Et par profetiske perspektiver på Charlie Hebdo massakren fra venstre og højre

Curt Sørensen sammenligner på Modkraft massakren på Charlie Hebdo med Breiviks massakre på Utøya og konkluderer friskt at “Begge begivenheder er umiddelbart også forklarlige som værende udbrud af enkeltpersoners vanvid”. Tjah, hvis man ser grupper som enkeltpersoner. For hvor Breivik repræsenterer den enlige ulvs vanvid, som det ikke lykkedes at mobilisere medskyldige endsige sympatisører, så deler muslimerne bag massakren på Charlie Hebdo verdensbillede, udsyn og logik. Derfor ville det være mere nærliggende, for at sige det mildt, at sammenligne med bomberne i London og Madrid og de utallige terrorangreb, der er blevet forhindret af efterretningstjenesterne. Men Sørensen har en frygt for udviklingen, som deles af flere på venstrefløjen og den er ikke helt uden substans

De tiltagende økonomiske, sociale, religiøse og etniske modsætninger føjer sig sammen i en eksplosiv blanding der udvikler en samlet negativ dynamik i den sociale orden, en dynamik som får ekstra kraft fordi det politiske demokrati samtidig er ved at forvandle sig til det en Colin Crouch har kaldt ‘postdemokrati’, hvor den overordnede økonomiske politik er fastlagt af overmægtige økonomiske og politisk-bureaukratiske eliter, hvor politikerne i stigende grad fremstår som en lukket, selvsupplerende ‘politisk klasse’, hvor mediemagten er mere og mere koncentreret, ytringsfriheden reelt et privilegium for de få, hvor afvigende meninger og holdninger i stigende grad kriminaliseres, hvor overvågning og kontrol er tiltagende  og hvor  befolkningerne generelt  mere og mere bliver sat uden for indflydelse på den førte ‘nødvendige politik’.

Denne tilstand tilsløres imidlertid af politikernes og meningsmagernes retorik om ’demokratiet’ ( bemærk den bestemte form), ’ytringsfriheden’ og vore ’værdier’, en retorik der udfolder sig for fuld udblæsning i disse dage ledsaget af en udviklet selvglæde og ivrig demonstration af moralsk selvfuldkommenhed.

Situationen burde ellers mane til større eftertænksomhed,  mere seriøse overvejelser og en dyb bekymring. Drabene i Paris kan i sin yderste konsekvens føre til en fascistisk præsident i Frankrig, yderligere styrke den europæiske højrefløj, fremme  racistiske overfald ( som der har været mange af, omend ikke så hyppigt omtalte)  og igen i en opgående spiral frembringe islamistiske kontraaktioner.
Lige som i mellemkrigsårene præges den europæiske situation af social disintegration, politisk opløsning og ideologisk konfrontation. Overalt er også højreradikalismen vakt til live igen og til forskel fra den gang -hvor det som bekendt også gik galt- er der i dag ikke nogen stærk arbejderbevægelse til at modvirke trusle fra højre. Er det måske  i virkeligheden begyndelsen til ‘Aftenlandets undergang’ ( som Oswald Spengler udtrykte det) vi oplever i disse år?

De mange prædikater som fascistisk og højredrejet til side (venstrefløjen har som bekendt ingen principper, kun faste fjender) så er det etablerede system sårbart i sin rådvildhed. Men, som Morten Uhrskov mere begavet skriver, så er faren snarere at systemet reagerer som et såret dyr

Meget multikulturelle stater er pr. definition mindre demokratiske end mere homogene, fordi statsmagten er nødt til at bevare en skrøbelig fred gennem hårdhændet disciplin af borgerne, som i mindre og mindre omfang kan give deres mening til kende om andre grupper. Disse tilkendegivelser vil nemlig med garanti fra tid til anden give sig udslag i voldsanvendelse.

(…)

Det uhyggelige angreb med 12 dræbte og 20 sårede, deraf flere alvorligt, er ud over sin ufattelige gru endnu en pind i demokratiets ligkiste. Myndighederne vil mene sig nødt til fremover at slå hårdere ned på kritikere af den førte vanvidskurs. Når det næste angreb kommer – mest sandsynligt fra en islamisk gruppe, men kan også være fra højreekstremister – vil skruen blive strammet nok engang. Det er nu engang den logik, der følger af at multietnificere og multikulturalisere de europæiske samfund.

Kun et brud med den hidtil førte politik kan forhindre denne udvikling. Vi må bede til og arbejde for, at dette skifte sker. Ellers er demokratiet på længere sigt dødsdømt.

Selv om Sørensen ikke er helt ved siden af har Uhrskov ret. Mulitikulturens cocktail med islam som hovedingrediens lader sig ikke fordøje. Krigen er for længst erklæret og flere og voldsomere angreb vil blive fremtiden, med gengældelser til følge. Demonstrationerne, hvor alle erklærer sig Charlie Hebdo der ikke vil lade sig skræmme forudsætter at terroren kun er en overgang, en periode vil skal igennem og som vi vil komme igennem, hvis blot vi tænder et lys og siger fra. Men de tager fejl, hvor rørende det ellers er at beskue. Der er lagt og lægges fortsat i kakkelovnen, større kræfter er i bevægelse end bevægede bedsteborgere. Lamperne slukkes i Europa.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress