultur, islam — Drokles on June 17, 2008 at 6:14 am

Indonesien er et af de islamiske lande, som apologeter ofte henviser til når de prøver at sige at alt i islam ikke er den totale grusomhed. Meget andet kan det trods alt ikke blive til. For nogen til siden henviste jeg til en artikel i Kristeligt Dagblad om den forfølgelse af mindretal, der er en dagligdag, som apologeterne mener er tålelig. Kristelig Dagblad skrev igen om Indonesien 17 maj

 Indonesiens politi, militær og efterretningstjeneste bruger jævnligt tortur for at få indrømmelser ud af mistænkte, skriver Reuters.

Oplysningerne kommer fra FN’s komite mod tortur, som er dybt bekymret over de mange troværdige beskyldninger om brug af vold i det indonesiske retssystem.

Rammer udsatte grupper
Det er især kvinder, der bliver udsat for tortur fra landets særlige “moral-politi”, og derudover er FN-komiteen bekymret over de mange voldtægter, der bliver begået af militærfolk i konfliktområder.

Men angreb på etniske og religiøse mindretal er også et problem i landet, der huser den største muslimske befolkning, oplyser FN.

Ingen konsekvenser for gerningsmændene
I komiteens rapport fremgår det desuden, at næsten ingen af de ansvarlige for torturudøvelsen bliver straffet.

Her er et af de helt entydige eksempler på islams fundamentale had til kvinden. Det er hende der bærer æren og derfor har ansvaret for moralen og hende der bliver straffet. Og de mange voldtægter underbygger jo kun det faktum som den manglende straf til de skyldige. Uhyrkighederne bunder i den islamiske sjæl, der ikke blot kan skrives væk som Kristeligt Dagblad forsøger i dag

Indonesien har altid været kendt for sin moderate og fredelige form for islam. Turistbrochurerne talte helt indtil for nyligt om ”smilets islam”, og hinduer og kristne havde ingen problemer. Islamisterne er da også et meget lille mindretal, og den indonesiske variant af islam er fortsat tolerant. Men stemningen er alligevel under forandring.

Hvilken forandring? Artiklen fortæller om stigende muslimsk forfølgelse af anderledestænkende, både kristne og hinduer, men også den særlige muslimske sekt Ahmadiyah, der flygter fra hus og hjem. Er muslimerne i Indonesien blot ved at blive vanvittige? Er det en særlig ondsindet generation der er ved at vokse op siden den gode stemning brydes? Eller er det blot en naturlig følge af den religiøse matrix, der udgør den fælles forståelse, der blot af andre grunde har ligget i dvale? Hvad er normalt og hvad er apart?

Den fælles forståelse i et hvilket som helst islamisk samfund er at alle andre end muslimer i sin eksistens grundlæggende er en hån mod Allahs skaberværk og at guddommelig renhed er målet for menneskets liv. En renhed der aldrig kender sin egen grænse og derfor efterlader muslimerne til at vende sig imod hinanden i sikker overbevisning om egen retfærdighed, når der ikke er flere vantro at forfølge. Det er denne forståelse der ikke er under forandring, men inde i en vækkelse, hvor man efter for mange års slendrian tager skriften alvorligt.

Årsagen til, at konflikten spidser til netop nu, er, at præsident Susilo Yudhoyono gerne vil genvælges næste år og derfor mener sig tvunget til at fremstå som en ”god muslim”. I flere år har konservative mullaher og islamister krævet forbud mod Ahmadiyah, der betragtes som ”frafaldne, der spreder vranglære i islams navn”. 

(…)

Politiseringen af islam fandt sted i starten af 1990’erne, da diktatoren Suharto i bekymring for svigtende støtte hos hæren begyndte at begunstige de moskéer og konservative mullaher, han tidligere havde forfulgt. For at overbevise om sin egen fromhed drog han også for første gang som ”pilgrim” til Mekka.

Som artiklen er formuleret virker det som om det politiske system rummer forklaringen i Suhartos og Yudhoyonos bestræbelser efter magt. En underforstået logik om at magt kan sikres ved at bejle til en underlødig og illigitim gruppe af begrænset omfang, der helt overser det brede fundament som de konservative mullaher repræsenterer. *Ellers var de vel næppe interessante.

Fakta er at både den tidligere diktator Suharto og den nuværende præsident Yudhoyono reagerer i forhold til præmisserne for deres magt, nemlig den islamiske lære. I artiklen fremstår Suhartos knæfald for mullaherne som problemets rod, skønt det logisk set var uundgåeligt, hvilket kun understreger mullahernes magtbase - islam som den fælles reference for indoneserne, som selve kernen i landets sjæl og selvofrståelse. Det er mullaherne der repræsenterer den fælles forståelse for det er dem der kender islam og administrerer dets logik. Og den fælles forståelse kan man ikke kæmpe imod, hvis man vil bevare magten. Derfor har den muslimske vækkelse, intet med de specifikke diktatorer og præsidenter at gøre, vækkelsen er nemlig global og hviler på Koranens fundament og Koranen er den røde tråd hvorom normaliteten drejer.

Indonesien drages ofte frem som det progessive eksempel på både en multikulturel virkelighed og et muslimsk demokrati. Men ingen kan undslå sig Koranens bud og er man begyndt at tage nogle bud alvorligt må man også tage resten med, derfor denne vold. Studér det nøje og lad Indonesien være en lærestreg!

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress