Thorning springer ud, men sprænger hun også partiet?

Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on May 7, 2008 at 8:10 am

Jeg bryder mig ikke om tørklæder, sagde Helle Thorning engang på TV ganske uopfordret og markerede dermed et opgør, som på et tidspunkt måtte tages mellem venstre og højrefløjen i det gamle arbejderparti.

Fra Politiken

»Det udspil, der kom i lørdags, synes jeg, var rystende. Nu ligger der et smallere udspil, der handler om meget få fagkategorier, men jeg synes stadig, at det ikke er et rigtigt standpunkt«, siger Lise von Seelen til Ritzau.

Hun mener, at forslaget vil udelukke mange mennesker fra at deltage i samfundet.

»Når vi taler om mennesker, der er ansat i det offentlige, så er min forudsætning at kigge på, om personen er faglig kompetent og om personen har en personlig udstråling, der ikke forhindrer, at vedkommende kan varetage sit arbejde. Hvis begge ting er opfyldt, så kan jeg overhovedet ikke se, at vi på Christiansborg skal blande os i, hvordan folk skal gå klædt«, siger Lise von Seelen.

(…)

»Det er helt sikkert, at hvis der kommer et forslag, så må jeg stemme imod«, siger Lise von Seelen.

(…)

»Jeg mener, at hele diskussionen om et tørklædeforbud det ene og det andet sted bidrager til at skabe større skel i vores samfund og ikke integration«, siger Mette Gjerskov.

Hun er ikke i tvivl om, at der er delte meninger i partiet om offentligt ansattes mulighed for at bære tørklæde.

»Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet diskuterer integration rigtig meget og herunder også tørklædesagen. Så den situation er ikke anderledes i går eller efter i dag«, siger Mette Gjerskov.

Partiformand Helle Thorning-Schmidt erkender, at der er uenighed i gruppen:

»Men der er stærk enighed om det i ledelsen og i en stor del af folketingsgruppen«, siger hun til Ritzau.

Hun får opbakning af Jens Peter Vernersen, som ellers traditionelt tilhører venstrefløjen i folketingsgruppen:

»Jeg kan ikke forstå, at mennesker, som for eksempel i 1980′erne flygtede fra præstestyret i Iran, alligevel kan finde på at fortsætte med at bære den sorte religions symbol, nemlig tørklædet. Og jeg forstår ikke, hvis nogle af dem kan finde på at pådutte deres børn tørklædet«, siger Jens Peter Vernersen.

I Nyhederne på TV2 sagde Thorning meget surrealistisk at Socialdemokratiet er et parti med mange diskussioner og det må man bare vænne sig til. Hvem er “man”? “Man” er Helle Thorning selv, der nu må berede sig på at slås for sin formandspost.

Thorning kan trække partiet ind på den kurs hun nok har haft i sigte længe, at kunne forholde sig kritisk den den muslimske indflydelse på det danske samfund. Men det vil som minimum betyde af partiet smider en hel del stemmer til SF fordi Socialdemokratiet består af to vidt forskellige partier, der kun har det til fælles at de ser sig selv som socialdemokrater. Den ene del, venstrefløjen, lever stadig i en drøm om at det hverken er kultur eller religion eller folks eget valg, der afgør menneskers forudsætninger, men derimod kun økonomisk formåen. Den anden er rodfæstet i realisme og folkelighed med en stærk social bevidsthed. De to fløje er grundlæggende uenige om alt. Hvis oprøret bliver så kraftigt at der opstår krav om en ny formand vil partiet knække midt over i et bitter opgør og der ikke eksisterer nogen samlende figur til at overtage, fordi der ganske enkelt ikke kan eksistere en politik der kan samle Socialdemokraterne. Mette Frederiksen har længe arbejdet for at være kalif i stedet for kaliffen lige siden formandsvalget, hvor hun uden blusel meldte sig ud af fløjkrigen for ikke at tage skade af de interne stridigheder. Og det kan meget vel blive resultatet, hvis ikke Orla Hav, der er en dark horse forsøges i stedet, at Frederiksen kan sætte sig i formandsstolen og et regulært opgør med SF om de samme vælgere vil være en realitet. Det vil endegyldigt fjerne Socialdemokraternes mulighed for at danne regering og givet være til stor moro på den borgerlig fløj at se en intens vrøvlekonkurence mellem Søvndal og Frederiksen.
Ritts Rød Skole og hendes skatteudspil er ikke heldig i denne sammenhæng, men den blegner i forhold til tørklædesagen, da den er et simpelt spørgsmål om persongalleri og lidt mere venstreorienterethed på fordelingsnøglen. Tørklædesagen er derimod principiel og intet kompromis eksisterer når man skal sætte ord på om tørklædet hører sig til i det offentlige rum. Problemet er at alene det at sætte en grænse, selv for dommere i danske retssale er at indrømme at tørklædet og dens religiøse årsag er et essentielt problem. Det er hvad Thorning har prøvet og det er hvad venstrefløjen i Socialdemokratiet arbejder hårdt på at benægte for sig selv. Tørklædesagen varsler ikke bare internt opgør, men måske en regulær splittelse af partiet.
Det handler ikke blot om religiøse symboler i tørklædesagen, men om kvaliteten af disse symboler. Det muslimske tørklæde er i modstrid med hele det menneske og samfundssyn, der ligger som en naturlig præmis for stort set alle partiers idealer, nemlig ideen om menneskets ligeværd og ukrænkelighed og derfor naturlige ejerskab over samfundets lederskab. Derfor er det kun en udsættelse af den reelle debat om islam i Danmark når Socialdemokrater som Thorning og Dam Kristensen iklæder deres afsky for islam i en forblommet generalisering om ikke at ville se religiøse symboler overhovedet.

For pointen er at det kun er et problem med religiøse symboler når talen falder på islam. De jøder og katolikker, der måtte være dommere optræder aldrig med deres religiøse symboler fordi de forstår at være deres embede bevidst og derfor møder i retten i neutrale gevanter. Muslimer derimod kan på grund af deres religion ikke fravige princippet om at hænge tørklædet i garderoben - ellers ville det jo ikke være et problem - og derfor sår begrundet tvivl om hvilke andre religiøse påbud de ellers er bundet af, påbud der ikke er så iøjenfaldende, men måske mere foruroligende. Det er det muslimske krav i sig selv, der kræver lovgivning.

Helle Thorning står overfor en krise hun ikke kan komme ud af. Eftergivenhed overfor det venstredrejede oprør vil parkere initiativet hos hendes modstandere og kun købe hende lidt tid som kransekagefigur med titel som Formand. Derfor er hun nødt til en gang for alle at tage opgøret om de bæærende principper nu, selvom hun står dårligt og højst sandsynligt vil tabe. Uviljen er stor og frygten for at blive sammenlignet med Dansk Folkeparti er effektfuld, hvorfor hun og alle andre konstant afsværger sig nogen forbindelse. Det bliver dog sværere og sværere at lægge afstand til et parti som man gang på gang efter moden overvejelse må følge i hælende på i bitter erkendelse af de de igen havde ret og at man igen tog fejl. Hvori består det frygtelige i den læremester, der forbereder en på livets realiteter andet end barnagtig forsmåethed? Ved at Helle Thorning, med de smukke ben, tager kampen om sine principper nu er der trods alt chancen for en sejr, der igen kan præsentere Socialdemokratiet som et ansvarligt parti, der er regeringsdueligt omend ikke længere et bredt folkeligt parti.

Thorning er et såret dyr med ryggen mod muren og det er nu hun skal lancere det sidste angreb. Hvis hun tør har hun realiteterne på sin side, men tiden imod sig. Uenigheden skal før eller siden afgøres og kan blive så utålelig for taberen at partiet deler sig i to, men det er risikoen Thorning er tvunget til at tage.

5 Kommentarer »

  1. Det er ikke bare Helle Thorning-Schmidt der står med ryggen mod muren i Socialdemokratiet (var det så bare det), det gør partiets grundlæggende ligestillings- og ligeværdstanker desværre også.

    Comment by Janne — May 7, 2008 @ 9:24 am
  2. Jeg tror, du gør Thorning-Schmidt meget mere islamkritisk, end hun i virkeligheden er. I 2000 sagde hun, at “Socialdemokratiet skal ikke blive Dansk Folkeparti minus 20 procent” http://mobil.jp.dk/nyheder/indlandartikel.pml;jsessionid=aXQC_p-FT3D5?articleid=1285110 og så sent som i går hørte jeg hende i radioen sige, at “Dansk Folkeparti hetzer mod muslimer.”
    Thorning-Schmidt er først og fremmest populist, den værste, jeg nogensinde har oplevet i dansk politik. Det er nærmest komisk, hvordan hun og hendes nærmeste kan skifte holdninger fra dag til dag, eller - som i Henrik Dam Kristensens tilfælde - tre gange på samme dag.
    Nej, hvis Thorning-Schmidt til tider fremstår islamkritisk, er det fordi, hun tror, det er det, hendes vælgere vil høre. Glem heller ikke, at hun under den første Muhammedkrise, fra Folketingssalen, opfordrede til, at “regeringen tager afstand fra tegningerne”. Et par dage senere trak hun ynkeligt i land, da hun mødte hård kritik for sin udtalelse: “Jeg mener, regeringen skal understrege, at profet-tegningerne ikke på nogen måde repræsenterer den danske regerings holdning til islam. Men jeg mener ikke, det er regeringens opgave at tage afstand fra tegningerne som sådan.” Som tyskerne siger: Dem ist nichts hinzuzufügen.

    Comment by JanChris — May 7, 2008 @ 11:20 am
  3. Hun er næppe den værste populist nogensinde ikke engang den værste partilederpopulist i dagens Folketing, men et vist mål af populisme skal man desværre have.

    Hvis en person ud af den blå luft bedyrer at vedkommende ikke vil køre spirituskørsel så er der god grund til at være på vagt for tanken er åbenbart nærliggende. Det samme hører jeg når Thorning bliver ved med at afsværge sig - ikke bare Dansk Folkeparti - men at hun selv skulle bevæge sig derhen hvor det bliver svært at skelne.

    Det er klart at hun under Muhammedkrisen tumlede rundt og talte både om det ene og det andet. Det ser jeg som de særlige vilkær hun regerer under med det helt splittede Socialdemokrati. Indrømmet, man kan forklare alt på den præmis, men alligevel vil jeg fastholde at de kampe hun prøver at kæmpe for de blå socialdemokrater er så langt hårdere end de kampe hun kæmper for de røde - der ser det altid ud til at hun giver efter.

    Thorning er ingen Kjærsgaard og hun er ingen stærk leder, men hendes udmeldinger er interessante fordi de afspejler den tøvende ræson der gryr på store dele af venstrefløjen at før eller siden er man nødt til at sætte sin fod ned og sige “så stopper festen”.

    Comment by Drokles — May 7, 2008 @ 4:49 pm
  4. [...] Jeg har før hæftet mig ved tørklædesagen og i det hele taget, hvad jeg ser som Helle Thornings forsøg på en mere realistisk linie i forhold til islam. I Børsens artikel lægges ligeledes vægt på Helle Thornings afvisning af Rød Skole, men jeg mener stadig (ærekær som jeg er) at denne konflikt er underordnet tørklædet. At få underkendt en fordelingsnøgle eller en financieringsplan eller et skatteudspild eller endnu et rettighedskatalog kan højest være et midlertidigt nederlag i en uendelig strøm at dagligdags politiske kampe. Alle er klar over at idealerne skal afstemmes med realiteterne og det er formandens lod at blive vejet på resultaterne og holdt op imod alternativerne på lederposten(af hvilke der er hvem?) Altså i høj grad et spørgsmål om taktik og formåen. Tørklædesagen er derimod principiel og den definerer hvem man er og identitet er særdeles vigtigt blandt socialdemokrater. [...]

    Pingback by Monokultur » Helle Thorning — June 12, 2008 @ 9:15 pm
  5. [...] Villy Søvndal er godt igang med at fratage Socialdemokratiet deres plads, som oppositionens realistiske alternativ. Socialdemokratiet har endnu ikke fået formuleret en modstand mod islam, der kan overbevise om at de har en vilje til at beskytte danskerne og Danmark og vores demokrati. For mange gamle kværulanter, der udgør partiets modsætningsfulde fundament skal have tilgodeset deres bekymring over højreskredet og man forveksler den civilisationskamp med en utidig beskyttelse af det man stadig ser som svage grupper. Derfor drukner ellers udmærkede, men forsigtige udmeldinger imod tørklæder og forslag om at betale muslimer for at rejse ud i allehånde forsikringer om blot at forsvare nogle vage forestillinger om liberale demokratiske principper. [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress